Ankestyrelsens principafgørelse C-52-00

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 40, stk. 2, nr. 9 og § 119

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 164

Sagen omhandlede tilbagebetaling af kørselspenge, jf. serviceloven § 40, stk. 2, nr. 9, til en mor, der havde en søn og en datter anbragt uden for hjemmet ved tvangsmæssige beslutninger. Der var samvær med sønnen, således at han besøgte moderen i hendes hjem, og han blev kørt hertil af sin plejefamilie. Det havde tidligere været således, at moderen selv hentede og bragte sønnen i forbindelse med samvær, og hun fik dengang udbetalt kørselspenge herfor. Moderen havde også en datter. I forbindelse med kørsel til og fra samvær med hende blev der betalt kørselspenge til moderen.

I et konkret tilfælde fik moderen udbetalt et beløb i forbindelse med et besøg hos sønnen i plejefamilien. Sønnen skulle have været på besøg hos moderen samme dag, men efter plejefamiliens ønske blev dette besøg byttet til en anden weekend, hvilket moderen var indforstået med. Efterfølgende blev det dog aftalt, at da moderen alligevel skulle til området, kunne hun besøge sin søn. Ifølge kommunen blev der ikke i den forbindelse givet tilsagn om kørselsgodtgørelse.

I forlængelse af besøget henvendte moderen sig til kommunen og fik her udbetalt kørselsgodtgørelse for kørsel i forbindelse med besøg hos sønnen. Hun fik samtidig udbetalt kørselsgodtgørelse for besøg hos sin datter. Moderen havde således rettet henvendelse til kommunen for at få udbetalt pengene, idet hun selv havde lavet oversigt over de kørte km. på et bilag, som kommunen udbetalte efter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om kommunen med henvisning til, at der ikke forelå bevilling, kunne kræve et beløb tilbagebetalt, der var ydet i medfør af § 40, stk. 2, nr. 9 som refusion af transportudgifter. Der skulle tages stilling til, om beløbet kunne anses for modtaget mod bedre vidende, herunder foretages en afvejning af, hvis risiko, det var, at kommunen havde udbetalt en skønsmæssig ydelse uden at sikre sig, at den forud var bevilget.

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse således at der ikke skulle ske tilbagebetaling, idet

betingelserne for at kræve tilbagebetaling af kørselsgodtgørelse ikke var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var særskilt hjemmel til at fastsætte tilbagebetaling for denne type ydelser, jf. lov om social service § 40, stk. 2, nr. 9.

Ankestyrelsen lagde tillige vægt på, at det efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke var godtgjort, at moderen havde modtaget beløbet mod bedre vidende, jf. lov om social service § 119.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at moderen tidligere havde været berettiget til kørselsgodtgørelse i forbindelse med, at hun hentede og bragte sønnen til samvær. Endvidere var moderen berettiget til kørselsgodtgørelse i forbindelse med samvær med sin datter, der ligeledes var anbragt uden for hjemmet.

Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at kommunen rent faktisk udbetalte beløbet uden først at have undersøgt om bevillingen var tilstede, da moderen rettede henvendelse til kommunen og bad om kørselsgodtgørelse.

På baggrund af disse oplysninger fandt Ankestyrelsen, at kommunen måtte være den nærmeste til at bære risikoen for den fejlagtige udbetaling.