Ankestyrelsens principafgørelse C-19-01

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 143

B kommune gav henholdsvis den 1. maj 1996, den 27. maj 1997 og den 4. marts 1998 refusionstilsagn overfor A kommune vedrørende udgifter i forbindelse med anbringelse af børn fra 3 familier udenfor hjemmet.

A kommune anmodede B kommune om refusion for udgifter til hjælp, ydet i perioden 1. januar til 31. december 1998, til familie 1's barn ved brev af 20 september 1999, til familie 2's barn ved brev af 22. september 1999, til familie 3's barn (for hjælp, ydet i perioden 1. april til 31. december 1998) ved brev af 20. september 1999 og til en 4. families barn ved brev af 15. september 1999.

B kommune meddelte afslag på at yde refusion vedrørende de fremsendte krav under henvisning til servicelovens § 143.

A kommune genfremsatte kravene og anførte, at der var tale om løbende sager med betalingstilsagn og dermed ikke sager, hvor der rejses krav i henhold til den tidligere lov om social bistand.

B kommune afviste påny kravene. Kommunen anførte bl.a., at bestemmelsen i servicelovens § 143 blev indsat for at få opgjort og afviklet krav efter den tidligere lovgivning.

A kommune indbragte herefter sagerne for det sociale nævn. A kommune anførte, at kommunen i de senere år havde haft den administrative praksis, at der i løbet af et kalenderår udsendes regninger til betalingskommuner, som vedrører det foregående kalenderår. Det anførtes, at denne arbejdsgang hidtil havde fungeret problemløst og havde været accepteret af kommunens samarbejdspartnere herunder B

kommune. A kommune redegjorde endvidere for, hvornår B kommune havde betalt refusionskrav vedrørende de fire anbragte børn.

Nævnet fandt, at B kommune ikke havde været berettiget til at afvise de af A kommune fremsatte refusionskrav under henvisning til servicelovens § 143. Nævnet var ikke enig i B kommune´s fortolkning af bestemmelsen.

Efter nævnets opfattelse førte en ordfortolkning sammenholdt med lovbemærkningerne til bestemmelsen til, at formålet med bestemmelsen havde været at indføre en forældelsesregel på 1 år, således at refusionskrav i afsluttede sager, jf. ordet "gamle" i bemærkningerne til lovforslaget, såvel efter tidligere lovgivning som efter bistandsloven, bortfaldt, hvis kravet ikke var rejst eller fremsat senest den 1. juli 1999.

B kommune klagede herefter til Ankestyrelsen. B kommune henviste til lovforarbejderne og anførte bl.a., at kommunen ønskede nærmere afklaret, om refusionskravet skal rejses ved fremsendelse af regning for afholdelse af faktiske udgifter uafhængig af, om der er tale om en ophørt eller løbende sag, og uanset om der tidligere er fastsat en generel refusionspligt.

Kommunen anførte endvidere, at loven ikke sondrer mellem løbende og ophørte sager og påpegede, at baggrunden for reglen var, at en kommune ikke skal være nødt til at vurdere kravets berettigelse ud fra et regelsæt, der ikke længere var gældende.

Kommunen anførte tillige, at § 143 er en overgangsregel, der skal forstås som en "stramning" af 3-årsfristen.

Afslutningsvist anførte kommunen, at det intetsteds i forarbejder mv. var forudsat, at løbende sager (efter den 1. juli 1998) ikke skulle være omfattet. Efter kommunens opfattelse måtte "gamle" sager, jf. lovbemærkningerne forstås som allerede eksisterende (sociale) sager, hvor der var et refusionsmellemværende fra bistandslovens tid. Kommunen påpegede, at betegnelsen "gamle" sager også indgår i lovbemærkningerne til retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4 og må forstås i samme betydning.

Nævnet genvurderede afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den. Nævnet var af den opfattelse, at formålet med bestemmelsen har været, at indføre en forældelsesregel på 1 år, således at refusionskrav i afsluttede sager, jf. ordet "gamle" i bemærkningerne til lovforslaget, såvel efter tidligere lovgivning som efter bistandsloven bortfaldt, hvis kravet ikke var rejst eller fremsat senest den 1. juli 1999. Nævnet fandt således ikke, at den særlige forældelsesregel i servicelovens § 143 finder anvendelse i løbende sager, hvor der er givet refusionstilsagn.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af rækkevidden af servicelovens § 143.

