Sagen drejede sig om en 38-årig mand med børneleddegigt, som i mange år havde haft en hjælpeordning. Han var kørestolbruger. Han var tidligere blevet tilkendt højeste førtidspension, men
havde senere gennemført en uddannelse til arkitekt, hvorefter hans indtægtsgrundlag havde været henholdsvis arbejdsløshedsunderstøttelse og i perioder løn. For nogle år siden havde han søgt om etableringshjælp til start af egen arkitektvirksomhed og på ansøgningstidspunktet i august 1999 om ekstra hjælp under ferie i udlandet var hans forsørgelsesgrundlag etableringsydelse fra A-kassen. Han havde siden atter søgt om førtidspension med henblik på, at arkitektvirksomheden kunne drives som supplerende beskæftigelse. Han var tilkendt invaliditetsydelse og bistandstillæg. Bistandstillægget udbetaltes fuldt ud med henvisning til, at han selv sørgede for privat ekstra hjælp under weekendophold af privat karakter. Kommunen havde oplyst, at dette ikke udelukkede, at der kunne foretages en omprioritering med hensyn til anvendelse af tillægget til fordel for en ferierejse.
Han havde altid haft et meget højt aktivitetsniveau omfattende organisationsaktiviteter og ferier i udlandet. Indtil servicelovens indførelse var han flere gange bevilget hjælp til hjælpers rejseudgifter. I august 1999 ansøgte han om hjælpers rejseudgifter og om ekstra timer ved en ferierejse til udlandet en uge i august 1999. Han anførte bl.a, at der i "udlandsbekendtgørelsen" netop ved ferieophold ikke var nogen bestemmelse om, at der ikke kunne ydes hjælp til hjælpers rejse- og opholdsudgifter.
Ved kommunens afgørelse blev han bevilget 112 ekstratimer til en uges ferie i udlandet. Men han blev meddelt afslag på tilskud til hjælperens rejseudgift under henvisning til § 1, stk. 5, jf. § 5, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Kommunen henviste til, at 20% af bistandstillægget udbetaltes til omkostninger ved hjælpeordningen. Det blev udtalt i afgørelsen, at såfremt han var nødsaget til at have 2 hjælpere med på ferie for at det udmålte hjælpebehov kunne dækkes, var der i kommunen mulighed for at få tilskud til dokumenterede udgifter til hjælper nr. 2.
Det sociale nævn fandt ligesom kommunen, at han ikke var berettiget til hjælp efter servicelovens § 77 til dækning af hans hjælpers rejseudgifter i forbindelse med ferierejsen til udlandet.
Nævnet lagde vægt på, at det af § 1, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidigt ophold i udlandet fremgår, at der kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarigt ferieophold i udlandet.
Nævnet anførte, at ifølge pkt. 214 i tilhørende vejledning kan sådanne ekstra omkostninger være enten tilskud til ekstra hjælpere eller hjælp til dækning af hjælpers opholds- eller rejseudgifter.
Der henvistes til, at kommunen havde vurderet, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, idet der var tale om en ordinær udgift i forbindelse med afholdelse af ferie i udlandet med en hjælper.
Der henvistes yderligere til, at efter retssikkerhedslovens § 69 kan det sociale nævn kun efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen, når der foreligger særlige omstændigheder.
Ifølge gældende regler kan ekstra omkostninger i forbindelse med ferie i udlandet kun ydes i særlige tilfælde og efter en konkret vurdering. Hovedreglen er således, at der ikke kan ydes tilskud til dækning af ekstra udgifter ved ferie i udlandet.
Efter det oplyste om, at der i forbindelse med hans udlandsrejse var behov for en hjælper, uanset om der var behov for ekstra hjælpetimer, fandt det sociale nævn, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde i forbindelse med ansøgning om dækning af hjælpers rejseudgifter i forbindelse med ferierejse, at der var grundlag for at tilsidesætte det skøn, forvaltningen havde foretaget.
I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at amtet ikke havde taget stilling til hans klage over, at kommunen brugte § 1, stk. 5, jf. § 5, stk. 2 som begrundelse for afslag, og at mennesker med
handicap, der er nødt til have én og bare én hjælper med sig i forbindelse med afholdelse af ferie, er pålagt ekstraordinære udgifter, og at det ikke giver mennesker med handicap lige muligheder.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af betingelsen "særlige tilfælde" i § 1, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, i forhold til spørgsmålet om en hjælpers rejseudgifter.
