Ankestyrelsens principafgørelse U-24-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 20

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - 100629-00

Sagen angik en specialarbejder, der i november 1996 kom til skade med sit knæ under nedtagelse af en stor papirrulle. Hændelsen blev anmeldt til arbejdsgiveren i april 1997. I oktober 1998 modtog Arbejdsskadestyrelsen en anmeldelse om hændelsen.

Sikredes forbund anmeldte i oktober 1998, at sikrede i november 1996 fik sit knæ beskadiget under nedtagelse af en stor papirrulle.

Arbejdsgiveren anførte i november 1998, at sikrede henvendte sig til sin arbejdsleder i april 1997 og anmeldte, at han var kommet til skade med sit knæ under arbejde i november 1996. På dette tidspunkt var der ikke fravær, og skaden blev derfor ikke anmeldt. Vedlagt var sikredes anmeldelse fra april 1997, hvoraf det bl.a. fremgik, at han som følge af skaden var uarbejdsdygtig under een dag, og at han ønskede anmeldelsen behandlet med henblik på eventuel erstatning.

Sikrede anførte på Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema i februar 1999, at han siden hændelsen i november 1996 havde haft smerter, og at disse var forøgede. Sikrede søgte første gang læge i november 1997 på grund af hændelsen.

Efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var der ikke tale om en ulykke, som var omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at tilfældet ikke var rettidigt anmeldt, og at der ikke var fundet nogen særlig grund til at se bort fra anmeldelsesfristen, jf. lovens § 20.

Arbejdsskadestyrelsen henviste til, at særlig grund til at bortse fra fristen ikke foreligger, med mindre 4 betingelser er opfyldt. Disse var gengivet i resuméet.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afvisningen vægt på, at betingelsen under pkt. 4 ikke var opfyldt, idet arbejdsskaden ikke ville give ret til erstatning, selv om den var rettidigt anmeldt. Arbejdsskadestyrelsen lagde herved vægt på, at det af de lægelige oplysninger fremgik, at der ved den objektive undersøgelse var fri bevægelighed og ømhed over knæskallen.

I klagen fra sikredes forbund var det bl.a. anført, at skadelidte var ganske sikker på, at sikkerhedsrepræsentanten hos arbejdsgiveren havde anmeldt skaden til forsikringsselskabet, da hændelsen skete. Sikrede havde igennem årene haft besvær med sit knæ, men først da han ikke kunne holde smerterne ud, kontaktede han lægen, hvorefter han havde gennemgået forskellige lægelige undersøgelser.

Sikredes forbund anførte i maj 2000 på Ankestyrelsens forespørgsel, at sikrede i april 1979 var udsat for en arbejdsulykke, og at han i forbindelse hermed - formentlig i 1981 - fik tilkendt en erstatning for varigt mén på 30%. Efter ulykken havde han haft hukommelsesbesvær. Sikrede havde klaret sit daglige arbejde, men ikke ellers deltaget i noget. I forbindelse med hændelsen i november 1996 regnede sikrede med, at sikkerhedschefen hos arbejdsgiveren anmeldte tilfældet. På trods af mange smerter og gentagne undersøgelser havde han ladet stå til, da han ikke kunne tage sig sammen. Sikrede var opereret i knæet 3 gange mellem september 1997 og marts 1999.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og henførte det anmeldte tilfælde under loven.

Ankestyrelsen vurderede, at der forelå særlig grund til at bortse fra overskridelsen af den 1-årige anmeldelsesfrist, jf. lovens § 20. Ankestyrelsen anerkendte således tilfældet som omfattet af lovens § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede kom til skade i november 1996, og at han som følge af hændelsen var uarbejdsdygtig mindre end 1 dag. I april 1997 henvendte sikrede sig til sin arbejdsleder og han udfyldte samtidig en anmeldelse af den stedfundne hændelse, hvor han tilkendegav, at han ønskede sagen behandlet med henblik på eventuel erstatning. Sikredes forbund anmeldte i oktober 1998 hændelsen til Arbejdsskadestyrelsen.

