Sagen drejede sig om en kvinde, der havde arbejdet som syerske. Fra 1984 til 1993 havde hun haft
belastende industrisyarbejde og i slutningen af 80'erne begyndte hun at klage over symptomer fra højre underarm. Symptomerne syntes herefter at have været vedligeholdt, men ikke forværret i en sådan grad, at der havde været behov vor lægekontakt. Efter 1993 synes hun at have haft mindre fysisk belastende arbejde. Hun havde arbejdsløshedsperioder, og hun nedsatte sin arbejdstid fra tidligere 25 timer ugentlig til 22§ time.
Ansøgeren søgte først læge i 1998, da hun følte forværring af sine symptomer, med gener i fingrene og smerter i arm og op i skulder/nakke. Ansøgeren havde ikke haft sygeperioder før sygemelding i februar 1998, og hun havde ikke andre helbredsgener end de beskrevne i højre arm og skulder.
Ansøgeren havde oplyst, at hun ikke kunne bage, ordne grønsager, bære tunge gryder og tage fade ud af ovn, pudse sko, vinduer, sølvtøj, gøre hovedrent, ordne gardiner og ordne have, ligesom hun havde opgivet sine fritidsinteresser i form af håndarbejde.
Ansøgeren var arbejdsprøvet over en 8 ugers periode, hvor hun mødte hele dagen. Ved prøvens afslutning blev det udtalt, at siddende monotont arbejde ret hurtigt gav smerter i armen. Hun forsøgte så at anvende den venstre arm i større udstrækning. Ansøgeren udviste interesse for arbejdet, men manglede overskud til at klare de stillede opgaver. Hendes effektive arbejdstid udgjorde ca. 2-3 timer daglig fordelt over dagen. Det blev konkluderet, at såfremt udplacering til erhvervsarbejde ville blive aktuelt, kunne der peges på et varieret piccoline job eller lignende.
Ansøgeren var undersøgt af ortopædkirurgisk speciallæge og det fremgik af dennes vurdering, at ansøgeren var reelt smertepåvirket. Der ville ikke kunne tilbydes yderligere i forhold til undersøgelse eller behandling. Der kunne ikke stilles nogen egentlig diagnose, men tilstanden lignede de belastningsrelaterede muskelsmerter, der i øvrigt sås efter lang tids syarbejde.
Kommunen havde ved afgørelse af 20. december 1999 tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1. Kommunen havde vurderet ansøgeren i forhold til supplerende erhverv og havde ved sin afgørelse lagt vægt på, at ansøgeren i følge de lægelige oplysninger led af symaskinesyndrom med konstante smerter i højre arm, hånd, skulder og i nakken, samt at der ved undersøgelse var fundet lette forandringer i nakke-skulderregionen. Kommunen fandt erhvervsevnen nedsat med mindst halvdelen i ethvert erhverv og skønnede, at yderligere revalidering ville være urealistisk på grund af lidelsens karakter.
Nævnet stadfæstede ved sin afgørelse af 9. maj 2000 kommunens afgørelse og anførte, at ansøgeren på baggrund af sit tidligere arbejdsforløb skulle bedømmes i forhold til supplerende erhvervsarbejde og arbejde i eget hjem. Nævnet fandt, at hun, på baggrund af de beskrevne helbredsforhold ikke ville kunne påtage sig erhvervsmæssigt deltidsarbejde, men fandt, at hendes evne til at udføre husligt arbejde i eget hjem, ikke var så væsentligt nedsat, at der kunne være grundlag for tilkendelse af mellemste førtidspension.
Ansøgeren klagede over nævnets afgørelse ved advokat, som efterspurgte praksis for så vidt angik betydningen af Højesterets dom af 22. december 1999 i sager, hvor pensionsberettigelsen skulle vurderes i forhold til supplerende erhverv.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken betydning Højesterets dom af 22. december 1999 ville få i sager, hvor bedømmelsesgrundlaget supplerende erhverv skulle anvendes.
