Ankestyrelsens principafgørelse U-20-99

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 107384-98 Sagen vedrørte genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af myofascielt smertesyndrom regio cervicobrachialis dxt. (muskelforandringer i højre side af nakken og højre skulder uden rotator cuff påvirkning) hos en nu 59-årig kvinde, som i perioden 1980-1994/95 havde været beskæftiget med pakkearbejde i en virksomhed, der fremstillede kager. Pakkearbejdet indebar 3 arbejdsfunktioner. Hver funktion blev udført en time ad gangen.

Ved den ene funktion pakkede kvinden i stående stilling med begge hænder 3-5 kager i hver kasse, hvorefter hun med højre hånd skubbede kassen videre til næste arbejdsfunktion. Ved den anden funktion sad kvinden ned og fæstede låg på kasserne. 3-5 kasser blev stablet ovenpå hinanden og skubbet videre til den tredje funktion, hvor arbejdet bestod i at stable 3-5 kasser ad gangen på paller i op til 180 cm's højde. Der blev på en halv time stablet omkring 175-200 kasser på en palle, og det var oplyst, at kvinden ved den tredje funktion løftede ca. 20 tons i løbet af en arbejdsdag. Den samlede produktion for 3 personer var angivet til omkring 20 paller pr. dag. Kvinden var 157 cm høj, og hendes ernæringstilstand var betydelig over middel. Kvindens gener debuterede i slutningen af 1980'erne og var relateret til arbejdet. Generne blev gradvist forværret, og omkring 1993 var generne konstante. Arbejdsmedicinsk Klinik havde vurderet, at der var tale om ensidigt gentaget pakkearbejde med en høj gentagelsesgrad og en vis betydende anvendelse af kraft, idet de enkelte kasser vejede 4-6 kg. Kraftanvendelsen varierede ved de 3 funktioner, og det var vurderet, at der var tale om en stor grad af statisk belastning i det samlede arbejde, trods rotationen.

I konklusionen fra Arbejdsmedicinsk Klinik var det på baggrund af belastningerne i arbejdet, udviklingen af symptomerne og den objektive undersøgelse vurderet, at kvinden havde pådraget sig en kronisk nakke/skulderlidelse forårsaget af ensidigt gentaget arbejde.

Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke grundlag for at genoptage sagen. Arbejdsskadestyrelsen henviste til sin tidligere afgørelse, hvorefter tilfældet ikke var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at der ikke var fremkommet oplysninger, der kunne danne grundlag for en ændret afgørelse. Endvidere havde Arbejdsskadestyrelsen fundet en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget udsigtsløs.

Ankestyrelsen fandt fortsat ikke, at den anmeldte lidelse kunne anerkendes som en arbejdsskade efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme, og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Efter lovens § 24, stk. 1, kunne sagen genoptages inden 5 år fra meddelelsen om, at lidelsen ikke var omfattet af loven.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke var fremkommet væsentlige nye oplysninger om de belastninger, som kvinden havde været udsat for under sit arbejde, eller om den lidelse, der var konstateret hos hende. Der var derfor ikke grundlag for at ændre den tidligere trufne afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den anmeldte lidelse i form af myofascielt smertesyndrom regio cervicobrachialis dxt. (muskelforandringer omkring højre side af nakken og højre skulder uden rotator cuff påvirkning) fortsat ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Den anmeldte lidelse kunne derfor ikke anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter fortsat ikke tilstrækkeligt grundlag for at anmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3, med henblik på anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem kvindens type lidelse og de arbejdsmæssige påvirkninger, som hun havde været udsat for. Ankestyrelsen fandt derfor, at en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led, ville være udsigtsløs.

