Ansøger, der havde to børn, modtog kontanthjælp. I forbindelse med fødsel i foråret 1999 fik hun udbetalt barselsbidrag i 2 måneder før og 1 måned efter fødslen.
Kommunen meddelte, at bidraget på i alt 2.664 kr. ville blive fradraget i hendes kontanthjælp for april måned.
Ansøger gjorde gældende, at afgørelsen var i strid med både aktivlovens og børnetilskudslovens regler, idet bidraget ikke kun var beregnet til hendes forsørgelse, men også til udgifter i forbindelse med barnet.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet kontanthjælp er subsidiær i forhold til andre indtægtsmuligheder. Da barselsbidraget blev givet til moderens underhold fandt nævnet, at betingelserne for at fradrage i kontanthjælpen var opfyldt.
I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at børns indtægter, og indtægter, der vedrører børn ikke skal fradrages i kontanthjælpen, jf. aktivlovens § 33. Det blev fremhævet, at en ikke ubetydelig del af barselsbidraget måtte sidestilles med en indtægt, der vedrørte det barn, der gav anledning til bidraget, hvorfor nævnets afgørelse var i strid med forudsætningerne for begge love.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det særlige bidrag til moderens underhold før og efter fødslen, er en indtægt, der skal fradrages i kontanthjælpen.