Ankestyrelsen fandt, at A kommunes eventuelle krav på refusion for udgifter efter bistandsloven for perioden 1. januar 1998 til 30. juni 1998 vedrørende anbringelse af børn fra 4 familier udenfor hjemmet var bortfaldet pr. 1. juli 1999 jf. servicelovens § 143.

Ankestyrelsen fandt ikke, at B kommune kunne afvise krav vedrørende ydelser til ovennævntes børn i perioden efter servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 under henvisning til servicelovens § 143, idet hjælp efter dette tidspunkt ikke længere kunne ydes efter bistandsloven.

Begrundelsen for afgørelsen om bortfald var, at A kommune først fremsatte kravene ved skrivelser af 15., 20. og 22. september 1999 modtaget i B kommune den 17., 22. og 24. september 1999.

Efter servicelovens § 143 skal krav mod en tidligere opholdskommune vedrørende udgifter til ydelser efter lov om social bistand være rejst eller fremsat senest et år efter servicelovens ikrafttræden.

Da serviceloven trådte i kraft den 1. juli 1998 jf. lovens § 139, bortfalder krav vedrørende udgifter efter bistandsloven, hvis kravet ikke er rejst eller fremsat senest 30. juni 1999.

Af bemærkningerne til lovforslaget (§ 143 hed i lovforslaget § 139) fremgår:

"For at undgå at gamle sager om mellemkommunal refusion kan tages op i en lang periode efter lovens ikrafttræden, stilles der forslag om at indsætte en forældelsesregel, hvorefter sådanne krav skal rejses senest 1 år efter lovens ikrafttræden. "

Ankestyrelsen fandt, at forståelsen af forarbejdernes tidsbegreb "i en lang periode" måtte ses i sammenhæng med reglen om 3-årig forældelse i den samtidige bestemmelse i lovforslagets § 125, stk. 5, (vedtaget som § 128, stk. 5 som en videreførsel af reglen i bistandslovens § 11, stk. 5 og siden igen videreført i den nugældende retssikkerhedslovs § 9a, stk. 4) hvorefter krav mod en tidligere opholdskommune skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Denne regel indebærer, at et mellemkommunalt refusionskrav i henhold til bistandsloven ville være forældet, hvis det ikke var fremsat senest den 30. juni 2001.

Stod reglen om 3-årig forældelse alene, ville det indebære, at der forsat måtte administreres efter en ophævet lovgivning i maksimalt 3 år, uanset om der var tale om løbende eller afsluttede sager, fordi reglen er knyttet til det tidspunkt, hvor hjælpen er ydet. Hjælp efter bistandsloven kunne senest ydes den 30. juni 1998.

3 år har i forarbejderne været opfattet som "en lang periode", som man har ønsket at skære ned til 1 år.

Hverken lov eller forarbejder sondrer mellem, om der er tale om afsluttede sager eller sager med en fortsat løbende refusionspligt.

Med bestemmelsen i § 143 blev der indført en obligatorisk og absolut frist for fremsættelse af refusionskrav i henhold til bistandsloven og tidligere lovgivning jf. ordlyden "krav . . . skal være rejst. . . senest 1 år efter lovens ikrafttræden".

Det forhold, at B kommune havde afgivet refusionstilsagn indebar ikke, at krav på refusion vedrørende ydelser efter bistandsloven var rejst eller fremsat. Hertil måtte efter almindelige formueretlige principper kræves meddelelse om det opgjorte krav.

Iøvrigt blev det bemærket, at det med reglen om 3-årig forældelse blev forudsat, at krav, i sager hvor hjælp ydes løbende, skal fremsættes løbende, hvis opholdskommunen ønsker fuld dækning for kravet.

Heller ikke det forhold, at B kommune måtte være bekendt med, at der ville komme et regningskrav for 1998, kunne føre til at kravet ansås fremsat rettidigt, idet loven indeholdt en absolut frist. Kommunerne fik med reglen i § 143 en frist på et år løbende fra sociallovsreformens ikrafttræden til

at finde gamle sager frem og rejse krav.

Der fandtes hverken efter en ordlydsfortolkning eller en formålsfortolkning af servicelovens § 143 støtte for at undtage refusionskrav efter bistandsloven i sager med fortsat løbende refusionspligt fra reglens anvendelsesområde. Der var derfor ikke grundlag for at foretage en sådan indskrænkende fortolkning af bestemmelsens anvendelsesområde.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.