Sagen drejede sig om en 55-årig dement mand, som boede i eget hus sammen med sin hustru. Det var oplyst, at han var bevilget personlig og praktisk hjælp i form af et kontant tilskud efter servicelovens § 76, stk. 2 svarende til ca. 37 timer ugentligt.
Det var endvidere oplyst, at ansøgers hustru havde ansøgt kommunens handicapcenter om en aflastningsplads på et plejehjem for demensramte.
Kommunen kontaktede efterfølgende plejehjemmet for demensramte og fik oplyst, at der ikke på daværende tidspunkt var ledige aflastningspladser. Plejehjemmet oplyste imidlertid, at de ville have en plads til ansøger såfremt plejehjemmet fik tildelt ekstra personale. Det var således oplyst, at ansøger skulle have en person hos sig i dag og eftermiddagstimerne. Lederen af plejehjemmet foreslog i forlængelse heraf, at de allerede bevilgede 37 timers ugentlig hjælp efter servicelovens § 76, stk. 2 blev overflyttet til plejehjemmet under et eventuelt aflastningsophold.
Kommunen meddelte herefter ved afgørelse af 31. juli 2000 afslag på, at der kunne overføres timer bevilget som hjælp i hjemmet, idet hjælpen var møntet på løsning af praktiske opgaver samt personlig hjælp og pleje i hjemmet.
Kommunen ved handicapcentret bemærkede endvidere, at forvaltningen ikke kunne bevilge ekstra personaleressourcer til institutioner i sundhedsforvaltningens regi. Personaleudgifter til institutioner henhørende under sundhedsforvaltningen skulle således afklares i denne forvaltning.
Mandens hustru klagede efterfølgende over afslaget på overflytning af timer til aflastningsophold.
Det sociale nævn tiltrådte handicapcentrets afgørelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at det var forudsat, at ansøgers behov for personlig hjælp/pleje og praktisk hjælp blev tilgodeset under aflastningsopholdet på plejehjemmet.
Nævnet fandt ikke ved genvurderingen grundlag for at ændre afgørelsen. Nævnet bemærkede dog, at hjælp efter servicelovens § 76 ikke, efter nævnets opfattelse, nødvendigvis var begrænset til hjælp i hjemmet.
Nævnet fandt dog fortsat, at det ved aflastning i plejehjemsregi - i det konkrete tilfælde en aflastningsinstitution for demente - påhvilede plejehjemmet at sørge for fornødent personale.
Nævnet tilkendegav samtidig, at de havde stor forståelse for hustruens situation med deraf følgende behov for pause og nævnet opfordrede derfor hustruen til sammen med handicapcentret at drøfte andre former for afløsning/aflastning, der kunne muliggøre, at hun fik et tiltrængt pusterum.
I klagen fra ansøgers hustru var det bl.a. anført, at man ville forstå hustruens situation, hvis man havde prøvet at leve sammen med en dement. Demens er således mange ting. Ansøger led af frontal temporal demens. Det vil sige, at han var rastløs, gik rundt hele tiden, spurgte om de samme ting, idet sproget var meget begrænset. Det var endvidere oplyst, at ansøger led at inkontinens, at han havde brug for hjælp til næsten alt og at han ikke kunne klare at være alene.
Ansøgers hustru troede, at det var lykken da plejehjemmet åbnede og pralede med 12-13 aflastningspladser. Hun havde således en forventning om, at hendes ægtefælle ville kunne få en aflastningsplads således, at hun ville have mulighed for at få fri en uge en gang imellem.
Hustruen kontaktede herefter plejehjemmet, som imidlertid meddelte, at de ikke kunne tage ansvaret for ansøger, idet der ikke var ressourcer til at holde øje med at ansøger f.eks. ikke gik sin vej.
Hustruen vurderede derfor, at det ville være en fordel såfremt manden kunne få sine hjælpere med under et eventuelt aflastningsophold.
Det var afslutningsvist anført, at ansøger var godkendt til et plejehjem, men at der var lang ventetid.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt hjælp til personlig hjælp og pleje mv. efter servicelovens § 76, stk. 2, kan medtages under et aflastningsophold på plejehjem.
