Ankestyrelsens principafgørelse C-47-00

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 99

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 3

Et 6-årigt barn var bevilget støtte til køb af bil efter bilbekendtgørelsens § 4. Forældrene valgte at anskaffe en større og dyrere bil i form af en Ford Transit og søgte herefter om tilskud til særlig indretning i form af montering af skinner til fastspænding af kørestol og trinbræt. I familien var der 4 børn.

Ankestyrelsen havde i 1998 tiltrådt en afgørelse, hvorefter barnet ikke var berettiget til støtte til køb af bil udover sædvanlig låneramme efter bilbekendtgørelsens § 6, da der ikke forelå særlige forhold omkring barnets handicap, som nødvendiggjorde benyttelsen af en større og dyrere bil. Hjælpemidlerne der dagligt skulle medbringes, kunne være i en almindelig bil. Ankestyrelsen oplyste om muligheden for selv at betale differencen, hvis forældrene ønskede at købe en større og dyrere bil. Bilen skulle dog være anvendelig til transport af barnet.

Amtskommunen fandt, at barnets kørselsbehov i forhold til den tidligere afgørelse fra Ankestyrelsen kunne varetages i en almindelig bil. På denne baggrund fandt amtet ikke, at barnet var berettiget til særlig indretning af bil til kørestolsbruger.

Nævnet fandt heller ikke, at barnet var berettiget til den ansøgte særlige indretning. Nævnet lagde vægt

på, at der ikke var indtrådt ændringer i forhold til de oplysninger, som allerede forelå ved nævnets oprindelige bevilling af bilstøtte i august 1998. Nævnet anførte, at selvom kommunen havde accepteret bilvalget, måtte nævnet fastholde, at den indretning der blev bevilget i 1998, var at betragte som den nødvendige indretning i en personbil, som ville kunne opfylde barnets behov med lån efter § 4.

Nævnet anførte, at når familien havde købt en kassebil, som for at være sikkerhedsmæssigt forsvarligt indrettet, herefter krævede en anden og dyrere indretning end den, der var hjemmel til at yde i en personbil, kunne denne disposition ikke danne grundlag for tilskud til den særlige indretning, som var en følge af valget ved køb af en anden biltype.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan ydes tilskud til særlig indretning af kassebil, som er valgt efter eget ønske, når der er bevilget støtte til køb af bil efter bilbekendtgørelsens § 4, det vil sige indenfor normal låneramme, hvor de ansøgte indretninger ikke var nødvendige.

Ankestyrelsen fandt ikke at barnet var berettiget til tilskud til særlig indretning i form af trinbræt og skinner til fastspænding af kørestol efter bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at de ansøgte særlige indretninger var en følge af forældrenes bilvalg og ikke en nødvendig følge af barnets handicap. Der kunne herefter ikke anses at være hjemmel i bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1, til tilskud til særlig indretning, da der efter ordlyden i bekendtgørelsens § 9, stk. 1, lægges vægt på, at der kan bevilges tilskud til nødvendig særlig indretning.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at såfremt forældrene havde anskaffet en bil indenfor den låneramme, som barnet blev tilkendt, ville behovet for den ansøgte særlige indretning ikke være nødvendig.

Ankestyrelsen vurderede, at det forhold at forældrene efter eget ønske havde valgt at anskaffe en større og dyrere bil i form af en Ford Transit kassebil - i stedet for at købe en bil indenfor den bevilgede låneramme efter bilbekendtgørelsens § 4, hvor de ansøgte særlige indretninger ikke var nødvendige - ikke i sig selv kunne begrunde, at barnet var berettiget til tilskud til særlig indretning.

Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at forældrene allerede ved Ankestyrelsens afgørelse af 10. december 1998 blev oplyst om muligheden for selv at betale differencen, hvis de ønskede at købe en større og dyrere bil. De ansøgte indretninger måtte tilskrives bilvalget og således henføres under prisdifferencen, som forældrene selv skulle betale.

Ankestyrelsen vurderede iøvrigt, at forældrene ved anskaffelse af en Ford Transit kassebil burde kunne forudse, at barnets kørestol m.v. ikke ville kunne anbringes i et afskærmet rum, som f.eks. et bagagerum i en almindelig personbil, og at der således ville blive behov for fastspænding.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.