Ankestyrelsens principafgørelse O-54-99

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

03-05-2011

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 1, § 15, stk. 5 og § 40

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 5, stk. 3

Note:

Afløses af 57-11

Ansøger, der var flygtning, havde siden januar måned 1997 været aktiveret i form af deltagelse i sprogundervisning. Hun havde ikke afholdt ferie eller haft aktiveringsfri perioder ud over, hvad der fulgte af uddannelsesstedets ferieperioder.

I juni måned 1998 rettede hun henvendelse til kommunen om opretholdelse af sin kontanthjælp under ophold i sit hjemland, hvor hun ville undersøge mulighederne for repatriering.

Kommunen afslog ansøgningen og meddelte ved sin afgørelse, at der ville ske fradrag i ansøgers kontanthjælp, svarende til den periode, hvor hun ville være bortrejst.

Ansøger rejste herefter til sit hjemland, hvor hun opholdt sig i en del af juli måned 1998.

Det var oplyst, at uddannelsesstedet havde lukket i hele juli måned.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet bemærkede i sin afgørelse, at efter bistandslovens § 1 (nu aktivlovens § 5) forudsætter ret til kontanthjælp som hovedregel, ophold her i landet. Efter praksis antages hjælpen dog i visse tilfælde efter en konkret vurdering at kunne bevares under kortvarige ophold i udlandet.

Om en kontanthjælpsmodtager kan tillades et kortvarigt ophold i udlandet med bibeholdelse af retten til kontanthjælp, afhænger af, om den pågældende, trods opholdet uden for landet kan anses for at opfylde betingelsen i bistandslovens § 40 (nu aktivlovens § 13) om udnyttelse af arbejdsmulighederne.

Nævnet fandt herefter, at en rejse til udlandet med henblik på undersøgelse af mulighederne for repatriering kunne siges at være en særlig grund til udrejse, samt at et ophold af 14 dages varighed kunne betegnes som kortvarigt.

Der henvistes til, at da ansøger havde opfyldt forpligtelsen til at give kommunen meddelelse om udrejsen, og da hun opfyldte sin rådighedsforpligtelse, idet rejsen fandt sted på et tidspunkt, hvor sprogskolen holdt ferie, fandt nævnet ikke, at kommunen havde haft tilstrækkeligt grundlag for at afslå ansøgningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kontanthjælpsmodtagere må rejse til udlandet i en kortere periode, hvis de før rejsen underretter kommunen, gør det i en aktiveringsfri periode og samtidig angiver en særlig grund til udrejsen.

Ankestyrelsen fandt, at der som udgangspunkt ikke kunne ydes hjælp til kontanthjælpsmodtagere, der i en kontanthjælpsperiode rejser til udlandet med henblik på undersøgelse af mulighederne for repatriering.

Baggrunden herfor er, at der sædvanligvis kun ydes hjælp til personer, der opholder sig her i landet jfr. bistandslovens § 1 (nu aktivlovens § 5) sammenholdt med, at retten til kontanthjælp er betinget af, at kontanthjælpsmodtageren står til rådighed for arbejdsmarkedet jfr. bistandslovens § 40, (nu aktivlovens § 13), herunder lader sig aktivere.

Efter hidtidig praksis der nu er lovfæsted i aktivlovens § 5, stk. 2, kan retten til hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet, hvis 1) modtageren deltager i aktiviteter, der er led i aktivering eller revalidering 2) modtageren udøver aftalt eller fastsat samvær, som ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år. 3) modtageren har brug for nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, eller 4) der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, f.eks. besøg hos en nær pårørende, der er alvorlig syg.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til at rejse til udlandet i juli måned 1998 uden at miste retten til kontanthjælp.

Begrundelsen herfor var, at rejsen til udlandet fandt sted i en periode, hvor ansøger havde været aktiveret i mere end 11 måneder. Hun befandt sig derfor i en aktiveringsfri periode, hvor hun ikke skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.