Ankestyrelsen vurderede, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at sikrede havde været udsat for en arbejdsskade i november 1996, hvor han gled og forvred sit knæ under nedtagelse af en papirrulle.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at sikrede i april 1997 henvendte sig til sin arbejdsleder for at anmelde hændelsen i november 1996. Arbejdsgiveren foretog ikke anmeldelse til sit forsikringsselskab, da sikrede på dette tidspunkt ikke havde noget fravær. Efter en arbejdsulykke i 1979, hvor sikrede beskadigede hovedet, havde han tidligere fået tilkendt erstatning for varigt mén på 30%, på grund af hukommelsesbesvær. Efter Ankestyrelsens vurdering forelå der undskyldelige omstændigheder for, at sikrede først gennem sit forbund anmeldte hændelsen til Arbejdsskadestyrelsen i oktober 1998.

Ankestyrelsen vurderede, at der forelå ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden i november 1996 og den knælidelse, sikrede efterfølgende var behandlet for.

Det fremgik af de lægelige oplysninger, at knæet ved den objektive undersøgelse var normalt at se på. Der var fri bevægelighed og ømhed over knæskallen og langs ydersiden af ledlinien. Der manglede 1 cm i fylde i quadricepsmuskulaturen på venstre side. Sikrede angav subjektive klager i form af fysiske belastningsmerter i venstre knæ. Der kunne være aflåsninger efter hugsiddende arbejde. På denne baggrund vurderede Ankestyrelsen, at der på det foreliggende grundlag var tale om følger af den anmeldte hændelse, der kunne begrunde tilkendelse af godtgørelse for varigt mén.

Der var således grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristens overskridelse og anerkende det anmeldte tilfælde.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - 100920-00

Sagen angik en specialarbejder, der i maj 1997 blev ramt af en metalstang i højre armhule.

Hændelsen blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i januar 1999.

Det fremgik af anmeldelsen fra januar 1999, at sikrede blev ramt af en lægtestang fra en maskine under højre armhule, hvorved han blev slynget gennem luften og landede på den anden side af en maskine. Tilskadekomsten blev ikke anmeldt i første omgang, da uheldet ikke medførte fravær. Sikrede blev først i juli 1998 klar over, at han havde været udsat for en hændelse, som skulle have været anmeldt.

Det fremgik af de lægelige oplysninger, at sikrede i juli 1998 havde symptomer i form af venstresidige skuldersmerter, nedsat kraft i venstre hånd og smerter i fingre.

Efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var der ikke tale om et tilfælde omfattet af loven.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at tilfældet ikke var rettidigt anmeldt, og at der ikke var fundet nogen særlig grund til at se bort fra anmeldelsesfristen, jf. lovens § 20.

Arbejdsskadestyrelsen henviste til, at særlig grund til at bortse fra fristen ikke foreligger, medmindre 4 betingelser er opfyldt. Disse var gengivet i resuméet.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afvisningen vægt på, at betingelse nr. 3 ikke var opfyldt, idet det ikke var overvejende sandsynligt, at arbejdsskaden medførte sikredes nuværende lidelse. Styrelsen henviste til, at de venstresidige skuldergener først opstod noget tid efter skaden mod højre armhule i maj 1997.

Det var i den uddybende klage bl.a. anført, at sikrede var udlænding og at manglende kendskab til det danske sprog og dansk lovgivning vedrørende beskyttelse på arbejdspladsen samt manglende rådgivning og anmeldelse fra arbejdsgiveren medførte, at sikrede først søgte behandling 14 dage efter uheldet. Smerterne var til at bære og sikrede mente, at de måske kunne arbejdes væk. Sikrede var bange for at miste sit job, hvis han skulle være fraværende på grund af sygdom. Sikredes smerter flyttede sig fra den ene side til den anden i løbet af kort tid. Der kunne dog ikke angives nogen nærmere forklaring på, hvorfor smerterne flyttede fra den ene side til den anden skulder.

På Ankestyrelsens forespørgsel anførte sikredes forbund i juni 2000, at sikrede kom til Danmark i september 1996, og at han i oktober 1996 fik opholdstilladelse. Ved begyndelsen af ansættelsen talte sikrede engelsk med en kollega og med sin familie og venner. Efter 3-4 måneders ophold i Danmark tilmeldte sikrede sig et 3 måneders sprogkursus, hvorefter stadig mere kontakt foregik på dansk. Sikrede havde været dansk gift fra 1993.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, hvorefter det anmeldte tilfælde ikke var omfattet af loven.

