Ankestyrelsens principafgørelse C-12-00

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 55, stk. 1 og § 122, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 69

2 børn var anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke i en plejefamilie.

Plejeforældrene havde ret til ferie uden børnene, ifølge den aftale de havde indgået med kommunen. Kommunen bestemte, at børnene skulle i aflastningsfamilie i den periode, hvor plejeforældrene havde ferie. Kommunens afgørelse var truffet efter servicelovens § 55.

Forældrene klagede til det sociale nævn over afgørelsen, idet de ønskede, at børnene skulle være hos dem i plejeforældrenes ferie i stedet for i aflastningsfamilien. De anførte, at kommunens afgørelse var i strid med børnenes tarv, og decideret skadelig for børnene.

Nævnet afviste at behandle sagen og henviste til, at der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.

I klagen til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse anførte forældrene bl.a., at kommunen selv fandt, at børnene ikke skulle knyttes til alt for mange mennesker, og at børnenes behandlingsbehov tilsagde, at man begrænsede det antal voksenpersoner, de skulle forholde sig til.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse om afvisning af at behandle klagen.

Det var Ankestyrelsens vurdering, at kommunens afgørelse om, at børnene i en 3 ugers periode skulle i aflastningsfamilie, ikke var en afgørelse, der kunne indbringes for det sociale nævn. Kommunens afgørelse i forbindelse med tilrettelæggelse af ferie for plejefamilien hørte under kommunens faktiske gennemførelse af anbringelsen, også benævnt bistandsudøvelsen, hvilket ikke kunne påklages til det sociale nævn. Klage over bistandsudøvelsen skulle rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunen som et led i ansættelsesforholdet var forpligtet til at imødekomme plejeforældrenes anmodning om ferie.

Ankestyrelsen bemærkede, at uanset at der var tale om en væsentlig beslutning i forhold til børnenes anbringelse, var der ikke tale om en afgørelse efter servicelovens § 55, stk. 1, idet baggrunden for afgørelse om ophold i aflastningsfamilie ikke havde sammenhæng med formålet med anbringelsen, men var et led i udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed (bistandsudøvelsen).

Ankestyrelsen udtalte vejledende, at en afgørelse om aflastning, der var en del af formålet med anbringelsen, ville kunne påklages til det sociale nævn, jf. servicelovens § 122, stk. 1, jf. § 55, stk. 1.

(Når et barn er anbragt uden for hjemmet, skal kommunen løbende føre tilsyn med barnets forhold. Bortset fra, at forældremyndighedsindehaveren bevarer retten til at bestemme over en række personlige forhold, overtager kommunen ved anbringelsen kompetencen til at træffe beslutning vedrørende barnets forhold.

Hvis der er behov for at træffe afgørelse vedrørende et spørgsmål, hvor kommunen har kompetence, må det vurderes om der er tale om en afgørelse efter servicelovens § 55, stk. 1, som kan påklages til det sociale nævn, eller om spørgsmålet henhører under kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed (bistandsudøvelsen), der kan påklages til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Afgrænsningen går således mellem på den ene side de forhold, der er omfattet af formålet med anbringelsen og som kan være omtalt i handleplanen og på den anden side kommunens faktiske gennemførelse af anbringelsen).