Ankestyrelsens principafgørelse U-17-99

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 9, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 2 og § 30, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sagerne var anmeldt af Golfundersøgelsen ved Arbejdsmedicinsk Klinik ved Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital. Undersøgelsen omfattede 686 personer, der havde været udsendt i Golfområdet i perioden august 1990 - december 1997. Efter undersøgelsens resultater var der ikke noget, der pegede på, at deltagerne havde pådraget sig et "Golfkrigssyndrom", dvs. en uforklarlig sygdomstilstand. Derimod blev en stor del af deltagerne afsluttet med én eller flere konkrete diagnoser, der måske kunne tilskrives opholdet i Golfområdet.

Sag nr. 1 - j.nr. 100431-98:

Sikrede var udsendt som FN-vagt i Golfområdet i perioden 1. januar 27. juni 1992. Sikrede havde ikke fløjet før og følte sig ikke godt tilpas. Ved ankomsten til Bagdad fik sikrede et angstanfald og søgte lægehjælp. Da det kunne ses, at sikrede havde det dårligt, blev han chikaneret af irakiske soldater og andre udsendte FN-soldater. Sikrede søgte psykologhjælp, men fik at vide, at han skulle slappe af. Under hjemrejsen blev sikrede fortsat chikaneret af sine kolleger, der også truede med at opsøge ham og afstraffe ham. Efter hjemkomsten forværredes sikredes tilstand, og den fik karakter af en mere kronisk tilstand. Det vurderedes, at sikrede led af post traumatic stress disorder, det vil sige et neurotisk symptombillede og af dybtgående karakter grundet det lange ubehandlede forløb under udsendelsen og efter hjemsendelsen.

Arbejdsskadestyrelsen afviste anerkendelse, da den anmeldte lidelse ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, da udvalget lagde til grund, at arbejdsmæssige belastninger f.eks. i form af stort arbejdspres eller almindelig omstilling ikke kunne anses som årsag til varige psykiske lidelser. Der skulle efter udvalgets opfattelse være tale om en posttraumatisk stresstilstand efter belastninger i form af serier af vold eller trusler om vold eller tilsvarende voldsomme oplevelser.

Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at lidelsen debuterede ved ankomsten til hotellet i Bagdad, og at sikrede på det tidspunkt ikke havde været udsat for vold eller trusler om vold.

Den anmeldte psykiske lidelse kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 1 og § 2 samt bilag 1, i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den anmeldte lidelse ikke var nævnt i bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke tilstrækkeligt grundlag for atanmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervs sygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen vurderede, at der efter Erhvervssygdomsudvalgets praksis ikke var udsigt til, at udvalget ville anbefale, at lidelsen blev anerkendt som arbejdsskade. Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsen vægt på, at lidelsen debuterede ved ankomsten til Bagdad på et tidspunkt, hvor sikrede ikke havde været udsat for vold, trusler om vold eller lignende voldsomme oplevelser. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at sikrede blev chikaneret (drillet og mobbet) af sine kolleger og af irakiske soldater, men fandt i øvrigt ikke, at sikrede under udstationeringen havde været udsat for belastninger i form af serier af vold, trusler om vold eller tilsvarende voldsomme oplevelser. Lidelsen kunne på den baggrund ikke anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. Ankestyrelsen skønnede derfor, at en forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget ville være udsigtsløs.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 102074-98:

Sikrede var udstationeret i Golfområdet som konstabel i perioden 13. april - 14. oktober 1992, hvor han var beskæftiget med patruljering og vagttjeneste. I forbindelse med nedskydning af herreløse hunde omkring FN-lejren observerede sikrede en væsentlig nedsat hørelse på højre øre. Beskydning foregik fra bil og uden anvendelse af høreværn, der ikke var blevet udleveret. Da der blev skudt fra bilkabine, var der tryk-/lydbølgepåvirkning. Af foreliggende audiogrammer fremgik, at sikrede allerede i 1988 havde hørenedsættelse på højre øre. Audiogrammerne viste endvidere, at der mellem juni 1990 og februar 1992 skete en forværring af hørenedsættelsen på højre øre. Ved en sammenligning af audiogram af 17. februar 1992, taget før udstationeringen i Golfområdet, og audiogram af 25. september 1997 sås der ikke at være sket en ændring af hørenedsættelsen på højre øre.

Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at sikrede også inden afrejsen til Iraq havde høregener på højre øre. Høregenerne kunne således ikke stamme fra opholdet i Iraq.

Den anmeldte hørenedsættelse kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. stk. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 2 samt bilag 1, gruppe E, pkt. 3, i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at efter de foreliggende audiogrammer havde sikrede allerede ved undersøgelse i maj 1988 hørenedsættelse på højre øre. Ved undersøgelse i februar 1992, hvilket var før sikredes udsendelse til Golfområdet, var der sket en forværring i forhold til tidligere undersøgelser. Audiogram af 25. september 1997 viste ingen ændring af hørenedsættelsen på højre øre i forhold til undersøgelsen i februar 1992.

Ankestyrelsen fandt på den baggrund ikke grundlag for at anse sikredes høregener for forårsaget af opholdet i Golfområdet.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 106991-98:

Sikrede var udsendt til Golfområdet i perioden 27. juni - 7. december 1991. Fra Arbejdsmedicinsk klinik var anmeldt en hudlidelse i form af psoriasis forårsaget af opholdet i Golfområdet. Der var ikke tale om nogen specifik påvirkning, men det var oplyst, at eksem/udslæt debuterede på begge skinneben under opholdet.

Af speciallægeerklæring fremgik, at fra omkring årsskiftet 1990/91 fik sikrede kløende infiltrerede skællende forandringer diffust ihårbunden og på højre underben. Efter behandling svandt foran dringerne betydeligt. Efter hjemkomsten fra Golfområdet mødte sikrede med stort set tilsvarende forandringer. Der var diffus skælsætning og stedvis infiltration i hårbunden samt nummulate groft skællende elementer på højre skinneben og venstre lår.

I løbet af foråret 1992 tiltog forandringerne på benene med nye elementer og i juli 1992 blev der taget biopsi, der bekræftede diagnosen psoriasis. Der var stedse nye relativt udbredte udbrud på krop og især ben.

Arbejdsskadestyrelsen afviste at anerkende lidelsen som erhvervssygdom og lagde vægt på, at psoriasis ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Lidelsen ville efter styrelsens skøn heller ikke kunne anerkendes som en følge af arbejdets særlige art efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Styrelsen fandt derfor ikke grundlag for at forelægge sagen for udvalget, da styrelsen skønnede, at en forelæggelse ville være udsigtsløs.

Sikrede anførte i anken bl.a., at det var tvivlsomt, hvorvidt det lægeligt var bevist, at der var tale om psoriasis.

Den anmeldte lidelse kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1 sammenholdt med § 1 og § 2 samt bilag 1, gruppe B, pkt. 3, i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den anmeldte lidelse (psoriasis) ikke var nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at biopsi taget i juli 1992 bekræftede diagnosen psoriasis.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke tilstrækkeligt grundlag for atanmode Arbejdsskadestyrelsen om af forelægge sagen for Erhvervs sygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen vurderede, at efter Erhvervssygdomsudvalgets praksis var der ikke udsigt til, at udvalget ville anbefale, at lidelsen anerkendtes som arbejdsskade. Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsen vægt på oplysningerne i speciallægeerklæring af 24. november 1997 og fandt på den baggrund, at sikrede havde lidelsen psoriasis forud for udstationeringen i Golfområdet. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at efter nuværende lægelig viden var der ikke lægevidenskabelig dokumentation for, at psoriasis kunne være arbejdsbetinget. Ankestyrelsen skønnede derfor, at en forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget ville være udsigtsløs.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 107731-98:

Sikrede var udsendt til Golfområdet som konstabel i perioden april - maj 1991.

Arbejdsmedicinsk klinik havde anmeldt en formodet arbejdsbetinget lidelse i form af gastrointeritis/infektiøst betinget, sandsynligvis forårsaget af fødemidler.