Begrundelsen for afgørelsen var, at tilfældet ikke var anmeldt inden for fristen på et år, og at der efter en samlet vurdering af sagen ikke forelå særlig grund til at dispensere fra overskridelsen af anmeldelsesfristen, jf. lovens § 20.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede i maj 1997 kom til skade under udførelse af arbejde, da han blev ramt på højre side af en metalstang. Tilfældet blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i januar 1999. Sikrede var dansk gift og var i 1996 flyttet til Danmark.

Ved vurderingen af, om der foreligger særlig grund til at dispensere fra anmeldelsesfristens overskridelse, lægges der efter praksis vægt på de forhold, der er gengivet i resuméet.

Ankestyrelsen vurderede, at der var tilstrækkelig dokumentation for, at sikrede havde været udsat for en arbejdsskade i maj 1997, hvor han beskadigede højre skulder.

Ankestyrelsen tog hensyn til, at sikrede vurderede, at hans skade umiddelbart var af en sådan karakter, at smerterne var til at bære, og at smerterne måske kunne arbejdes væk. Fra august 1997 fik sikrede symptomer fra venstre skulder. Sikrede havde i øvrigt deltaget i sprogkursus i dansk omkring årsskiftet 1996/97, hvorefter stadig mere kontakt foregik på dansk. Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at sikrede ikke havde anført en rimelig begrundelse for, at anmeldelse blev indgivet mere end 1 år efter hændelsens indtræden.

Efter en konkret vurdering fandt Ankestyrelsen, at der heller ikke forelå ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem hændelsen i maj 1997, hvor sikrede beskadigede højre skulder, og den aktuelle lidelse i venstre skulder.

Der var således ikke grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristens overskridelse og anerkende det anmeldte tilfælde.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - 101160-00

Sagen angik en landbrugsmedhjælper, der i juli 1979 beskadigede en finger på venstre hånd, medens hun sammen med arbejdsgiveren var ved at påsætte en anhænger på traktor. Hændelsen blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i 1995.

Det fremgik af de lægelige oplysninger, at sikrede efter skaden i juli 1979 om aftenen var i konsultation hos læge for at få skiftet bandage. I august 1979 var såret lægt, men der var udtalte smerter omkring såret. Ved undersøgelse hos læge i februar 1980 var der stadig udtalte smerter ved berøring af den beskadigede fingers yderstykke. Ved undersøgelse hos en specialist i kirurgi fandtes behov for lægelig behandling i form af sekundær nervesutur.

I september 1979 fik sikrede foretaget operation på fingeren. Der konstateredes nedsættelse af følesansen.

I november 1982 fik sikrede ved operation hos en speciallæge fjernet neurom fra fingeren. Herefter kneb det med at bøje fingeren som manglede en halv centimeter i, at spidsen kunne nå håndfladen.

Sikrede blev i januar/februar 1983 undersøgt hos en speciallæge på grund af smerter og føleforstyrrelser i fingeren. Der fandtes ikke behov for ny operation.

I marts 1985 blev sikrede påny lægeligt vurderet af en speciallæge, hvor der fandtes føleforstyrrelser og funktionsrelaterede smerter i fingeren samt ømhed ved tryk og berøring på fingeren, når hun skulle tage greb og bære med venstre hånd. Der fandtes grund til ny operation på grund af tilbagevendende neurom.

Sikrede blev i juni 1985 opereret i fingeren hos en speciallæge.

Sikrede var i perioden 1986-88 til lægelig undersøgelse og behandling på et sygehus. I 1988 fik sikrede endvidere indsat nervegraft fra højre underben i venstre hånd. I 1989 fandtes tryk- og berøringsømhed i venstre hånd og finger og ophævet følesans på fingeren. I 1990 fandtes ikke behov for ny operation.

Sikrede var til lægelig undersøgelse i 1991. Der blev samme år foretaget operativt indgreb med resektion af neurom fra højre lårben og neurolyse af den indsatte graft på venstre fingeren. Nervegraften fjernedes i 1991 ved operation. Der var tilbagevenden af neuromet efter operationen.

