Ankestyrelsens principafgørelse P-17-99

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-10-2010

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 22, stk. 1 og § 24, stk. 1

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 20a, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 5

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 24

Note:

Afløses af Principafgørelse 214-10

Sagen drejede sig om en mand på 39 år, der havde en medfødt hjertelidelse. Han var senest opereret i 1973. Han blev anset for helbredt for hjertelidelse, men led af anfaldsvis uhensigtsmæssig hurtig puls, hvilket han var i behandling for. Udbetalingen af sygedagpenge var blevet forlænget udover 26 uger på baggrund af behandlingen, indtil kommunen kunne træffe beslutning om, hvilke fremtidige foranstaltninger, der skulle iværksættes for ham. Efter hans ønske besluttedes det at indhente en speciallægeerklæring, selv om kommunens lægekonsulenter ikke kunne se nogen relevans heri, ider det ikke skønnedes, at der var grundlag for helbredsmæssig pension på det foreliggende grundlag, men at man ville lade tvivlen komme ham til gode.

Efter udbetaling af sygedagpenge i 2 x 26 uger standsede kommunen udbetalingen af dagpenge, idet betingelserne for forlængelse herefter ikke var opfyldt. Kommunalbestyrelsen havde vurderet, at revalideringsberettigelse ikke var til stede, idet uddannelsen var forenelig med lettere begrænsning i erhvervsevnen. Han var endvidere orienteret om mulighed for fleksjob samt en § 28 aftale i henhold til dagpengeloven.

Kommunen gjorde endvidere opmærksom på, at beslutning om at afvente en erklæring fra speciallægen fik den konsekvens, at dagpengeretten udløb, før der kunne tages stilling til eventuel foretagelse af foranstaltninger, idet speciallægeerklæringen, som var rekvireret efter ansøgeres ønske, ville blive forsinket.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om, at der ikke var grundlag for forlængelse af dagpengeudbetalingen.

I klagen anførte ansøger, at udbetalingen af dagpenge skulle have været fortsat, til speciallægen kom tilbage, og at andre med samme form for hjertelidelse var blevet tilkendt førtidspension.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis efter de nye sociale love, der trådte i kraft den 1. juli 1998, herunder indførelsen af pensionslovens § 20 a, stk. 2.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at der efter reglerne i dagpengelovens § 22 ikke var mulighed for yderligere forlængelse af dagpengeudbetalingen.

Ankestyrelsen var herved enig i, at der ikke havde været grundlag for at rejse pensionssag efter pensionslovens § 20 a, stk. 2, og at der derfor heller ikke havde været mulighed for at forlænge dagpengeudbetalingen efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen senest samtidig med standsning af udbetaling af sygedagpenge skulle træffe udtrykkelig afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for at rejse pensionssag og i benægtende fald meddele en begrundelse for afslaget samt give klagevejledning, hvis en person under opfølgning af sagen fremsætter ønske om pension. Der blev henvist til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 24, stk. 1, om opfølgning, jf. også lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 5 om helhedsvurdering samt lov om social pension § 20 a, stk. 1 og stk. 2.

Ankestyrelsen vurderede, at kommunen havde foretaget en helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 5. Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunens og nævnets afgørelse også omfattede den vurdering, at der ikke var grundlag for at rejse pensionssag, men at udtrykkelig afgørelse herom burde have været truffet på baggrund af ansøgers fremsatte ønske om, at der blev rejst pensionssag.

Ankestyrelsen lagde samtidig vægt på oplysningerne om, at ansøgeren led af anfaldsvis atriflagren/flimren med hjertebanken og med smerter i brystet, og at han havde været forsøgt medicinsk behandlet for atrytmien, men at der ikke var beskrevet hjerteinkompensation. Efter ansøgers ønske havde kommunen rekvireret speciallægeerklæring, som dog endnu ikke forelå ved standsning af sygedagpenge.

Ankestyrelsen fandt på det grundlag, at erhvervsevnen ikke var ubetydelig, samt at erhvervsevnen kunne forbedres ved behandling eller andre foranstaltninger, hvis der var behov herfor, jf. § 20 a, stk. 2, 1. og 2. punktum.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.