Resume:
Ankestyrelsen har på baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999 behandlet en række sager til belysning af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen ved afgørelsen af, hvilken grad af førtidspension, der kunne tilkendes.
I denne bedømmelse indgik de helbredsmæssige oplysninger og oplysningerne om mulighederne for aktivering, revalidering eller behandling. Desuden indgik oplysningerne om uddannelse og hidtidig virksomhed, alder og beskæftigelsesmuligheder m.v.
Der var i 1995 tilkendt forhøjet almindelig førtidspension til en 46-årig kvinde, der havde muskel- og ledsmerter og velbehandlet astma. Sagen skulle tages op til kontrol efter 2 år.
Hun havde arbejdet som butiksassistent, med rengøring, som hjemmehjælper og fra 1986 som dagplejer.
Ansøger havde siden 1994 været ansat i beskyttet beskæftigelse på et reva-værksted med fremstilling af printplader. Arbejdstiden var nu reduceret fra 4 til 3 timer dagligt.
Ansøger var ikke berettiget til mere end forhøjet almindelig førtidspension.
Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ud fra alder og helbredsmæssig tilstand fortsat var i stand til at supplere den tilkendte førtidspension med et hensyntagende deltidsarbejde.