Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til støtte til køb af bil efter § 4, jf. §§ 1 og 2, stk. 1, nr. 1, i Socialministeriets bilbekendtgørelse efter servicelovens § 99 på grundlag af arbejdet som familieplejer.
Ankestyrelsen vurderede sagen i forhold til støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag efter § 2, stk. 1, nr. 1, i Socialministeriets bilbekendtgørelse for så vidt angik ansøgerens arbejde som familieplejer. Ankestyrelsen vurderede dog, at det forhold at ansøgeren i forbindelse med dette arbejde havde behov for at transportere plejebarnet, ikke kunne begrunde, at der var et erhvervsmæssigt kørselsbehov efter reglerne i bilbekendtgørelsen. Ankestyrelsen lagde herved til grund, at der efter bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, forudsættes at være et kørselsbehov til og fra arbejde, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Det forhold, at ansøgeren havde behov for at transportere plejebarnet bl.a. i forbindelse med kørsel til og fra børnehave, kunne ikke sidestilles med kørsel til og fra arbejde, idet arbejdsstedet var på hjemmeadressen.
Ankestyrelsen hjemviste dog samtidig sagen til amtskommunen med henblik på fornyet behandling og afgørelse efter vurdering af ansøgerens bijob som pædagogisk konsulent i forhold til bilbekendtgørelsens 2, stk. 1, nr. 1, om "behov for kørsel til og fra arbejde, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen", samt efter indhentelse af speciallægeerklæring om ansøgerens aktuelle helbredsforhold, idet der forelå nye oplysninger i sagen efter nævnets afgørelse om både de helbredsmæssige forhold og indtægtsforhold i forbindelse med bijobbet.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ud fra de seneste lægelige oplysninger var sket en ændring i ansøgerens helbredsmæssige forhold, således at ansøgeren nu kun kunne klare en gangdistance på 50-100 meter, og at ansøgeren havde anskaffet kørestol til længere distancer. Endvidere forelå der oplysninger om bijob 3-4 gange pr. uge i ca. 10 timer ugentligt, og at ansøger ved dette arbejde havde tjent ca. 30.000 kr. i det seneste halve år.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse for så vidt angik vurderingen på daværende grundlag, men hjemviste iøvrigt sagen til amtskommunen.