Ankestyrelsens principafgørelse C-10-99

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 63

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998 - § 98, stk. 1, § 98, stk. 3, § 98, stk. 4 og § 98, stk. 6

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 113, stk. 1, § 113, stk. 2, § 113, stk. 3 og § 113, stk. 5

Note:

Sag nr. 3 og nr. 4 kasseres da der er kommet nye regler på området.

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 300089-99

En ansøger på 80 år, der var stærkt synshandicappet søgte kommunen om bevilling af en Philips kassettebåndoptager. Kommunen meddelte afslag på det ansøgte. Denne afgørelse blev anket med bemærkning om, at båndoptageren var særligt indrettet til aktiv læsning for synshandicappede. Der var mulighed for spoling med "medhør", således at der kunne bladres i materialet ved hjælp af indlagte lavfrekvente lydsignaler. Båndoptageren havde hastighedsregulering, således at læsetempo kunne reguleres afhængig af materialets karakter og læseformål. Den var driftsikker, let at flytte, stod stabilt på underlaget og let at betjene. Det anførtes desuden, at det var hensigtsmæssigt, at båndoptageren havde en optagefunktion, så den kunne anvendes til indtaling af breve mm. Det anførtes, at den ansøgte båndoptager ikke havde nogen betydning som almindelige forbrugsgode, idet lydkvalitet og udformning ikke gjorde den velegnet til afspilning af musik, hvilket hævdedes at være den normale funktion af en båndoptager som led i sædvanligt indbo.

Der blev redegjort for, at det fremover ville være nødvendigt for ansøgeren at benytte båndoptager for at kunne fortsætte læsning af litteratur, aviser, blade og tidsskrifter. Dette ville indebære en udgift til anskaffelse af læsebåndoptager.

Ifølge ansøgeren var der tale om en merudgift, der ikke var rimelig jf. tidligere praksis. Der blev iøvrigt henvist til kap. 2, pkt. 9 om kompensationsprincippet i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998.

Nævnet besluttede at pålægge kommunen at bevilge ansøgeren en båndoptager til afspilning af lydbånd i henhold til lov om social service § 98, stk. 6.

Nævnet lagde til grund, at i ansøgers tilfælde, ville den ansøgte båndoptager alene fungere som et hjælpemiddel til afhjælpning af ansøgers nedsatte funktionsevne, idet der ikke var reel mulighed for at anvende båndoptageren til andre formål end afspilning af lydbånd og som notatbåndoptager.

Nævnet lagde herunder vægt på, at den båndoptager ansøger havde brug for, ikke var velegnet til musikafspilning, idet der var tale om en monobåndoptager.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at båndoptageren ikke kunne betragtes som et almindeligt forbrugsgode, der var fremstillet med den almindelige befolkning som målgruppe.

Nævnet begrundede dette med, at den ansøgte båndoptager havde så specielle funktioner, at den kun var egnet til afspilning af lydbøger, artikler med mere. Båndoptageren blev derfor betragtet udelukkende som et hjælpemiddel for blinde og svagtsynede.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse og anførte, at kommunen var uenig i den af nævnet anlagte fortolkning af ordlyden i § 98. Kommunen henviste til kapitel 8, pkt. 39 i Socialministerets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til blandt andet hjælpemidler. Der var tale om en Phillips kassettebåndoptager type AQ 6455,- en almindelig båndoptager der kan benyttes af blinde, der har behov for afspilning af lydbøger eller lydbreve.

Ankestyrelsen behandlede sagen i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en kassettebåndoptager, som almindeligvis anvendes af synshandicappede, der har behov for afspilning af lydbøger eller lydbreve, i alle tilfælde falder ind under § 19, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998.

Ankestyrelsen fandt ansøger berettiget til den ansøgte kassettebåndoptager i henhold til § 98, stk. 1, jf. stk. 6, i lov om social service og §§ 1 og 19, stk. 3 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen forudsatte, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 98, jf. § 97, stk. 1, idet det blev lagt til grund, at hendes syn var så nedsat, at hun ikke havde nogen læsefunktion.

