Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens folkepension for 1999 skulle beregnes på grundlag af indtægten for det senest afsluttede indkomstår, jf. pensionslovens § 39, stk. 1.
Begrundelsen var, at der ikke var sket ændringer med hensyn til tilslutningen til virksomhedsordningen for 1999, og at der i øvrigt ikke var sket omlægning af virksomheden. Det fremgik, at svinebesætningen var uændret, men at der var sket prisnedgang på svin i 1998.
Ankestyrelsen fandt således, at der ikke havde været grundlag for at beregne pension på grundlag af fremtidig indkomst.
Ankestyrelsen fandt, at det samme gør sig gældende ved førstegangsberegning af folkepension. Baggrunden for pensionslovens § 30, hvorefter den første beregning af pension sker på grundlag af den forventede fremtidige indtægt, har været, at der i forbindelse med overgang til pensioniststatus generelt vil kunne ske ændringer i pensionistens indtægtsforhold, hvilket ikke var tilfældet i denne sag.
Ansøgeren havde fortsat virksomhedsordningen, og forventet fremtidig indtægt for virksomheden skulle derfor beregnes på grundlag af den senest afsluttede indkomstår reguleret efter samme regler, som gælder for forskudsregistrering, medmindre det kan dokumenteres, at der vil ske ændringer med hensyn til tilslutningen til virksomhedsordningen. I så fald kan man enten få ændret sin skattemæssige opgørelse for det seneste indkomstår eller lade sig forskudsregistrere efter de nye forhold.
Også for lønmodtagere, der fortsætter med at arbejde, skal pensionen beregnes på baggrund af hidtidige indtægter omregnet til helårsbasis.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.