Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren var berettiget til dækning af merudgifter i henhold til servicelovens § 28 som følge af sin søns psoriasis- og enuresislidelse.
Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse til grund, at det følger af servicelovens § 28, stk. 3, at merudgiftsydelsen udgør mindst 1/8 af standardbeløbet svarende til 250 kr. pr. måned.
Det kunne således ikke af bestemmelsen udledes, at der gælder en minimumsgrænse på 3.000 kr. hverken i løbet af et kalenderår eller på årsbasis.
Bestemmelsen var dog ikke til hinder for, at der ved opgørelsen af de sandsynliggjorte eller dokumenterede merudgifter lægges en vis periode til grund, i det konkrete tilfælde de forudgående 12 måneder.
Begrundelsen for afgørelsen for så vidt angik psoriasislidelsen var, at ansøgers månedlige medicinudgifter var mindre end 250 kr. Ankestyrelsen fandt på baggrund heraf, at uanset sønnens psoriasis var en kronisk lidelse, var betingelsen i servicelovens § 28, stk. 3 om en beregnet merudgiftsydelse på mindst 250 kr. pr. måned, ikke opfyldt.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at medicinudgifterne fra januar 1997 til den 19. januar 1998 ialt udgjorde 1.033,80 kr.
Begrundelsen for afgørelsen for så vidt angik enuresislidelsen var, at sønnen ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 28.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at behandlingsmulighederne ikke var udtømte, idet behandling ved hjælp af ringeapparat ikke var forsøgt. Ankestyrelsen fandt på denne baggrund ikke, at enuresislidelsen på nuværende tidspunkt kunne betragtes som værende kronisk.
For så vidt angik spørgsmålet om tilbagekaldelse af den løbende medicinbevilling, fandt Ankestyrelsen, at kommunen var berettiget til at tilbagekalde bevillingen, der i udløb den 31. december 1998.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at der med servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 er sket en retlig ændring af beregningsgrundlaget i forhold til bistandslovens bestemmelser herom, jf. servicelovens § 28, stk. 2 og 3.
Ankestyrelsen fandt dog anledning til at bemærke, at kommunen burde have underrettet ansøger om tilbagekaldelse af medicinbevillingen så betids, at der havde været mindst en måneds varsel. Under hensyn til at kommunen i juli 1998 betalte medicinudgifter med 553 kr, der antoges at dække mere end en måneds forbrug, fandt Ankestyrelsen dog ikke grundlag for at forlænge det givne opsigelsesvarsel.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 201496-98
En ansøger havde siden 4. november 1997 modtaget hjælp til dækning af lægeordineret astmamedicin til sin søn i medfør af bistandslovens § 48. Bevillingen var gyldig indtil videre, dog senest til den 30. juni 1998.
Kommunen orienterede i brev af 9. juni 1998 om servicelovens ikrafttræden, og meddelte samtidig, at kommunen ikke fandt betingelserne for betaling af merudgifter efter servicelovens § 28 var opfyldt. Kommunen henviste ved afslaget til en bagatelgrænse på 3.000 kr. pr. år, og at der det sidste år var godtgjort merudgifter med ialt 1.728,85 kr.
Medicinudgifterne udgjorde i perioden fra den 4. november 1997 til den 31. maj 1998 ialt 1.443 kr. Efter kommunens afgørelse af 9. juni 1998, har kommunen afholdt medicinudgifter for ialt 711 kr. Beløbet vedrørte medicinindkøb den 26. juni 1998.
Såvel kommunen som ansøger oplyste, at dette beløb ikke var udtryk for en enkelt måneds medicinforbrug, men derimod indkøb af flere måneders forbrug i forbindelse med udløbet af den tidligere medicinbevilling.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, med den begrundelse, at det ikke fandtes sandsynliggjort, at merudgiften som følge af barnets astmalidelse udgjorde 1/8 af standardbeløbet i gennemsnit pr. måned eller 3.000 kr. årligt.
Nævnet lagde vægt på, at medicinudgifterne i perioden fra den 4. november 1997 til den 31. maj 1998 udgjorde ialt 1.443 kr. Beløbet omregnet til årsbasis svarede til ca. 2.474 kr. og oversteg derfor ikke bagatelgrænsen på 3.000 kr. Det fandtes ikke sandsynliggjort, at ansøgers udgifter til medicin ville ændres væsentligt for fremtiden.
I klagen gjorde ansøgeren bl.a. gældende, at der sandsynligvis ville komme flere udgifter end kommunen og nævnet tog højde for i deres afgørelser. Sagen blev antaget til principiel behandling med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan stilles krav om, at der skal være sandsynliggjort merudgifter på 3.000 kr. på årsbasis for at være berettiget til dækning af merudgifter efter servicelovens § 28, samt hvordan man forholder sig, hvis det senere viser sig, at der er merudgifter svarende til 1/8 af standardbeløbet.
