Ankestyrelsens principafgørelse C-10-00

Bekendtgørelse om ikrafttræden af lov om ændring af lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og om ændring af bilag til lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - bekendtgørelse nr. 749 af 19. oktober 1998 -

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998 -

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 57, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 71, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 44 af 6. marts 1998 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - pkt. 161-165

Socialministeriets vejledning nr. 57 af 5. marts 1998 om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge - pkt. 116

En kommune havde fastsat samvær mellem forældre og et barn på knap 4 måneder til 2-3 timer pr. måned. Barnet var blevet anbragt uden for hjemmet uden samtykke efter ophold på en familieinstitution sammen med forældrene umiddelbart efter fødslen. Begrundelsen for denne afgørelse var, at barnet var skrøbeligt, og at forældrene på grund af deres personlighedsstruktur ikke var i stand til at reagere i

forhold til barnets behov for stimulation m.v. og dermed varetage den daglige omsorg med den ro og stabilitet, barnet havde brug for.

Kommunens afgørelse om begrænsning i samværet var truffet ud fra hensynet til barnets behov, idet barnet fandtes sart og behandlingskrævende med en særlig følelsesmæssig sarthed. Barnet fandtes ikke at kunne tåle længerevarende afbrydelser i kontakt med sine plejeforældre, og kommunen vurderede, at barnet ikke havde behov for hyppig kontakt med sine forældre. Afgørelsen ville blive revurderet efter en periode på 6 måneder.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, og lagde derved vægt på oplysningerne om, at barnet fra fødslen havde vist tegn på betydelig risiko for kontaktforstyrrelse og fejludvikling. Nævnet lagde endvidere vægt på, at forældrene ikke skønnedes at være i stand til at imødekomme barnets særlige behov for at tilpasse opmærksomhed og stimulation. Nævnet fandt ikke, at kommunens afgørelse var ulovlig eller åbenbart urimelig.

Barnet var ved nævnets behandling af sagen faldet til i plejefamilien og i begyndende bedring trivselsmæssigt. Ved en lægeundersøgelse en måned tidligere fandtes barnet i trivsel, velbefindende og livlig. Det var dog fortsat ikke alderssvarende. Af kurators indberetning efter ophold i plejefamilien i ca. 4 måneder fremgik, at barnet var i positiv trivsel fysisk og psykisk, men barnet var sart og sårbar med behov for stabilitet og ro. Barnet magtede ikke at komme i tæt fysisk kontakt med fremmede personer.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af retssikkerhedslovens § 69's betydning i forbindelse med anvendelsen af servicelovens § 57, stk. 2 om samvær.

Ankestyrelsen ændrede den påklagede afgørelse, idet Ankestyrelsen ikke fandt, at nævnet havde inddraget det nødvendige hensyn til barnet i det udøvede skøn, jf. servicelovens § 57, stk. 2, og fastsatte samværet til ca. 2 timer hver 14. dag.

Ankestyrelsens vurderede, at samvær på ca. 2 timer 1 gang om måneden mellem forældrene og et spædbarn ikke tilgodeså hensynet til barnets mulighed for at opnå et tilknytningsforhold til sine forældre, der var til barnets bedste, uanset at barnet var anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen var således ikke enig med nævnet i, at barnets helbredsmæssige og følelsesmæssige forhold fortsat nødvendiggjorde, at der kun var samvær 1 gang om måneden. Ankestyrelsen lagde vægt på barnets forbedrede trivsel og på, at dets særlige behov kunne tilgodeses ved, at samværene foregik inden for plejehjemmets rammer.

Ankestyrelsen fandt dog, at kommunens afgørelse om fastsættelse af samvær på tidspunktet for afgørelsen havde været rigtig, men at barnets udvikling og reaktioner løbende skulle have været vurderet med henblik på justering af samværet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at begrænsning af samvær mellem børn anbragt uden for hjemmet og deres forældre, er en meget indgribende foranstaltning og at forældrenes ret til respekt for deres familieliv med barnet er beskyttet af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Afgørelser, der begrænser retten til mulighed for samvær undergives efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis en intensiv prøvelse, fordi begrænsninger i kontakten mellem forældre og navnlig mindre børn kan føre til uoprettelig skade på forældre/barn forholdet.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på de danske domstoles praksis, hvorefter der sker en stadig mere intensiv efterprøvelse af skønsmæssige elementer i afgørelser efter den sociale lovgivning. Ankestyrelsen henviste især til Højesterets dom afsagt den 22. december 1999 i en sag om førtidspension og til Ankestyrelsens SM P-3-00 om dommen.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at nævnets skøn i forbindelse med fastsættelse af samvær kunne tilsidesættes, jf. retssikkerhedslovens § 69.