Af speciallægeerklæring fremgik, at sikrede under udstationeringen fik dårlig mave med diarré, svimmelhed og feber. Efter behandling var generne på retur i løbet af et par dage. Efter hjemkomsten havde der fortsat været recidiverende mavetilfælde med kolikagtige smerter, og sikrede havde haft vekslende afføringsmønster, oppustethed og undertiden med frisk blod i afføringen. En foretagen undersøgelse for diverse parasitter i afføringen gav negativt resultat, og det var således næppe sandsynligt, at sikrede havde en ikke behandlet parasitær eller infektiøs lidelse i mavetarmkanalen som forklaring på de kroniske mave-tarmproblemer. Arbejdsskadestyrelsen afviste at anerkende lidelsen som erhvervssygdom og lagde vægt på, at der ved undersøgelsen ikke var konstateret en arbejdsbetinget mave-tarmlidelse.

Den anmeldte mave-tarmlidelse kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1,sammenholdt med § 1, stk. 1 og § 2 samt bilag 1, gruppe D, i Arbejds skadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Begrundelsen for afgørelsen var, at efter oplysningerne i speciallægeerklæring var der ikke hos sikrede konstateret en infektiøs eller parasitær mave-tarmlidelse. Der var således ikke konstateret en lidelse, der var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, ligesom den påvirkning, sikrede var udsat for under sit ophold i Golfområdet, heller ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke tilstrækkeligt grundlag for atanmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervssyg domsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen vurderede, at der efter Erhvervssygdomsudvalgets praksis ikke var udsigt til, at udvalget ville anbefale, at lidelsen anerkendtes som arbejdsskade. Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsen vægt på, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at sikredes mave-tarmlidelse skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 109008-98:

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte en psykisk lidelse i form af posttraumatisk belastningsreaktion som erhvervssygdom som følge af en række belastende situationer under udstationering i Golfen i perioden24. april - 19. maj 1991 og i Kroatien i perioden 27. december 1992 31. marts 1993.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte godtgørelse for varigt mén til 12%.

Efter deltagelse i Golfkrigen var skadelidte medarrangør af undervisningssessioner, hvor han selv deltog med oplevelser fra krigen. Der var i efteråret 1993 planlagt lignende sessioner efter skadelidtes udstationering i Kroatien, men i forbindelse med afholdelsen heraf brød skadelidte sammen og havde efterfølgende ca. 10 samtaler med stabslægen. Der var på intet tidspunkt tale om samtaler med en militærpsykolog.

Skadelidtes psykiske tilstand forværredes, og i juni 1998 blev der efter anbefaling fra egen læge, stabslæge og psykiatrisk speciallæge anmodet om forhåndsgodkendelse af op til 15 psykologbehandlinger.

Arbejdsskadestyrelsen gav afslag på anmodningen under henvisning til, at psykologbehandlinger så længe efter hændelserne ikke kunne anses for at have en helbredende effekt af arbejdsskadens følger.

Skadelidte var ikke berettiget til dækning af udgifter til behandlinger hos psykolog, jf. lovens § 30, stk. 1.

Efter denne bestemmelse kan udgifterne til sygebehandling eller optræning under sagens behandling betales, såfremt behandling er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen allerede den 22. maj 1998 traf afgørelse om, at den anerkendte arbejdsskade havde medført varigt mén på 12%. På det tidspunkt var der således grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige helbredstilstand og fastsætte størrelsen af det varige mén. Det skønnedes herved, at fremtidige behandlinger ikke kunne anses for at have helbredende effekt, hvilket er en betingelse for ydelse af hjælp til behandlingsudgifter. Behandlinger, der alene har en lindrende effekt, er ikke omfattet af loven.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at behandlinger, der finder sted mere end 5 år efter de traumatiske oplevelser, ikke kan anses nødvendige for at opnå bedst mulig helbredelse og dermed mindske følgerne af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen tiltrådte med den begrundelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.