Ankestyrelsen lagde desuden til grund, at "almindelige" båndoptagere er forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Sådanne båndoptagere kan der ikke ydes hjælp til, jf. § 19, stk. 5, i bekendtgørelsen og Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v., pkt. 39.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at den bevilgede båndoptager (Philips kassettebåndoptager type AQ 6455), var en "almindelig" båndoptager, men at der var tale om en båndoptager der udelukkende var velegnet til afspilning af lydbøger, lydbreve og som notatbåndoptager. Båndoptageren var ikke velegnet til afspilning af musik, idet der var tale om en monobåndoptager.

Ankestyrelsen fandt, at kassettebåndoptageren var et forbrugsgode, jf. § 1, stk. 2, 2. punktum i bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998.

Ankestyrelsen fandt dog, at der i ansøgers tilfælde var tale om et forbrugsgode, der udelukkende fungerede som hjælpemiddel, og somderfor var omfattet af servicelovens § 98, stk. 6, jf. bekendt gørelsens § 19, stk. 3.

Ankestyrelsen fortolkede bestemmelserne i overensstemmelse med kompensationsprincippet. Det følger heraf, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne, jf. Socialministeriets vejledning pkt. 9.

Afgørende for om et forbrugsgode udelukkende fungerer som et hjælpemiddel fandtes på denne baggrund at være et spørgsmål om, hvorvidt der også for den handicappede var en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet, således at den handicappede ville blive overkompenseret ved bevillingen, eller hvorvidt forbrugsgodet alene kompenserede for den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt i overensstemmelse med kompensationsprincippet, at kassettebåndoptageren i ansøgers tilfælde var dét hjælpemiddel, der kunne afhjælpe den nedsatte funktionsevne. Der var ikke anden funktion knyttet til denne kassettebåndoptager end at afhjælpe en manglende eller stærkt nedsat læsefunktion.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 201602-98

En 35-årig kvinde, der siden barndommen havde haft gentagne blodpropper i hjernen med højresidig lammelse og spasticitet til følge, ansøgte om en 3-hjulet Christiania ladcykel. Ansøgeren modtog højeste førtidspension.

I juni 1998 fik hun endnu en apoplexi, der forværrede hendessymptomer. Indtil da havde ansøger kunne køre på en almindelig 2 hjulet cykel. På grund af svimmelhed og usikker balance havde ansøgeren nu behov for en 3-hjulet cykel, for selvstændigt at kunne klare indkøb, færden mv. Kvinden søgte om en Christiania ladcykel, da hun ikke ønskede sig udstillet som handicappet, hvilket hun ville føle sig med en almindelig 3-hjulet cykel eller 3-hjulet knallert.

Kommunen vurderede, at ansøgeren var berettiget til en 3-hjulet cykel, idet hun havde en varig lidelse og idet en 3-hjulet cykel ville være en væsentlig lettelse i dagligdagen. Det fremgik endvidere, at ansøgeren havde afprøvet en 3-hjulet Christiania ladcykel, og at denne fungerede godt. Kommunen vurderede, at en almindelig 3-hjulet cykel ville kunne bevilges som et egentligt hjælpemiddel efter servicelovens § 97. Da ansøgeren ønskede en Christiania ladcykel blev bevilget 50% af udgiften hertil, jf. servicelovens § 98 og bekendtgørelsens § 19, stk. 1, idet kommunen vurderede, at den pågældende cykel var et standardprodukt uden særlig indretning eller specielle funktioner og fremstillet med den almindelige befolkning som målgruppe. Den måtte derfor betragtes som et forbrugsgode.

Kommunen oplyste, at man som udgangspunkt bevilgede 3-hjulede cykler efter en konkret vurdering af hvilket mærke og hvilken model, der fandtes bedst at kunne afhjælpe de pågældende handicap. Hvis den bedste model ikke fandtes i kommunens depot, ville den blive indkøbt. Prisniveauet var omkring 10.000 kr. En Christiania ladcykel med 3 gear kostede ca. 8.500 kr.

