Et nævn havde stadfæstet en kommunes afgørelse, hvorefter en kvinde på 33 år ikke var berettiget til en ledsageordning.
Nævnet havde begrundet afgørelsen med, at ansøger var i stand til at færdes alene uden for hjemmet ved anvendelse af kørestol/elkørestol, krykstokke og handicapbil. Det forhold, at ansøger blandt andet
havde behov for hjælp til af- og påklædning i forbindelse med svømning, hjælp til at finde og tage varer ned ved indkøb, hjælp til at transportere varerne hjem, samt hjælp i forbindelse med samvær med sine børn, kunne ikke begrunde, at ansøger var omfattet af ordningen. Endvidere bemærkede nævnet, at det forhold, at ansøger var bange for at køre handicapbil og ville afhænde denne, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet hun havde mulighed for at benytte sig af amtskommunens individuelle handicapordning.
I ansøgningsskemaet var det bl.a. oplyst, at kvinden var handicappet med spastisk parese af underekstremiteterne. Hun havde siddet i kørestol siden en barnefødsel i 1992 på grund af bækkenløsning, der forværrede hendes fysiske tilstand. Hun havde konstant smerter i ryg og bækken. Ved aktiviteter med børnene, var der mange steder, hvor det var svært at komme rundt med kørestol, f.eks. tur i skoven, svømmehal, udflugter, m.v., toiletbesøg, hjælp til at tage tøj af og på. Hun var skilt. Hun var bevilget bistandstillæg og hjælp 5 timer ugentligt til aktiviteter så som ridning og svømning. Hun kom ikke så meget ud på grund af smerter, og hun havde ikke hjælp som før skilsmissen. Ansøgers far og datter hjalp med at handle ind, og hun var ked af altid at være afhængig af de to. Ansøger havde lige fået bevilget el-kørestol.
Kommunen meddelte afslag på den ansøgte ledsageordning, idet ansøger skønnedes at være i stand til at færdes alene og derfor ikke var omfattet af ordningen. Kommunen fandt således ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for ledsageordning i henhold til servicelovens § 78.
Af de lægelige akter fremgik, at ansøger havde haft spastisk lammelse fra fødslen, mest udtalt i benene. Hun var opereret med forlængelse af achillessene på begge sider og med seneoverskæring til lårmusklerne i ca. 10 års alderen. I forbindelse med den seneste graviditet i 1992 fik ansøger udtalte bækkenløsningssmerter. Smerterne og den spastiske lammelse havde medført, at hun de seneste år kun havde været mobil i en kørestol. Ansøger havde oplyst, at hun den seneste tid ikke havde følt sig sikker som chauffør af sin specialindrettede bil. Ansøgers tilstand gjorde det aktuelt kun muligt at komme omkring i kørestol, som dog kunne betjenes af hende selv med armene. Ansøger havde opgivet selv at føre sin specialindrettede bil og måtte derfor vurderes at være afhængig af hjælp for at komme omkring også med sit 7 år gamle barn.
Kommunen havde bl.a. oplyst, at ansøger modtog hjemmehjælp, og hun var tilkendt højeste førtidspension samt invaliditetsydelse til hjælp til aflønning af f.eks. ledsager. Kommunen besluttede efter genvurdering at fastholde afgørelsen og det skønnedes, at hun kunne færdes alene. Ansøger var bevilget invaliditetsydelse til "hjælper", og hun kunne færdes alternative handicapvenlige steder med børnene, og ansøger kunne tilmeldes aktiviteter, der var handicaprelaterede, hvor der var hjælpere.
Desuden var det oplyst, at ansøger var helt afhængig af kørestol for at færdes. Hun havde en minimal gangfunktion med 2 albuestokke, hvilket hun brugte, når hun skulle flytte sig mellem kørestol og toilet, seng og bil. Der kunne være steder, hvor hun ikke kunne komme ind med kørestol. Hun havde behov for hjælp til bad og påklædning. Hun kunne stort set selv klare øvre hygiejne, men fik hjælp til ryg, underkrop og ben.
Af aktuelle hjælpeforanstaltninger fik ansøger hjælp fra hjemmehjælpen fast og tilkald efter behov.
eget hjem samt på grund af sparsomme kræfter som følge af handicap.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger havde behov for hjælp til at finde varer under indkøb og tage dem ned fra hylderne samt bære indkøbte varer hjem. Ledsageren kunne hjælpe til med kørestolen ved besværlige passager, hjælpe hende på toilet, hjælpe hende i og af overtøj og hjælpe hende med at tage ud i naturen sammen med hendes børn. Ansøger ønskede også ledsagelse til biografture, familiebesøg, svømmehallen og koncerter. Ledsageren kunne køre bilen for ansøger, når hun skulle på udflugt med børnene.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvilke kriterier, der kan lægges vægt på ved vurderingen af, om betingelsen "ikke at kunne færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne" er opfyldt.