Sikrede gennemgik i 1992 og 1993 ny operation på et sygehus på grund af neuromet.

I perioden 1994 - 1996 var sikrede til lægelige undersøgelser på et sygehus, hvor der fortsat fandtes funktionsbegrænsende gener i venstre hånd.

Det fremgik af ortopædisk speciallægeerklæring fra januar 1998, at der ved objektiv undersøgelse var konstateret et ømt punkt ved nederste begrænsning af håndrodskanalen med elektrisk udladning. Der var angivet lidt ændret følesans på tilstødende sider af pegefinger og ringfinger.

Af journaloplysningerne fra et hospital fra december 1999 fremgik det, at yderligere operationer ikke kunne tilrådes, da man ikke kunne garantere smertefrihed.

Efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var der ikke tale om et tilfælde omfattet af loven.

Arbejdsskadestyrelsen begrundede afgørelsen med, at tilfældet ikke var rettidigt anmeldt, og at der ikke var fundet nogen særlig grund til at se bort fra anmeldelsesfristen, jf. lovens § 19.

Arbejdsskadestyrelsen henviste til, at særlig grund til at bortse fra fristen ikke foreligger, medmindre 4 betingelser er opfyldt. Disse var gengivet i resuméet.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afvisningen vægt på, at arbejdsskaden ikke ville give ret til erstatning eller andre ydelser, nævnt under pkt. 4, selv om den var rettidigt anmeldt. Begrundelsen var, at der blot resterede beskedne gener i form af føleforstyrrelser efter fingerskaden i 1979.

I klagen var det bl.a. anført, at det ikke var korrekt, at der blot resterede beskedne gener. Sikrede havde trods talrige operationer ikke opnået at blive smertefri.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, hvorefter det anmeldte tilfælde ikke var omfattet af loven.

Begrundelsen for afgørelsen var, at tilfældet ikke var anmeldt inden for fristen på et år, og at der efter en samlet vurdering af sagen ikke forelå særlig grund til at dispensere fra overskridelsen af anmeldelsesfristen, jf. lovens § 19, sidste punktum.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikrede som følge af hændelsen i juli 1979 var blevet opereret adskillige gange i løbet af 1980'erne i venstre hånd. Det havde således allerede kort tid efter skaden været klart, at der havde været tale om en kompliceret skade, og trods gentagne operationer var sikredes lidelse i form af neurom genopblusset. Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at sikrede ikke havde anført en rimelig begrundelse for, at hun først anmeldte tilfældet i august 1995 - det vil sige ca. 16 år efter hændelsen i juli 1979.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede i juli 1979 kom til skade under udførelse af arbejde, da hun fik en finger på venstre hånd i klemme i forbindelse med påsætning af en anhængers trækstang på en traktor. Tilfældet blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen ved anmeldelse i august 1995.

Ved vurderingen af, om der foreligger særlig grund til at dispensere fra anmeldelsesfristens overskridelse, lægges der efter praksis vægt på de forhold, der var gengivet i resuméet.

Ankestyrelsen vurderede, at der var tilstrækkelig dokumentation for, at sikrede havde været udsat for en arbejdsskade i juli 1979, hvor hun beskadigede en finger på venstre hånd.

Efter en konkret vurdering af de lægelige oplysninger fandt Ankestyrelsen, at der forelå ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem hændelsen i juli 1979, hvor sikrede beskadigede en finger på venstre hånd og hendes aktuelle gener i fingeren.

Endelig fandt Ankestyrelsen efter en konkret vurdering, at skaden måtte antages at ville have givet ret til erstatning, hvis den havde været anmeldt rettidigt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på en ortopædisk speciallægeerklæring fra 1998, hvor der ved objektiv undersøgelse var konstateret et ømt punkt ved nederste begrænsning af håndrodskanalen med elektrisk udladning til fingeren. Der var angivet lidt ændret følesans på tilstødende sider af pegefinger og ringfinger.

Med henvisning til sikredes oplysning i klagen om, at der resterede mere end blot beskedne gener, bemærkede Ankestyrelsen, at de nuværende gener ikke i sig selv kunne begrunde en dispensation fra den 1-årige anmeldelsesfrist, når der i øvrigt ikke forelå en rimelig begrundelse for fristoverskridelsen.