Nævnet pålagde kommunen, at bevilge ansøgeren en Christiania ladcykel.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at hjælp efter serviceloven skal tilrettelægges efter den enkeltes behov, jf. loven og Socialministeriets vejledning. Nævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren var berettiget til en cykel til afhjælpning af hendes handicap. Nævnet lagde derudover vægt på ansøgerens alder og på hendes ønske om en bestemt cykel, som ikke var dyrere end de cyklerkommunen almindeligvis bevilgede. Endelig lagde nævnet vægt på, at 3 hjulede cykler ydes efter bestemmelsen om hjælpemidler. Nævnet fandt, at en Christiania ladcykel i ansøgerens tilfælde alene ville fungere som et hjælpemiddel på linie med andre hjælpemidler til afhjælpning af ansøgerens nedsatte funktionevne. Der ville for ansøgeren ikke være en anvendelse af cyklen, der lå udover anvendelsen som hjælpemiddel. Nævnet fandt derfor, at cyklen skulle ydes efter reglerne om hjælpemidler og ikke efter reglerne om forbrugsgoder.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at en Christiania ladcykel er et standard produkt uden særlig indretning eller specielle funktioner og er fremstillet med den almindelige befolkning som målgruppe. En Christiania ladcykel måtte derfor betragtes som et forbrugsgode i h.t. servicelovens § 98 og bekendtgørelsens § 19, stk. 1, hvor der kan ydes hjælp til 50% af udgiften.

Det anførtes, at cyklen er fremstillet med henblik på at kunne transportere sig selv og diverse gods. Det vurderedes, at ansøgeren kunne udnytte en Christiania ladcykel efter sit formål og at den derfor ikke udelukkende fungerede som et hjælpemiddel i henhold til § 98 og bekendtgørelsens § 19, stk. 3.

Nævnet bemærkede (i forbindelse med sagens antagelse til principiel behandling), for så vidt angik kommunens bemærkning om, at ansøgerenkunne anvende cyklen efter sit formål, at det på almindelige 3 hjulede cykler er muligt at transportere gods i mindre omfang ved hjælp af cykelkurv for eller bag på cyklen. Nævnet fandt det ikke sandsynligt, at ansøger, der er lammet i højre side, ville være i stand til at benytte en Christiania ladcykel til at transportere gods, udover i et mindre omfang - svarende til, hvad hun ville kunne transportere på en almindelig 3-hjulet cykel. Nævnet fandt derfor fortsat, at der var tale om et forbrugsgode, der alene fungerede som et hjælpemiddel på linie med de egentlige hjælpemidler, jf. servicelovens § 98, stk. 6, bekendtgørelsens § 19, stk. 3 og Socialministeriets vejledning pkt. 24, 37, 40 og 42.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt man kan bevilge et standardprodukt, der er fremstillet med den almindelige befolkning som målgruppe, som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97, eller om sådanne produkter skal betragtes som forbrugsgoder, der i givet fald skal bevilges efter servicelovens § 98, herunder om eventuel anvendelse af servicelovens § 98, stk. 4 og 6.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til en 3-hjulet Christiania ladcykel i henhold til § 98, stk. 1, jf. stk. 6 i lov om social service og §§ 1 og 19, stk. 3 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98. Det betød, at ansøgeren kunne få hjælp til den fulde anskaffelsesudgift eller hjælp som udlån.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøgeren var omfattet af personkredsen i servicelovens § 98, jf. § 97, stk. 1.

Ankestyrelsen vurderede, at en Christiania ladcykel er et forbrugsgode, jf. § 1, stk. 2, 2. punktum i bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998.

Ankestyrelsen fandt dog, at der i ansøgerens tilfælde var tale om et forbrugsgode, der udelukkende fungerede som et hjælpemiddel, og som derfor var omfattet af servicelovens § 98, stk. 6, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 3.

