Ankestyrelsens principafgørelse O-13-99

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 11, stk. 1, nr. 1

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 20

En nu 16-årig dreng boede sammen med sin familie i A kommune indtil juni 1997.

Forud herfor var drengen af skolepsykolog blevet henvist til et hospitals ungdomspsykiatriske afdeling, der efter diagnosticering indstillede ham til en dagplacering på en børne- og ungdomspension.

Hospitalet havde peget på en døgnplacering af drengen, hvilket dog primært på grund af drengens modstand - ikke kunne gennemføres.

A kommune traf derfor afgørelse om foranstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 1 - 9, i form af "dagtilbud, hvor drengen blev behandlet på pensionen, og der arbejdes på, at dette kan ændres til et døgnophold".

I maj 1997 blev drengen optaget i børne- og ungdomspensionens dagtilbud.

Den 1. juni 1997 flyttede drengen sammen med sin familie til B kommune, som herefter anmodede A kommune om refusionstilsagn efter bistandslovens § 11.

A kommune gav afslag på refusion og begrundede dette med, at der var tale om en dagforanstaltning og derfor ikke en anbringelse uden for hjemmet. B kommune anførte i anken til nævnet bl.a., at det forhold, at drengen ikke havde ophold uden for hjemmet ikke efter B kommunes opfattelse fritog A kommune for refusionspligt efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

I bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, var teksten "(. . . )optaget i institution eller pleje" og omhandlede derfor ikke kun døgnophold, men også foranstaltninger, der forebyggede anbringelse eller trådte i stedet for anbringelser.

B kommune henviste til SM O-53-95, hvori der stod: "(. . . ), var tale om en forebyggende foranstaltning og ikke en anbringelse, ikke havde betydning for, om der kunne ydes refusion efter bistandslovens § 11. " B kommune henviste endvidere til SM O-113-95, hvori det blev fastslået, at refusionspligt efter bistandslovens § 11 ikke forudsatte en egentlig døgnanbringelse, men også relaterede sig til optagelse i institution efter bistandslovens § 33, stk. 2, på grund af behandlingsbehov.

Nævnet tiltrådte A kommunes afslag med den givne begrundelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at afgørelsen fandtes at stride mod Ankestyrelsens egen praksis og afveg fra afgørelser i lignende sager, truffet af et andet nævn.

B kommune henviste til en afgørelse, truffet af Det Sociale Ankenævn i X Amt i 1996, hvor nævnet fastslog, at en drengs ophold i dagforanstaltning på en § 96-institution også var omfattet af formuleringen "optaget i institution" i § 11, stk. 1, nr. 1. B kommune nævnte, at der i den omtalte afgørelse blev henvist til andre afgørelser fra nævnet, hvori det var fastslået, at dagbehandling var omfattet af institutionsbegrebet i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, med henvisning til Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 og SM O-53-95.

Der var også henvist til, at Ankestyrelsen havde afvist at behandle klager over nævnets afgørelser i disse sager med henvisning til, at de ikke stred imod Ankestyrelsens praksis.

I klagen blev det endvidere anført, at der var tale om et alternativt behandlingstilbud, der alene blev iværksat med det formål at behandleog motivere drengen til et døgnbehandlingstilbud på samme døg ninstitution.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en drengs optagelse i dagforanstaltning på en § 96-institution (bistandslovens § 96) med medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed bevirkede ret til refusion efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, eller om det var en forudsætning, at der var tale om en døgnforanstaltning.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune ikke havde krav på refusion af udgifter efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, som følge af drengens ophold i dagforanstaltning på børne- og ungdomspensionen.

Efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kunne en opholdskommune kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune, når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed var optaget i institution eller pleje i kommunen.

I forarbejderne til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, var bl.a. anført, at refusion fra en tidligere kommune kunne ske ved "pågældendes anbringelse i en institution. " Efter Ankestyrelsens opfattelse måtte optagelse i institution for så vidt angik børn og unge under 18 år forstås som en døgnforanstaltning eller en anbringelse uden for hjemmet i et omfang, der måtte sidestilles hermed.

Dette resultat var i overensstemmelse med praksis vedrørende refusionsophør ved hjemgivelse af børn og unge, jf. bl.a. SM O-16-92 og SM O-16-93.

I SM O-42-88 fandt Ankestyrelsen dog, at der var ret til refusion, selv om barnet for så vidt boede hjemme. Dette skyldtes imidlertid, at der var tale om, at barnet gennemsnitligt opholdt sig 20 -25 døgn pr. måned hos en aflastningsfamilie.

Ankestyrelsen bemærkede vedrørende de i sagen omtalte Sociale Meddelelser, SM O-53-95 og SM O-113-95, at det af disse meddelelser fremgik, at det ikke var en betingelse for refusion, at der var tale om anbringelse efter reglerne i bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10. I begge SM'er var der i øvrigt tale om døgnophold.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at drengen ved optagelsen i dagforanstaltningen på pensionen var optaget i institution eller pleje i kommunen i § 11's forstand, da han fortsat skulle bo hjemme hos forældrene, og der derfor ikke var tale om anbringelse uden for hjemmet i døgnforanstaltning.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.