En mor hjalp i august 1996 sin datter med at bringe aviser ud. Hun faldt i den forbindelse ned af en regnvåd trappe, hvorved hun slog halebenet.
På Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema anførte tilskadekomne bl.a., at hun hjalp sin datter, fordi hun og datteren kom lidt for sent op, og fordi det var et forfærdeligt regnvejr. På spørgsmålet, om hjælpen var nødvendig, svarede tilskadekomne, at avisen skulle være ude i tide. Tilskadekomne oplyste endelig, at hun engang imellem hjalp datteren, når det var dårligt vejr, og at distributionen ikke var bekendt med, at hun hjalp sin datter.
Avisen oplyste bl.a. til Arbejdsskadestyrelsen, at avisen var bekendt med, at forældre til bude af og til hjalp deres børn med omdeling af aviser, og at avisbude gerne måtte have forældre eller en kammerat til at hjælpe med omdeling af aviserne.
Ved afgørelse af 26. februar 1999 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen det anmeldte tilfælde som en arbejdsskade efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, selv om ulykkestilfældet var for sent anmeldt.
Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at tilskadekomne under sit arbejde var udsat for en pludselig og uventet skadelig påvirkning, da hun gled ned af en stentrappe i forbindelse med, at hun hjalp sin datter med at udbringe aviser, og derved fik en skade ved halebenet og ryggen.
Da skaden var anmeldt for sent, lagde Arbejdsskadestyrelsen tillige vægt på, at der syntes at blive et varigt mén efter hændelsen.
I klagen anførte forsikringsselskabet bl.a., at tilfældet ikke kunne henføres under lov om sikring mod følger af arbejdsskade, idet tilskadekomne ikke var ansat af avisen. Det var alene tilskadekomnes datter, der var ansat til at dele aviser ud. Det faktum, at tilskadekomne hjalp sin datter, kunne ikke medføre, at avisen var hendes arbejdsgiver, idet denne ikke havde anmodet hende om hjælp.
I en uddybende klage blev det anført, at der ikke var tale om et ansættelsesforhold, der var omfattet af arbejdsskadelovens § 1. Tilskadekomne hjalp den pågældende dag sin datter med at dele aviser ud. Det var datterens arbejde at dele aviser ud, og det var datteren, der var ansat af avisen. Det, at tilskadekomne valgte at hjælpe sin datter, mente selskabet ikke var omfattet af loven, således at avisen automatisk havde accepteret, at hun var at betragte som ansat. Den kendsgerning, at avisen var vidende om, at det skete, at forældre til avisbude deltog i avisbudenes arbejde, gjorde ikke automatisk, at avisen skulle betragtes som arbejdsgiver for forældrene.
Det var forsikringsselskabets opfattelse, at der kun forelå et tjenesteforhold til datteren, som var ansat til at dele aviser ud. Der forelå ikke et tjenesteforhold til moderen, idet hun ikke var ansat til at dele aviser ud. Det faktum, at moderen havde vækket sin datter for sent, og derved mente, at hun skulle bidrage til datterens arbejde, gjorde ikke, at arbejdsgiveren stiltiende havde accepteret, at moderen ydede sin bistand til datterens udførelse af arbejdet.
Såfremt Ankestyrelsen fandt, at moderen var at betragte som ansat hos avisen, ville det have indvirkning på samtlige arbejdsgivere, som havde bude til at omdele reklamer, aviser m.m., idet denne type arbejdsgivere ikke på nuværende tidspunkt havde denne dækning som en del af den almindelige arbejdsskadeforsikring.
Ved sagens oversendelse anførte Arbejdsskadestyrelsen bl.a., at styrelsen ikke fandt, at moderen havde handlet i egen interesse, men til fordel for datterens arbejdsgiver.