Ankestyrelsen fortolkede bestemmelserne i overensstemmelse med kompensationsprincippet. Det følger heraf, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne, jf. punkt 9 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Afgørende for om et forbrugsgode udelukkende fungerer som et hjælpemiddel fandtes på denne baggrund at være et spørgsmål om, hvorvidt der også for den handicappede var en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet, således at den handicappede ville blive overkompenseret ved bevillingen, eller hvorvidt forbrugsgodet alene kompenserede for den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt i overensstemmelse med kompensationsprincippet, at en 3-hjulet Christiania ladcykel i ansøgerens tilfælde udelukkende fungerede som et hjælpemiddel, der afhjalp den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt ikke, at et større bagagerum i sig selv kunne begrunde, at der med bevilling af en Christiania ladcykel i stedet for en traditionel 3-hjulet handicapcykel skulle foreligge overkompensation, med deraf følgende egenbetaling.

Ankestyrelsen lagde derved vægt på, at ansøger på grund af apopleksi led af højresidig lammelse, og derfor ikke ville være i stand til at cykle med så store mængder gods, som ladcyklen kunne laste.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 300087-99 - kasseres da der er kommet nye regler på området

En ansøger på 43 år, der var blind, søgte om udskiftning af EDB udstyr. Ansøgningen var begrundet med at den tidligere bevilgede PC var af ældre dato, og at den derfor havde en for lille kapacitet, at den ikke opfyldte kravene til information, at der manglede CD-Rom drev, og at ansøger ikke havde mulighed for at koble sig på Internettet. Endvidere blev det anført, at det ikke var hensigtsmæssigt at skulle arbejde i flere forskellige tekstbehandlingssystemer. Ansøgeren havde desuden problemer med sin scanner, som ikke virkede, ligesom han ikke havde mulighed for at lytte tekst fra sin Braille Lite til PC og omvendt.

Ansøgeren havde udtrykt ønsker om at kunne benytte flere af de muligheder, som et CD-Rom drev kan give. Det drejede sig om mulighed for opslagsværker, elektroniske bøger og diverse informationer fraprivate virksomheder. Med Internet-adgang kunne ansøgeren få en e mail adresse og på denne måde få lettere adgang til sin post, idet den som udgangspunkt ville være elektronisk og dermed ville kunne overføres direkte til Braille-Liten. Via Internettet ville ansøgeren desuden kunne få informationer fra kommunerne, fra diverse hjælpemiddel-leverandører og -formidlere. Ansøgeren ville kunne benytte lovbiblioteker samt hente diverse andre nyttige oplysninger.

Amtskommunen bevilgede en computer og standardsoftware som forbrugsgode efter servicelovens § 98 med en egenbetaling på 50%. Opgradering af skærmlæseprogram og scannerprogram blev bevilget efter servicelovens § 97, stk. 2, nr. 4 og § 98, stk. 6. Afgørelsen blev begrundet med, at det ansøgte i væsentlig grad ville kompensere for den nedsatte funktionsevne, idet ansøgeren ville kunne afsende og modtage skriftlig kommunikation uden bistand fra seende, og idet al den information, som foreligger elektronisk på denne måde ville blive tilgængelig for ansøgeren.

Amtskommunen bemærkede i sagen, at ansøgerens ønsker til kommunikationsudstyret var mere vidtgående end almindelig kommunikation på grund af ansøgerens tillidshverv.

Det sociale nævn gav ikke ansøgeren medhold i sin klage. Nævnet lagde vægt på, at en computer med standardsoftware, CD-Rom drev og modem måtte anses som forbrugsgoder, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt. i bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger - uanset at han som følge af sin synsnedsættelse ikke kunne drage nytte af alle udstyrets funktioner - ville kunne opnå fordele ved udstyret, der rakte ud over at opnå kompensation for sit synshandicap og deraf følgende nedsatte kommunikationsevne. På den baggrund fandt nævnet ikke, at der var grundlag for at pålægge amtskommunen at yde hjælp til computer, standardsoftware, CD-Rom drev og modem i form af den fulde anskaffelsespris, jf. servicelovens § 98, stk. 6, og bekendtgørelsens § 19, stk. 3, jf. også retssikkerhedslovens § 69.