Ankestyrelsen vurderede endvidere, at kvindens arbejde i pakkeriet havde indebåret en vis belastning, trods dynamiske og i nogen grad varierede arbejdsbevægelser, herunder rotation mellem 3 funktioner en time ad gangen. Arbejdet havde imidlertid ikke indebåret helt særlige, ekstraordinære eller atypiske arbejdsforhold, som måtte antages at medføre en særlig risiko i kvindens arbejde. Det forhold, at kvinden var 157 cm høj, og at én af hendes 3 arbejdsfunktioner havde bestået i at stable kasser i op til 180 cm's højde, var efter Ankestyrelsens opfattelse ikke tilstrækkeligt til, at kvinden opfyldte anerkendelseskriteriet "arbejdets særlige art" i § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Allerede derfor fandt Ankestyrelsen heller ikke, at der var udsigt til, at Erhvervssygdomsudvalget ville anbefale, at kvindens lidelse blev anerkendt som arbejdsskade efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Efter denne bestemmelse skal det være godtgjort, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 109318-98 og 109321-98 Sagen vedrørte anerkendelse af en anmeldt lidelse i form af højresidigt håndled-albue-skuldersyndrom og en anmeldt lidelse i form af venstresidig skuldertendinit hos en 54-årig lægesekretær, som siden 1977 havde været deltidsbeskæftiget på en røntgenafdeling på et hospital.

Arbejdet bestod dagligt i ophængning af 150 røntgenbilleder i rammer til brug for røntgenkonference. Billederne blev taget ud af kuvert og hængt op på rammen under holdeklips. Ophængningen foregik i ubekvem foroverbøjet stilling, idet der var et bord af ca. 1/2 meters bredde foran rammen. Der var 2 rækker billeder på hver ramme - de øverste blev placeret i hovedhøjde, hvilket indebar løft over skulderniveau ved monteringen, og de nederste blev placeret i brysthøjde. Når røntgenkonferencen var færdig, tog kvinden billederne ned fra rammerne, og billederne blev lagt tilbage i kuverter.

I tilknytning til arbejdet med ophængning var kvinden desuden beskæftiget med billedsortering og fremtagning af tidligere røntgenbilleder fra arkiv. I arkivet var røntgenbillederne placeret i reoler, som var opdelt med bogstøtter i sektioner af ca. 60 cm's bredde. På grund af pladsmangel var røntgenkuverterne tæt pakkede, hvilket medførte, at der skulle bruges relativ stor kraft ved såvel udtagelse som tilbagesætning af kuverterne. Dertil kom, at ca. 1/3 af kuverterne var placeret over skulderniveau.

Sammen med de øvrige sekretærer på afdelingen var kvinden endvidere beskæftiget med telefonpasning. Når der blev rekvireret billeder fra arkivet, skulle røntgenbillederne findes frem og bringes til den rekvirerende afdeling. Røntgenbillederne blev i løbet af dagen placeret i forskellige rum og hylder, hvilket medførte, at billederne blev håndteret ganske mange gange i løbet af dagen.

Kvinden brugte pincetgreb, når hun udtog kuverter, udtog billeder frakuverter og ved op- og nedtagning af billeder, svarende til ca. 700 800 gange dagligt. Den samlede daglige løftemængde var skønsmæssigt angivet til 200-300 kg.

Siden 1994 var arbejdsbyrden i forbindelse med billedhåndteringen mindsket noget, da røntgenafdelingen overgik til digitalisering af røntgenbillederne.

I efteråret 1988 fik kvinden smerter i højre håndled. Smerterne bredte sig efterhånden til højre albue og specielt til skulderen og blev mere konstante. Efter overgangen til digitalisering i arbejdet aftog generne noget. De seneste år var generne dog forværret, og der var nu kommet smerter i venstre arm, igen startende i håndledsregionen, bredende sig til albueregionen for til sidst at være lokaliseret hovedsageligt til skulderregionen. Det fremgik af lægelige oplysninger fra 1989, at der var nogen muskulær ømhed af overekstremiteterne. I oplysninger fra 1998 fra Arbejdsmedicinsk Klinik var det anført, at kvinden havde udtalte myoser i nakke-skulderregionen, og der blev stillet diagnosen smerter i armene. Arbejdsmedicinsk Klinik vurderede, at generne måtte være relateret til de manuelle arbejdsfunktioner på røntgenafdelingen, hvor der blev arbejdet under ikke optimale ergonomiske forhold.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der ikke var tale om lidelser, som var omfattet af loven.

