Ankestyrelsens principafgørelse U-17-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 9, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 1 og § 10, stk. 1, nr. 2

Sagsfremstilling 1:

Sagen drejede sig om en 55-årig mand, der fra 1991 og i en periode på lidt over 2 år havde været ansat på en industrivirksomhed. Hans arbejde havde bestået i reparation af kraner. Under arbejdet havde han været udsat for store mængder røg og støv fra stålproduktionen. Han havde ligeledes været meget udsat, idet der i arbejdet var indgået rengøring af kraner, og idet han havde arbejdet i højden, hvor røggasserne samledes. Udsættelsen var beskrevet som massiv og usædvanlig høj.

Det forelå oplyst, at han i ansættelsesperioden havde mærket gener i form af ømmme muskler i arme, ben og ryg. Desuden klagede han over tiltagende hukommelsesproblemer. Der var i december 1999 foretaget en neuropsykologisk undersøgelse, hvorved der var fundet en reduktionstilstand i lettere grad.

Ifølge en speciallæge i neurologi fandtes symptomerne utvunget at kunne tilskrives udsættelsen for mangan støv, selv om ekspositionstiden havde været relativ kort.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om anerkendelse af manganforgiftning som erhvervssygdom.

Sagen blev hjemvist til Arbejdsskadestyrelsen til ny behandling og afgørelse, efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, med henblik på eventuel anerkendelse efter lovens § 9 nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Begrundelsen for afgørelsen om hjemvisning var at forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget efter Ankestyrelsens vurdering ikke kunne anses for at være udsigtsløs jf. § 10, stk. 3. Efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led kan en lidelse anerkendes som en arbejdsskade, hvis det godtgøres, at lidelsen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at der forelå oplysninger om udsættelse for mangan i en periode i 1991 og i 1992. Udsættelsen var beskrevet som massiv og usædvanlig høj. Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at der forelå oplysninger om, at manden havde symptomer, der var forenelige med en forgiftning efter udsættelse for mangan. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at den foreliggende beskrivelse af arbejdsforholdene ville være tilstrækkelig til at foretage en vurdering af, hvorvidt udsættelsen kunne anses for udelukkende eller i overvejende grad at være årsag til de nævnte symptomer.

Arbejdsskadestyrelsen blev derfor anmodet om, forinden sagen blev forelagt Erhvervssygdomsudvalget at søge udsættelsen nærmere dokumenteret med oplysninger fra virksomheden, dens sikkerhedsorganisation og bedriftssundhedstjeneste og desuden med oplysninger fra offentlige myndigheder eksempelvis Arbejdstilsynet.

Ankestyrelsen havde efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og lidelsens karakter ikke fundet et tilstrækkeligt grundlag for at anmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3, med henblik på mulig anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led.

Ankestyrelsen vurderede, at der på nuværende tidspunkt ikke forelå lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem den udsættelse og de symptomer, der var beskrevet i mandens sag. Ankestyrelsen fandt derfor, at en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led ville være udsigtsløs.

Den anmeldte lidelse i form af forgiftning efter udsættelse for mangan kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 1 og § 2, bilag 1, gruppe A, pkt. 7 i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Begrundelsen herfor var, at betingelserne efter fortegnelsen ikke var opfyldt, idet der hos manden ikke var konstateret rystelammelser (paralysis agitans) efter svær udsættelse for mangan.

Sag nr. 2 - 104985-00

Sagsfremstilling 2:

Sagen drejede sig om en 37-årig mand, som havde været ansat på en industrivirksomhed fra 1983 til 1999. Fra 1983 til 1994 havde manden arbejdet i rendehallen, hvor han havde været beskæftiget med montering og rengøring af render. Arbejdet havde været meget støvfyldt. Efter en 1-årig uddannelse til ståltekniker var han blevet ansat på strengstøbningen, hvor arbejdet havde bestået i kørsel med kran, truck og rengøring samt støbning. Manden mente sig under dette arbejde udsat for mangan dels via røg og støv i forbindelse med skeovnen, dels fra dampe fra de 2 skeer, som bliver kørt hen og parkeret i skehallen under strengstøbningen, og endelig i forbindelse med ophældning af den flydende stål i renden. Han havde desuden været voldsomt udsat for støv fra et manganlager placeret umiddelbart i forbindelse med rendehallen.

Om de helbredsmæssige forhold var det oplyst, at manden fra 1993 havde mærket træthed, smerter i led og muskler, og hukommelsen var blevet tiltagende dårlig. Ved neuropsykologisk undersøgelse i 1997 var der klinisk ikke fundet et dementielt præg, men i prøver for koncentration og hukommelse havde der været nedsatte resultater. Der havde desuden været tegn på let påvirkning af finmotorikken i hænderne.

Ifølge erklæring fra oktober 1999 fra speciallæge i neurologi var der beskrevet symptomer forenelige med de symptomer, der kan ses efter udsættelse for mangan. Det drejede sig om muskel- og ledgener samt intellektuel reduktion. Speciallægen havde tilrådet ny neuropsykologisk undersøgelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om anerkendelse af manganforgiftning som erhvervssygdom.

