Ansøger havde fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension på grund af en armlidelse.
I september 1998 søgte hun kommunen om støtte til revalidering, således at hun fremover kunne påtage sig et almindeligt arbejde ca. 18 timer om ugen.
Kommunen besluttede at støtte ansøger i en afklaring af hendes beskæftigelsesmuligheder.
Ansøger var herefter i praktik i en børnehave 20 timer ugentlig fra den 7. december 1998 til den 30. marts 1999.
Praktikperioden forløb tilfredsstillende, og kommunen fandt, at ansøger kunne påtage sig 20 timer ugentlig med begrænsninger, idet ansøger ikke kunne bage med børnene eller gå ture, hvor børnene rykkede i armen.
Kommunen meddelte herefter, at revalideringen var afsluttet, idet begrænsningen i arbejdsevnen var afdækket gennem den revalideringsmæssige indsats. Den støtte, der var givet med praktikperioden, havde givet mulighed for at udnytte restarbejdsevnen eller konvertere pensionen til et fleksjob på fuld tid.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det efter praktikken i børnehaven var blevet klart, at ansøger umiddelbart ville være i stand til at klare et arbejde som f.eks. pædagogmedhjælper på halv tid enten i form af et skånejob, et fleksjob eller på normale vilkår. Der var således ikke længere behov for revalidering.
Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at ansøger ville kunne ansættes på nedsat tid ca. 20 timer om ugen.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at når en kommune bestemmer, at en person er 50% invalid, så må det også være kommunens pligt at finde jobbet til 50%. Ansøger havde krav på, at kommunen fandt et job 18,5 timer om ugen i en børnehave eller gav hende mellemste førtidspension.
Sagen blev behandlet i principielt møde til nærmere belysning af forholdet mellem revalidering og tilbud om fleks/skånejob til en førtidspensionist, herunder om kommunen er forpligtet til at tilbyde et job på normale vilkår til udnyttelse af restarbejdsevnen.