Vedrørende det anmeldte højresidige håndled-albue-skuldersyndrom lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at lidelsen og den påvirkning, som kvinden havde været udsat for, ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Lidelsen ville efter Arbejdsskadestyrelsens skøn heller ikke kunne anerkendes som en følge af arbejdets særlige art efter forelæggelsefor Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3. Arbejds skadestyrelsen havde taget udvalgets praksis i betragtning og henviste til, at udvalget lagde til grund, at der for tiden var meget begrænset dokumentation for, at myoser, muskelsmerter og myogene forandringer i skulder/arm kunne være arbejdsbetingede. Den foreliggende dokumentation vedrørte ikke kvindens type arbejde.

Vedrørende den anmeldte venstresidige skuldertendinit lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at der ikke havde været tale om længere tids statisk belastning med armene hævet over skulderhøjde uden mulighed for at skifte stilling og sænke armene. Ved længere tids statisk belastning forstås, at armene fastholdes i stort set samme stilling i en meget stor del af arbejdsdagen gennem en længere periode.

Den venstresidige skulderlidelse ville efter Arbejdsskadestyrelsens skøn heller ikke kunne anerkendes som en følge af arbejdets særlige art efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3. Der blev herved lagt vægt på, at påvirkningen ikke havde været tilstrækkeligt kraftbetonet og langvarig til efter udvalgets praksis at kunne begrunde en anerkendelse.

Arbejdsskadestyrelsen havde derfor ikke fundet grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, da styrelsen skønnede, at en forelæggelse ville være udsigtsløs.

Kvinden havde selv anmeldt en formodet arbejdsbetinget lidelse i form af højresidigt håndled-albue-skuldersyndrom og venstresidig skuldertendinit.

Ankestyrelsen fandt på baggrund af sagens lægelige akter, at der hos kvinden var påvist myoser i nakke, skulder og arm.

Lidelsen i form af myoser i nakke, skulder og arm kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme, og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Begrundelsen for afgørelsen var, at lidelsen ikke var optaget i fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke tilstrækkeligt grundlag for atanmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervs sygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3, med henblik på anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem kvindens type lidelse og de arbejdsmæssige påvirkninger, som hun havde været udsat for. Ankestyrelsen fandt derfor, at en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led, ville være udsigtsløs.

Ankestyrelsen vurderede endvidere, at kvindens arbejde med fremtagning af røntgenbilleder fra arkiv og ophængning af røntgenbilleder i nogen grad havde indebåret uhensigtsmæssige ergonomiske arbejdsforhold. Arbejdet havde imidlertid overvejende medført en varierende påvirkning af arme og skuldre, og arbejdet havde efter Ankestyrelsens vurdering ikke indebåret en sådan særlig belastning af nakke, skulder og arm, at det kunne antages at medføre en særlig risiko i kvindens arbejde. Kvinden opfyldte således ikke anerkendelseskriteriet "arbejdets særlige art" i § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Allerede derfor fandt Ankestyrelsen heller ikke, at der var udsigt til, at Erhvervssygdomsudvalget ville anbefale, at kvindens lidelse blev anerkendt som arbejdsskade efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Efter denne bestemmelse skal det være godtgjort, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - 100537-99 Sagen vedrørte anerkendelse af en anmeldt lidelse i form af myosis nuchae et cinguli extr. sup. (myoser i nakke og skulder) og bilat. supraspinatustendinit (senelidelse i begge skuldre) hos en nu 51-årig mand, der havde været ansat som lagerarbejder hos to forskellige arbejdsgivere.

I følge oplysninger fra Arbejdsmedicinsk Klinik var manden i perioden 1970-82 i den overvejende del af arbejdstiden beskæftiget med at flytte tømmer fra lifte til hylder, hvor det forskellige tømmer skulle sorteres. Han tømte 3 lifte dagligt, svarende til en løftemængde på ca. 9 tons. De tungeste lægter på 150 kg var man to personer om at bære. Det tynde tømmer fandtes i bundter på ca. 55 kg.

