Ankestyrelsens principafgørelse D-20-00

2000

Resume:

En selvstændig erhvervsdrivende, der havde genoptaget arbejdet efter barselsorlov og forældreorlov, havde ret til at få beregnet dagpenge på grundlag af et revisorattesteret regnskab. Begrundelsen var, at den selvstændige ikke ønskede beregningen foretaget på grundlag af den seneste årsopgørelse, og at der efter bekendtgørelsen, var valgfrihed mellem disse to beregningsmuligheder.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 10, stk. 5

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 46, stk. 2

En kvinde, der havde startet selvstændig virksomhed i 1993, havde genoptaget arbejdet den 1. juni 1999 efter barselsorlov med påfølgende forældreorlov i perioden 6. oktober 1997 til 31. maj 1999. Kvinden blev sygemeldt den 21. september 1999.

Kommunen beregnede sygedagpengene på grundlag af skattevæsenets årsopgørelse for 1998. Ifølge denne havde der været overskud af egen virksomhed på ca. 47.000 kr. og orlovsydelse på ca. 46.000 kr. Dette gav ret til 2/3 af dagpengenes højeste beløb, idet der var tegnet forsikring efter dagpengelovens § 27.

Kommunen begrundede over for nævnet sin afgørelse om beregningen med, at det var forvaltningens opfattelse, at der ikke var tale om en nystartet virksomhed, men tale om genoptagelse af arbejdet efter endt barsels- og børnepasningsorlov. Det var forvaltningens opfattelse, at et revisorattesteret regnskab kun kunne benyttes, hvis der havde været tale om et helt års arbejde.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at de særlige regler i dagpengebekendtgørelsens § 27, stk. 3, om beregning af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der har drevet virksomhed i mindre end et år, ikke kunne anvendes.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at den selvstændige erhvervsvirksomhed var startet i 1993.

Efter antagelsen af sagen til principiel behandling i Ankestyrelsen anførte nævnet, at nævnet fortolkede bestemmelsen i dagpengebekendtgørelsens § 28, stk. 5, således, at et revisorattesteret regnskab først ville være nødvendigt i det tilfælde, at der ikke forelå oplysninger om virksomhedens overskud ved en årsopgørelse.

I klagen blev der henvist til bekendtgørelsens § 27, stk. 3, hvorefter der var valgfrihed mellem at anvende den seneste årsopgørelse som lønmodtager og et revisorattesteret regnskab for virksomheden for et helt år.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af reglen i dagpengebekendtgørelsens § 28, stk. 5.

Ankestyrelsen fandt, at den selvstændige erhvervsdrivende havde ret til at få beregnet dagpengene på grundlag af et revisorattesteret regnskab for et helt år, jf. § 28, stk. 5, jf. § 27, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998.

Begrundelsen for afgørelsen var, at en selvstændig erhvervsdrivende, der har modtaget ydelser efter lov om orlov, efter bekendtgørelsens § 28, stk. 5, kan vælge mellem at få beregnet dagpengene på grundlag af årsopgørelsen eller på grundlag af et revisorattesteret regnskab for et helt år.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den erhvervsdrivende ikke havde ønsket årsopgørelsen anvendt som beregningsgrundlag.

Sagen blev hjemvist til kommunen til beregning på dette grundlag.

Dato for underskrift

15.11.2000

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principmeddelelse er kasseret den 23. oktober 2023, da den ikke længere har vejledningsværdi. Det skyldes, at principmeddelelsen ikke længere er udtryk for gældende ret.

Paragraf

§ 27 § 46 § 10 § 28

Journalnummer J.nr.: 700152-00