Ankestyrelsens principafgørelse A-11-00

2000

Resume:

Ansøger, der var under uddannelse til ejendomsmægler, var under sine praktikperioder berettiget til at modtage tilskud op til den overenskomstmæssige mindsteløn for HK-kontoransatte.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ved påbegyndelsen af uddannelsen blev indgået en uddannelsesaftale for hele uddannelsesforløbet med praktikstedet, samt at den samlede praktikperiode udgjorde godt halvdelen af det samlede uddannelsesforløb.

Ejendomsmægleruddannelsen adskilte sig således ikke væsentligt fra andre elev/lærlingeuddannelser.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der ikke fandtes en overenskomstmæssig mindsteløn for ejendomsmæglere.

Ansøger var under sine skoleophold alene berettiget til revalideringsydelse, da hun i disse perioder ikke modtog løn.

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998 - § 62, stk. 2

Ansøger var i juni 1999 af kommunen blevet godkendt som revalideringsberettiget til uddannelsen som ejendomsmægler.

Ansøger søgte herefter om tilskud op til den overenskomstmæssige mindsteløn for ejendomsmæglere under uddannelsen, idet hun var over den sædvanlige uddannelsesalder, var forsørger og tidligere havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at der var tale om et integreret undervisnings- og praktikforløb med vekslende undervisning og praktik.

Det var oplyst, at ejendomsmægleruddannelsen består af 5 måneders undervisning på handels- gymnasiet, herefter 4 uger traineeophold hos en ejendomsmægler, 5 måneders undervisning på handelsgymnasiet, hvorefter der igen følger 11 måneders traineeophold hos en ejendomsmægler. Der afsluttes med en hovedopgave.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelsen.

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var skønsmæssig og henviste til retssikkerhedslovens § 69, hvorefter at nævnet kun kan efterprøve skønnet, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger hidtil havde modtaget revalideringsydelse under en tidligere bevilliget uddannelse.

Nævnet lagde videre vægt på, at der var tale om en kortere videregående uddannelse med et integreret undervisnings- og uddannelsesforløb, og at de økonomiske forhold som udgangspunkt bør være ensartede under hele erhvervsplanens gennemførsel, således at der sikres et samlet indtægtsniveau svarende til revalideringsydelsen under hele uddannelsesforløbet.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det sammenlagte traineeophold i ejendomsmæglervirksomheden var på over 12 måneder, og at traineeopholdet således fyldte mere end halvdelen af det samlede uddannelsesforløb.

Det fremgik videre, at det var en forudsætning for optagelse på uddannelsen, at der var indgået en ansættelsesaftale med en ejendomsmæglervirksomhed, hvor traineeopholdet kunne gennemføres. Aftalen var bindende for hele uddannelsesforløbet.

Af ansættelsesaftalen fremgik, at ansøgers uddannelse påbegyndtes den 1. august 1999 og afsluttedes den 31. juli 2001.

Af oplysninger fra ansøgers arbejdsgiver fremgik, at ansøger alene modtog løn fra arbejdsgiver under traineeopholdene.

Ansøgers forbund havde oplyst, at der ikke fandtes en overenskomstmæssig mindsteløn for ejendomsmæglerområdet, idet ejendomsmæglere i hovedreglen er provisionsaflønnede.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en ansøger, der er over den sædvanlige uddannelsesalder, som tidligere har haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og som er forsørger, under revalidering til ejendomsmægler er berettiget til at modtage tilskud op til fagets mindsteløn, jf aktivlovens § 62, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger under sine praktikperioder var berettiget til at modtage tilskud op til den overenskomstmæssige mindsteløn for kontoransatte i lokalområdet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ved påbegyndelse af uddannelsen indgås en uddannelsesaftale for hele uddannelsesforløbet med praktikstedet, samt at den samlede praktikperiode udgør godt halvdelen af det samlede uddannelsesforløb.

Ankestyrelsen lagde således til grund, at ejendomsmægleruddannelsen ikke adskiller sig væsentligt for andre elev/lærlingeuddannelser, hvor uddannelsen baserer sig på en kombination af praktikforløb og skoleophold.

Ankestyrelsen lagde videre til grund, at der ikke findes en overenskomstmæssig mindsteløn for ejendomsmæglere.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til fagets mindsteløn for HK-kontoransatte under sit skoleophold, idet hun i disse perioder ikke modtog løn. Ansøger var i skoleperioderne således alene berettiget til revalideringsydelse.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

15.03.2000

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 69 § 62

Journalnummer J.nr.: 200507-99