Ankestyrelsens principafgørelse R-17-01

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9a, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 59 af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. - pkt. 161

Sagen drejede sig om et ægtepar der boede i A kommune. Manden blev i 1994 fundet berettiget til ældrebolig i A kommune. Ægteparret ønskede at flytte til B kommune, da deres søn var bosat dér.

Den 18. marts 1996 flyttede ægteparret ind i en ældrebolig i B kommune.

I den forbindelse afgav A kommune refusionstilsagn.

Den 2. januar 1999 afgik manden ved døden.

Den 28. februar 2000 fremsendte B kommune regning på ydet hjemmehjælp til kvinden, til A kommune.

Ved afgørelse af 20. marts 2000 afslog A kommune at betale regningen. Begrundelsen var at det refusionstilsagn kommunen havde givet alene omfattede manden, som var afgået ved døden.

Ved brev af 4. juli 2000 klagede B kommune til det sociale nævn.

Det sociale nævn fandt ved afgørelse af 17. januar 2001, at A kommune ikke skulle refundere B kommunes udgifter til hjemmehjælp til kvinden.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at A kommunes refusionstilsagn for manden ikke forpligtede kommunen ud over tidspunktet for hans død. Nævnet lagde vægt på at kvinden ikke selvstændigt opfyldte betingelserne for at opnå ret til en ældrebolig på tidspunktet for ægteparrets flytning til B kommune. Nævnet fandt derfor at hendes efterfølgende behov for hjemmehjælp efter mandens død ikke var en direkte følge af det oprindelige refusionsgrundlag.

Nævnet genvurderede afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den.

Nævnet henviste til, at der ikke var kommet nye oplysninger frem, som kunne begrunde en ændret vurdering.

I klagen til Ankestyrelsen anførte B kommune bl.a. at nævnets afgørelse ville ændre retstilstanden således at pensionistægtepar ikke sammen ville have ret til at flytte i en ældrebolig i en anden kommune, hvis ikke begge opfylder betingelserne herfor. Dette ville være en konsekvens af at begge selvstændigt skal opfylde betingelserne for at opnå ret til en ældrebolig. En sådan retstilstand ville efter B kommunes opfattelse ikke være i overensstemmelse med intentionerne i lovgivningen, idet reglerne om flytteret til en anden kommune netop er skabt for at give ældre mulighed for at bevare en tæt kontakt til nære pårørende. Det har ingen mening at give ældre ret til at være i nærheden af nære pårørende, men samtidig adskille dem fra ægtefællen, hvis ikke denne selvstændigt opfylder betingelserne for at opnå ret til en ældrebolig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om retten til refusion efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 3, og den tilsvarende regel i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, også omfatter udgifter til en person der ikke selvstændigt opfyldte betingelserne for flytning efter bistandslovens § 83, stk. 2, eller lov om almene boliger § 63, stk. 1, men som på flytningstidspunktet var gift med en person der opfyldte betingelserne.

Ankestyrelsen fandt at A kommune ikke skulle refundere B kommunes udgifter til hjælp efter den sociale lovgivning til kvinden.

Begrundelsen for afgørelsen var at reglen i den tidligere gældende lov om social bistand § 11, stk. 1, nr. 3, og den nugældende regel i lov om retssikkerhed § 9a, stk. 2, ikke indeholdt nogen selvstændig hjemmel for hvilke personer der kan optages i ældreboliger m.v. Bestemmelsen indeholdt alene en henvisning til at der er ret til refusion, når der er ret til flytning efter de nugældende love om social service og lov om almene boliger, samt de tidligere gældende love, bistandsloven og ældreboligloven.

Det fulgte af ordlyden af disse bestemmelser at det alene var personen der opfyldte betingelserne for optagelse i ældrebolig med videre, der har ret til optagelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på ordlyden af lov om almene boliger § 63, stk. 1: "Ældre og personer med handicap, der ønsker at flytte til en anden kommune, har, når ganske særlige omstændigheder taler for det, ret til at få anvist en bolig efter samme retningslinier, som gælder for kommunens egne borgere (. . . ) Det er en forudsætning, at den pågældende person opfylder betingelserne efter §§ 54, 57 eller 58 for at få anvist en bolig med kommunal eller amtskommunal anvisningsret både i fraflytningskommunen og tilflytningskommunen"

Ankestyrelsen lagde også vægt på ordlyden af ældreboliglovens § 17, stk. 1 og 5, hvorefter "Ældreboliger skal efter kommunalbestyrelsens bestemmelse udlejes til ældre og personer med handicap, der har et særligt behov for sådanne boliger. Kommunalbestyrelsen udøver anvisningsretten over ældreboliger (. . . )" og "Personer der ønsker at flytte til en anden kommune, har, når ganske særlige forhold taler for der, ret til at få anvist en ældrebolig efter samme retningslinier, som gælder for kommunens egne borgere. Retten gælder ældreegnede boliger, herunder plejehjem og beskyttede boliger efter denne lov, almennyttige boliger efter lov om boligbyggeri. (. . . ) Det er en forudsætning at den pågældende opfylder betingelserne efter stk. 1, 1. pkt. for at få anvist en bolig med kommunal anvisningsret både i fraflytningskommunen og i tilflytningskommunen".

Ordlyden af servicelovens § 92, stk. 1 og 3 og den tidligere gældende bistandslovs § 83, stk 2, svarede hertil.

Det fremgik endvidere af pkt. 161 i Socialministeriets vejledning af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. at "Kommunen bør ved tilbud om anden bolig så vidt muligt søge at tilgodese ægtepars eventuelle ønske om fortsat at bo sammen. " Denne udtalelse styrker efter Ankestyrelsens opfattelse at i et tilfælde som det foreliggende, hvor det kun er den ene ægtefælle, der opfylder betingelserne for optagelse i ældrebolig, er det kun denne ægtefælle der har ret til indflytning i ældrebolig mv., og ret til flytning til en ældrebolig mv. i en anden kommune, hvis der foreligger særlige grunde.

Denne retstilstand ville efter Ankestyrelsens opfattelse ikke indebære en indskrænkning i ægtepars mulighed for at flytte fra en ældrebolig mv. i én kommune til en ældrebolig mv. i en anden kommune. Dette havde baggrund i at hvis én af ægtefællerne opfylder betingelserne for optagelse i ældrebolig mv. i både fra- og tilflytningskommunen, og tilflytningskommunen, i forhold til kommunens egen borgere, følger anbefalingerne fra Socialministeriet i ovennævnte vejledning om at visitere til ældreboliger mv., hvor begge ægtefæller kan bo, så vil kommunen også være forpligtet til at gøre dette når der er tale om en person der tilflytter fra en anden kommune. Dette var en følge af det ligebehandlingsprincip der gælder generelt i dansk ret, jf. fx. side 236-237 i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl " Forvaltningsret" (Jurist og Økonomforbundets forlag 1994). Ankestyrelsen tilføjede at det anførte i socialministeriets vejledning var i overensstemmelse med princippet i den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8, om ret til respekt for privatliv og familieliv.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.