Resume:
En ansøger med lidelsen cøliaki var ikke berettiget til hjælp til dækning af de ansøgte udgifter til kosttilskud, idet ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen, der er berettiget til hjælp.
Resume:
En ansøger med lidelsen cøliaki var ikke berettiget til hjælp til dækning af de ansøgte udgifter til kosttilskud, idet ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen, der er berettiget til hjælp.
Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse
Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 84, stk. 1
En kommunes begrundelse for afslag på hjælp til dækning af udgifter til kosttilskud var, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen efter servicelovens § 84, personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Nævnet fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen i lov om social service § 84, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998, § 1, stk. 1 og stk. 2.
Nævnet henviste til, at for at være omfattet af personkredsen, skal der være tale om en vedvarende, det vil sige en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af meget indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse.
Personkredsen omfatter endvidere personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbar konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.l. følges.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren led af cøliaki og en ventrikelslimhinde atrofi, hvilket betød, at hun skulle holde en glutenfri diæt.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde et fuldtids arbejde, og at hun kunne føre et normalt liv, når hun fik diætkost.
Nævnet havde herudover lagt vægt på, at ansøgerens lidelse ikke var medfødt, da symptomerne ikke var tilstede ved fødslen.
Af de lægelige akter fremgik det bl.a., at ansøgeren havde cøliaki. Hendes symptomer havde stået på i §-1 år, kendetegnet af 2-4 dages løse, tynde afføringer med tiltagende hyppighed.
Endvidere fremgik det bl.a. af sagen, at tilstanden var livslang. Dette betød, at det ansøgte tilskud til speciel kost også var livsvarigt.
Socialministeriet havde vejledende udtalt, at det af forarbejderne til servicelovens § 84 fremgik, at den udvidelse af personkredsen, der var lagt op til med formuleringen, især havde drejet sig om gruppen af personer med PKU og personer med cystisk fibrose. Det havde derimod ikke været forudsat ved bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at alle persongrupper med medfødte lidelser eller mangler, som fx fødevareallergi eller andre medfødte allergiske lidelser, skulle være omfattet. Efter Socialministeriets opfattelse havde sigtet med udvidelsen alene været at give støttemuligheder for en meget snæver personkreds, hvor risikoen for betydelige skader var fremtrædende, ved forkert ernæring fra fødslen, jf. de i bemærkningerne nævnte lidelser. Udvidelsen skulle herudover ses i lyset af den i forvejen meget snævert afgrænsede personkreds, der i følge bekendtgørelsen var omfattet af § 84. Det var Socialministeriets opfattelse, at personer med lidelsen cøliaki ikke var omfattet af målgruppen i § 84.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt personer med lidelsen cøliaki var omfattet af personkredsen i § 84 i serviceloven, jf. § 1, stk. 1 og stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998.
Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til hjælp til dækning af de ansøgte udgifter til kosttilskud i forbindelse med lidelsen cøliaki.
Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen, der er berettiget til hjælp efter servicelovens § 84, stk. 1, jf. § 1, stk. 1 og stk. 2, i bekendtgørelsen om afgrænsning af personkredsen efter lov om social service § 84, stk. 3.
Ankestyrelsen lagde, for så vidt angår bekendtgørelsens § 1, stk. 1, vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af den personkreds, der er nævnt i bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af udviklingshæmning, sindslidelse, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion, herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat eller manglende talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.
Ankestyrelsen lagde, for så vidt angår bekendtgørelsens § 1, stk. 2, vægt på, at ansøgeren led af cøliaki og at personer med denne lidelse efter Ankestyrelsens vurdering ikke kunne sidestilles med personer, der havde medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt og lignende følges.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det af bemærkningerne til § 84 i lovforslag nr. L 229 til lov om social service bl.a. fremgår, at udvidelsen (af personkredsen i forhold til tidligere) omfatter især gruppen af personer med PKU (phenylketonuri) og personer med cystisk fibrose. Det skønnes, at denne udvidelse af personkredsen næppe vil overstige 500 personer.
Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at Socialministeriet vejledende har udtalt vedrørende lidelsen cøliaki, at sigtet med udvidelsen af personkredsen, alene har været at give støttemuligheder for en meget snæver personkreds, hvor risikoen for betydelige skader er fremtrædende ved forkert ernæring fra fødslen, jf. de i bemærkningerne nævnte lidelser. Det har derimod ikke været forudsat, at alle persongrupper med medfødte lidelser eller mangler, som fx fødevareallergi eller andre medfødte allergiske lidelser, skulle være omfattet. Det er Socialministeriets opfattelse, at personer med lidelsen cøliaki ikke er omfattet af målgruppen i § 84.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Dato for underskrift
15.05.2000
Offentliggørelsesdato
12.07.2013
Paragraf
§ 84 § 1
Journalnummer
300053-99