Ankestyrelsens principafgørelse C-51-00

2000

Resume:

Ankestyrelsen bemærkede i forbindelse med behandling af en sag om anbringelse af et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke, at såfremt kommunen fandt det nødvendigt af hensyn til barnet, at der skulle være en repræsentant for kommunen til stede under samværet, da skulle Børn og unge-udvalget træffe afgørelse om overvåget samvær.

Det forhold at forældrene havde givet samtykke til overvågning ændrede ikke kravet om at afgørelse skulle træffes af Børn og unge-udvalget.

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 57, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 57 af 5. marts 1998 om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge - pkt. 118

Kommunen havde indgået aftale med det anbragte barns plejemor om, at hun skulle være til stede under barnets samvær med forældrene. Formålet med plejemoderens tilstedeværelse var, at hun skulle være tryghedsskabende overfor barnet og påse, at barnets behov blev dækket samt støtte forældrene i samværet med barnet.

Forældrene var indforstået med plejemoderens tilstedeværelse.

Børn og unge-udvalget havde ikke truffet afgørelse om overvåget samvær efter servicelovens § 57, stk. 3.

I afgørelsen, hvor anbringelsen blev stadfæstet, bemærkede Ankestyrelsen , at hvis kommunen fandt det nødvendigt med overvåget samvær skulle en sådan afgørelse træffes af Børn og unge-udvalget.

Desuden udtalte Ankestyrelsen vejledende, at overvågningen burde foretages af anden person end plejemoderen.

Dato for underskrift

15.12.2000

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 57

Journalnummer J.nr.: 400376-00