Ankestyrelsens principafgørelse A-29-00

Der er kommet nye regler på området

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 30, stk. 1

Ansøger modtog supplerende kontanthjælp til ægtefællens igangsætningsydelse.

Det fremgik af årsregnskabet for ægtefællens frugt- og grøntbutik, at der i året 1998 havde været et forbrug af egne varer på 8.000 kr.

Kommunen traf afgørelse om, at der skulle modregnes i ansøgers supplerende kontanthjælp for de følgende 3 måneder med 2.666 kr. pr. måned. Fradraget i kontanthjælpen skete med henvisning til § 30, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen anførte, at den kontanthjælp, der blev ydet, var beregnet til at dække et forsørgelsesbehov, og at ansøger og dennes ægtefælle reelt havde haft et forbrug af varer i oktober kvartal 1998 svarende til 8.000 kr., samt at der i kontanthjælpen skulle fradrages såvel indtægter i form af penge som naturalydelser.

Kommunen anførte endvidere, at ansøger var gjort bekendt med, at udbetalingen af hendes månedlige kontanthjælp var at betragte som a conto udbetaling, der efterfølgende ville kunne reguleres med eventuelle indtægter fra ægtefællens virksomhed.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at der alene kan modregnes i kontanthjælpen, når der er overskud i ægtefællens selvstændige virksomhed. Nævnet lagde herved vægt på, at der ifølge de foreliggende oplysninger var et underskud på 64.000 kr. pr. 31. december 1998 i ægtefællens virksomhed.

I klagen til Ankestyrelsen gjorde kommunen gældende, at der principielt burde tages stilling til, om privat forbrug fra en underskudsgivende virksomhed havde betydning for kontanthjælpsberegningen.

Kommunen anførte, at lov om aktiv social politik er det underste sociale sikkerhedsnet, samt at hjælp i henhold til denne lov er subsidiær i forhold til alle andre former for forsørgelse/ underhold.

Kommunen anførte videre, at der i tilfælde, hvor der søges om supplerende kontanthjælp til familiens forsørgelse, bør lægges vægt på, at familien havde haft mulighed for at dække sit forsørgelsesbehov via forretningens varer.

Nævnet bemærkede efterfølgende, at når en selvstændig virksomhed ikke giver overskud, vil et udtræk til privatforbrug enten medføre gældsstiftelse eller forbrug af den formue, som ansøger har bundet i virksomheden. Der ville i ingen af disse tilfælde efter nævnets opfattelse være grundlag for at anvende aktivlovens § 30, der omhandler indtægter.

Gældsstiftelse ville efter nævnets opfattelse ikke kunne påvirke kontanthjælpsudmålingen. Forbrug af egenkapital måtte behandles efter reglerne om formue i aktivlovens § 14.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der ved beregningen af kontanthjælp skal foretages fradrag efter aktivlovens § 30, stk. 1, for forbrug af en virksomheds varelager, herunder om forbrug af varelageret kan ligestilles med indtægt.

Ankestyrelsen fandt, at forbrug af egne varer måtte betragtes som en indtægt.

Ankestyrelsen fandt således, at forbruget af egne varer i året 1998 svarende til 8.000 kr. skulle fradrages ved beregningen af den supplerende kontanthjælp til ansøger.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at da beløbet på 8.000 kr. vedrørte hele året, skulle der ved beregningen af ansøgers kontanthjælp hver måned foretages fradrag med 1/12 i den løbende hjælp med virkning fra den måned, hvor størrelsen af forbruget af egne varer var kendt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.