Dansk Blindesamfund, som var befuldmægtiget i sagen havde redegjort for sine synspunkter for så vidt angik bevilling af computer m.v. som forbrugsgode. Det blev gjort gældende, at computeren var ansøgerens mulighed for at foretage skriftlig kommunikation uden assistance fra en seende, herunder den skriftlige korrespondance, der lå i ansøgerens mange tillidshverv. Med det ansøgte udstyr ville ansøgeren kunne blive uafhængig af seendes hjælp til både ind- og udgående skriftlig kommunikation, da han ville kunne koble sit elektroniske notatapparat (Braille Lite) og en scanner op på systemet. Desuden ville han kunne anvende et e-mail system og få lettere adgang til en stor del af sin post, da denne ville ligge i et elektronisk format.

Dansk Blindesamfund anførte desuden, at blinde ikke kan udnytte en computer som et forbrugsgode, men at der alene er tale om et hjælpemiddel, idet en blind ikke har mulighed for at udnytte alle de fordele, der i øvrigt er ved at have en computer. Som eksempler på muligheder blinde ikke kan udnytte, nævntes en lang række muligheder for vidensindsamling, brevveksling, underholdning, finansielle transaktioner, indkøb m.v. Blinde har alene mulighed for at anvende få af de programmer den almindelige Windows-pakke indeholder ved brug af de kompenserende hjælpemidler, og kan f.eks. ikke anvende kalender- og regnefunktionen. Den blinde er ligeledes afskåret fra fuldt ud at anvende de rige redigeringsmuligheder, der ligger indbygget i et tekstbehandlingsprogram som Word. Synshandicappede, der benytter et skærmlæseprogram og syntetisk tale kan ikke benytte en mus. For så vidt angår Internettet kan dette også kun i ringe grad benyttes af blinde, idet de fleste hjemmesider ikke er tilgængelige med brug af kompenserende udstyr og/eller uden brug af mus. Den eneste facilitet på Internettet blinde idag kan anvende fuldt ud er muligheden for at sende og modtage elektronisk post. Dansk Blindesamfund fandt herefter, at for blinde uden læsesyn er en PC ikke - eller kun i et omfang, der ikke er nævneværdigt - et forbrugsgode. PC´en er den blindes mulighed for at have et skriftsprog og tilegne sig skriftlig kommunikation og skal som følge deraf betragtes som et egentligt hjælpemiddel og bevilges efter bekendtgørelsens § 19, stk. 3.

Endelig blev det i klagen anført, at man i Dansk Blindesamfund havde svært ved at se, hvilke fordele, udover den kompenserende funktion, bevilling af det omhandlede computerudstyr ville repræsentere for ansøgeren. Der henvistes til, at "Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser" i sin delrapport fra januar 1996 drøftede de problemstillinger, hvis løsning var tænkt tilgodeset gennem indførelsen af servicelovens § 98, stk. 6. Derudover henvistes til at tilsvarende synspunkter var fremkommet i såvel lovbemærkningerne som vejledningen til bestemmelsen. Det fremgik således, at et almindeligt forbrugsgode i særlige tilfælde kan have en så specifik funktion til at kompensere for handicappet, at forbrugsgodet reelt ikke har anden funktion end at fungere som hjælpemiddel på linie med de egentlige hjælpemidler. Det drejer sig især om forbrugsgoder i form af computere og andet elektronisk udstyr i tilfælde, hvor udstyret er modtagerens eneste reelle mulighed for at kommunikere, og hvor den pågældende på grund af handicappet ikke har nogen mulighed for at udnytte de øvrige anvendelsesmuligheder og fordele, der ligger i udstyret.

Dansk Blindesamfund anførte, at hvis ikke servicelovens § 98, stk. 6 kunne gøres gældende i en sag som den foreliggende, var det svært at afgøre bestemmelsens betydning ved bevilling til blinde og stærkt svagsynede, der er ude af stand til at se skærmbilledet og derfor er helt afhængige af syntetisk tale eller punktskriftsudstyr.