I perioden 1986-96 var manden ansat i en anden virksomhed, hvor arbejdet i princippet var det samme som tidligere, dog var han alene om det tunge løftearbejde. Tømmerpladsen modtog dagligt 8-9 lifte med lægter og træ, svarende til ca. 25 tons. Det meste af leveringen på en lift drejede sig om lægter; ca. 35-40 bundter bestående af 9 lægter ombundet med snor eller metaltråd pr. lift. Hvert bundt vejede 55-60 kg. Tømmeret fra liften skulle bæres ind og fordeles på hylder efter størrelse, hvor noget blev anbragt i gulvhøjde.

Virksomheden, som manden senest havde været ansat i, havde bl.a. oplyst, at manden var alene om at sætte træ på plads, da træ blev sat lodret ind i galger, hvilket kun kunne gøres af én person. Almindeligvis satte én person 4-5 pakker træ på plads om dagen, svarende til 10-15 tons. Lægter i lifte svarede til ca. 5% af det samlede træ og kom normalt i pakker á 6 stk., som vejede ca. 30 kg. Tømmer blev placeret på gulvet, træ og brædder stod på højkant på gulvet, og kun plader blev lagt på hylder.

Skadelidte havde i et spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen bl.a.oplyst, at han løftede træet, som bestod af bjælker, der var 1,8 5,7 meter lange, ved at slynge begge arme omkring dem og dreje kroppen. På denne måde bar han bjælkerne ca. 1 1/2 meter. Manden havde i løbet af den sidste ansættelse fået smerter i begge skuldre. Manden havde derudover en lænderyglidelse, som tidligere var blevet anerkendt som arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der ikke var tale om en lidelse, som var omfattet af loven. Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at lidelsen ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Lidelsen ville efter Arbejdsskadestyrelsens skøn heller ikke kunne anerkendes som en følge af arbejdets særlige art efter forelæggelsefor Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3. Arbejds skadestyrelsen havde taget Erhvervssygdomsudvalgets praksis for sådanne lidelser i betragtning og henviste til, at udvalget lagde til grund, at der for tiden var meget begrænset dokumentation for, at myoser kunne være arbejdsbetingede. Den foreliggende dokumentation vedrørte ikke mandens type arbejde.

Arbejdsskadestyrelsen havde derfor ikke fundet grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, da styrelsen skønnede, at en forelæggelse ville være udsigtsløs.

Mandens læge havde anmeldt en formodet arbejdsbetinget lidelse i form af myoser i nakke og skulder og senelidelse i begge skuldre.

Ankestyrelsen fandt på baggrund af sagens lægelige oplysninger, at der hos manden var påvist et dobbeltsidigt rotator cuff syndrom (senelidelse i begge skuldre), og at denne lidelse var den helt primære af de anmeldte lidelser.

Mandens dobbeltsidige rotator cuff syndrom kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 2, gruppe E, punkt 6c, i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Begrundelsen var, at mandens arbejde med at sætte træ på plads ikke havde indebåret længere tids statisk belastning med armene hævet over skulderhøjde, hvilket bl.a. var en betingelse for anerkendelse efter ovennævnte bestemmelse i erhvervssygdomsfortegnelsen.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3, med henblik på anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke forelå lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem rotator cuff syndrom og de arbejdsmæssige påvirkninger, som manden havde været udsat for. Ankestyrelsen fandt derfor, at en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led, ville være udsigtløs.

Ankestyrelsen tiltrådte således disse dele af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen vurderede derimod, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne tages stilling til, om en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, ville være udsigtsløs, jf. § 10, stk. 3. Efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, kan en sygdom anerkendes som arbejdsskade, hvis det godtgøres, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art.

Ankestyrelsen lagde herved bl.a. vægt på mandens oplysninger i spørgeskemaet, hvor han beskrev sine arbejdsstillinger i forbindelse med, at han satte træ på plads.

Sagen blev således hjemvist til Arbejdsskadestyrelsen til fornyet behandling og afgørelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, jf. stk. 3.

Arbejdsskadestyrelsen blev i den forbindelse anmodet om at indhente en præciserende beskrivelse af mandens arbejde og de skulderbelastende påvirkninger, som han måtte have været udsat for, herunder arbejdsstillinger mm.