Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag. Sikredes udgifter til behandling i form af kunstig befrugtning, mikroinsemination eller lignende kunne således ikke dækkes efter lovens § 30, stk. 1.
Begrundelsen var, at lovens krav om at sygebehandlingen skal være påbegyndt under sagens behandling konkret ikke var opfyldt.
Der blev lagt vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 16. juli 1998 havde truffet afgørelse om mén og tab af erhvervsevne, hvorefter sagen ikke længere kunne anses for at være under behandling, jf. bekendtgørelse nr. 834 af 26. september 1994 om dækning af udgifter til sygebehandling og optræning samt proteser m.m. efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 1, stk. 2, nr. 1. Ved brev af 31. juli 1998 til Arbejdsskadestyrelsen havde sikredes advokat anmodet om forhåndstilsagn til dækning af udgifter til fremtidige behandlinger.
Begrundelsen var endvidere, at behandling af barnløshed efter lovens § 30, stk. 1, ikke kunne anses for at være nødvendig sygebehandling for at opnå bedst mulig helbredelse for arbejdsskadens følger.
Der blev bl.a. lagt vægt på, at sikrede havde fået tilkendt 10% i mén for sterilitet i form af manglende venstre og tynd højre sædstreng. Sikrede havde således fået méngodtgørelse for en varig helbredsmæssig tilstand, der bestod i sterilitet. Denne tilstand kunne ifølge sagens oplysninger ikke ændres eller bedres, ligesom ménet ikke kunne nedbringes ved medicinsk behandling. Sikrede havde derfor fået godtgørelse for det varige mén som følge af arbejdsskaden.
At sikrede som følge af de beskadigede sædstrenge ikke kunne få børn på normal vis var en afledet følge af arbejdsskaden. Det lå uden for ordlyden af § 30, stk. 1, at dække udgifterne til behandling/afhjælpning af denne afledede følge.