Afslutningsvis anførte Dansk Blindesamfund til støtte for synspunktet om, at det samlede udstyr, der var bevilget ansøgeren, var at betragte som et "hjælpemiddel" efter servicelovens § 98, stk. 6, at det bevilgede udstyr kun kunne indkøbes gennem nogle få specialforretninger i Danmark, samt at reparationer kun kunne udføres af disse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en computer med standardsoftware, CD-Rom drev og modem må antages at have en egentlig forbrugsgodeværdi for en synshandicappet ydelsesmodtager, eller hvorvidt dette forbrugsgode reelt ikke kan antages at have anden funktion end at være et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen fandt, at en computer med standardsoftware, CD-Rom drev og modem er forbrugsgoder i henhold til § 98, stk. 1 i serviceloven, jf. stk. 4, og § 1, stk. 2, 2. punktum i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelsen i servicelovens § 98, stk. 6, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 3, hvorefter de fulde anskaffelsesudgifter kan blive betalt, hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, var opfyldt i ansøgerens tilfælde.

Ankestyrelsen fortolkede disse bestemmelser i overensstemmelse med kompensationsprincippet. Det følger heraf, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne, jf. pkt. 9 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998. Afgørende for om et forbrugsgode udelukkende fungerer som et hjælpemiddel findes på denne baggrund, at være et spørgsmål om, hvorvidt der også for den handicappede er en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet, således at den handicappede ville blive overkompenseret ved bevillingen, eller hvorvidt forbrugsgodet alene kompenserer for den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt på baggrund heraf, at en computer med standardsoftware, CD-Rom drev og modem også for en synshandicappet har en forbrugsgodeværdi.

Ankestyrelsen fandt, at bl.a. computerens anvendelsesmuligheder for at lagre og genanvende data, afspilning af musik-cd, mulighed for adgang til at sende og modtage elektronisk post samt adgang til Internettet har samme forbrugsgodeværdi for en synshandicappet som for en seende.

Ankestyrelsen var klar over, at ansøgeren på grund af sit synshandicap ikke kunne benytte samtlige udstyrets funktioner, men fandt ikke dette kunne give anledning til en anden vurdering.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 350002-99 - kasseres da der er kommet nye regler på området

Sagen vedrørte en 49-årig blind ansøger, der tidligere havde klaret sine skriftlige arbejder med en vocaliser. Denne var efter 12 år slidt op, og ansøgeren søgte om støtte til computer og printer. Ansøgeren underviste og havde flere tillidshverv. Ansøgningen var bl.a. begrundet med, at ansøgeren havde behov for en computer i forbindelse med sine mange opgaver.

Ansøgeren holdt af at skrive breve til familie og venner, og overvejede desuden at skrive en bog. Ansøgeren påpegede i denne forbindelse, at det er en stor fordel, at kunne gemme teksten i computeren i modsætning til vocaliseren. En tekstscanner ville give ansøgeren mulighed for selv at kunne læse indkomne breve m.v. Endelig ville en computer give ansøgeren oceaner af spændende muligheder i sin dagligdag, idet der både findes ordbøger, leksika, telefonbøger og køreplaner til DSB på CD-Rom. Alle disse muligheder ville kunne gøre ansøgerens tilværelse som blind nemmere.

Ved amtskommunes afgørelse i henhold til § 98, stk. 4 i lov om social service angående forbrugsgoder blev ansøgeren bevilget økonomisk støtte til computerdel og printer.

Ansøgningen var vurderet og bevillingen givet i henhold til bekendtgørelsens § 19, stk. 1. Det vil sige, at der var en egenbetaling på 50% af købsværdien, dog vedtog amtskommunen at det maximalt kunne blive 5.000 kr. til computer og 750 kr. til printer. For ansøgerens vedkommende drejede det sig om 4.175 kr. til computer og 750 kr. til printer ifølge et tilbud.

De øvrige dele i udstyret, som gjorde udstyret handicapkompenserende blev behandlet i henhold til § 97, stk. 4, vedrørende informationsteknologiske hjælpemidler. Der blev bevilget følgende dele som udlån sålænge ansøgeren havde behov herfor: talesyntese, skærmlæseprogram, scanner og scannerprogrammel.

Amtskommunen fandt, at det ansøgte hjælpemiddel i væsentlig grad kunne kompensere for ansøgerens synshandicap, således at hun ville kunne opnå selvstændighed vedrørende skrivning og læsning af maskinskrevne tekster. Amtskommunen fandt desuden, at der forelå en almindelig forbrugsgodeværdi i selve computerdelen, idet brug af denne del stort set ville være en lettelse af skrivearbejdet for alle pc-brugere. Amtskommunen anførte, at der ikke var tvivl om, at edb kompenserer for synshandicap i forbindelse med skrivearbejde. Der var heller ikke tvivl om, at blinde ikke kan udnytte alle tilgængelige muligheder med pc og internet, da meget er grafisk opsat, hvilket skærmlæserne ikke kan klare. Endelig var anført, at edb-løsningen til blinde helst kun skal benyttes af den blinde i familien, da opsætning af talesyntese og skærmlæser ikke altid kan klare, at der lægges nye programmer ind. Alligevel fastholdt amtskommunen, at der var tale om en forbrugsgodeværdi, da en pc stort set altid har til formål at afhjælpe skrivning.

Ansøgeren gjorde bl.a. gældende, at man ikke i hendes husstand, bestående af 2 personer, kunne nøjes med én computer. En computer med indlagt syntetisk tale er meget følsom, hvorfor det ville være meget uhensigtsmæssigt at indlægge andre programmer.

Dansk Blindesamfund var også befuldmægtiget i denne sag og fremførte tilsvarende synspunkter som nævnt under sag nr. 3.

Det sociale nævn tiltrådte amtskommunens afgørelse, hvorefter ansøgeren skulle afholde halvdelen af udgiften til PC´er og printer, idet der med ansøgers aktivitetsniveau var tale om et almindeligt forbrugsgode efter lov om social service, § 98, stk. 2 og 4.

Nævnet lagde vægt på, at hun havde en så omfattende skriftlig korrespondance, at det vurderedes, at hun, hvis hun var seende, ville have anskaffet sig en pc´er med tekstbehandling. På den baggrund måtte pc´eren betragtes som et almindeligt forbrugsgode, som ikke udelukkende fungerede som et kommunikationshjælpemiddel.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en pc´er og printer må antages at have en egentlig forbrugsgodeværdi for en synshandicappet ydelsesmodtager, eller hvorvidt dette forbrugsgode reelt ikke kan antages at have anden funktion end at være et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen fandt, at en computer og printer er forbrugsgoder i henhold til servicelovens § 98, stk. 1 jf. stk. 4, og § 1, stk. 2, 2. punktum i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelsen i servicelovens § 98, stk. 6, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 3, hvorefter de fulde anskaffelsesudgifter kan blive betalt, hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, var opfyldt i ansøgerens tilfælde.

Ankestyrelsen fortolkede disse bestemmelser i overensstemmelse med kompensationsprincippet. Det følger heraf, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne jf. pkt. 9 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998.

Afgørende for om et forbrugsgode udelukkende fungerer som et hjælpemiddel findes på denne baggrund, at være et spørgsmål om, hvorvidt der også for den handicappede er en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet, således at den handicappede ville blive overkompenseret ved bevillingen, eller hvorvidt forbrugsgodet alene kompenserer for den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt på baggrund heraf, at en computer og en printer også for en synshandicappet havde en forbrugsgodeværdi.

Ankestyrelsen fandt, at bl.a. computerens anvendelsesmuligheder for at lagre og genanvende data, afspilning af musik-cd, mulighed for at få adgang til at sende og modtage elektronisk post samt adgang til Internettet har samme forbrugsgodeværdi for en synshandicappet som for en seende. Ankestyrelsen var klar over, at ansøger på grund af sit synshandicap ikke kunne benytte samtlige funktioner ved udstyret, men fandt ikke at dette kunne give anledning til en anden vurdering.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.