Sagen blev hjemvist til Arbejdsskadestyrelsen til ny behandling og afgørelse efter indhentelse af yderligere oplysninger om den arbejdsmæssige udsættelse for mangan og om helbredstilstanden.

Begrundelsen for afgørelsen om hjemvisningen var, at sagen efter Ankestyrelsens vurdering ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne tages stilling til om en forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter § 9, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, ville være udsigtsløs jf. stk. 3. Efter lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led kan en lidelse anerkendes som en arbejdsskade, hvis det godtgøres, at lidelsen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at der forelå oplysninger om udsættelse for mangan i omkring 16 år fra 1983 til 1999. Ankestyrelsen fandt dog ikke, at beskrivelsen af arbejdsforholdene var tilstrækkelige til at foretage en vurdering af udsættelsens karakter med henblik på anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr 2., 2. led. Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at der forelå oplysninger om, at manden havde symptomer forenelige med en forgiftning efter udsættelse for mangan. Ankestyrelsen fandt dog ikke, at de foreliggende oplysninger gav tilstrækkelig mulighed for at foretage en vurdering af symptomernes sværhedsgrad.

Arbejdsskadestyrelsen blev derfor anmodet om forinden der blev truffet ny afgørelse i sagen at søge udsættelsen nærmere dokumenteret med oplysninger fra virksomheden, dens sikkerhedsorganisation og bedriftssundhedstjeneste og desuden med oplysninger fra offentlige myndigheder eksempelvis Arbejdstilsynet. Arbejdsskadestyrelsen blev ligeledes anmodet om på ny at lade manden undersøge hos neuropsykolog.

Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at usikkerheden om oplysningsgrundlaget måtte afklares, før der kunne foretages en vurdering af, om sagen skulle forelægges for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, eller om forelæggelse måtte anses for udsigtsløs.

Ankestyrelsen havde efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og lidelsens karakter ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at anmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3, med henblik på mulig anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led.

Ankestyrelsen vurderede, at der på nuværende tidspunkt ikke forelå lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem den udsættelse og de symptomer, der var beskrevet i mandens sag. Ankestyrelsen fandt derfor, at en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led ville være udsigtsløs.

Den anmeldte lidelse i form af forgiftning efter udsættelse for mangan kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1 sammenholdt med § 1, og § 2, bilag 1, gruppe A, pkt. 7 i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Begrundelsen herfor var, at betingelserne efter fortegnelsen ikke var opfyldt, idet der hos manden ikke var konstateret rystelammelser (paralysis agitans) efter svær udsættelse for mangan.

Sag nr. 3 - j.nr. 104830-00

Sagsfremstilling 3:

Sagen drejede sig om en 52-årig mand, der havde været ansat på en industrivirksomhed fra 1971 til 1985. Det var oplyst, at manden havde arbejdet på skrotkajen, hvor han 1 til 2 gange hver 14. dag havde arbejdet med losning af skibe med mangan. Dette arbejde havde været ekstremt støvende, idet han var kørt ned i skibets last med bob-cat og havde skovlet materialerne ud, så de kunne blive hejst op med en kran.

Om de helbredsmæssige forhold var det oplyst, at han hyppigt havde følt sig sløj med hovedpine efter at have losset mangan, men ikke i en sådan grad at han havde meldt sig syg. Desuden var der i de sidste 2-3 år forud for undersøgelse i 1999 på arbejdsmedicinsk klinik udover periodevis hovedpine tilkommet symptomer i form af hoste, øget træthed og nedsat hukommelse. Ifølge neuropsykologisk undersøgelse var der fundet tegn på generel intellektuel reduktionstilstand. Endelig forelå det oplyst, at der havde været tale om et større alkoholforbrug i perioden 1971 til 1984.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om anerkendelse af manganforgiftning som erhvervssygdom.

Den anmeldte lidelse i form af forgiftning efter udsættelse for mangan kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1 sammenholdt med § 1, og § 2, bilag 1, gruppe A, pkt. 7 i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme, og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led, jf. stk. 3.

Begrundelsen for afgørelsen var, at betingelserne efter fortegnelsen ikke var opfyldt, idet der ikke var konstateret rystelammelser (paralysis agitans) efter svær udsættelse for mangan.

Begrundelsen var endvidere, at Ankestyrelsen efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag for at anmode Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget efter lovens § 10, stk. 3, med henblik på mulig anerkendelse efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Ankestyrelsen fandt, at det ville være udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led. Dette skyldtes, at der ikke på nuværende tidspunkt var lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem den udsættelse og de symptomer, der var beskrevet i sagen.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det ville være udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på mulig anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Dette skyldtes, at mandens arbejde efter Ankestyrelsens vurdering ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning, at det kunne antages at medføre en særlig risiko for udvikling af en forgiftning som følge af udsættelse for mangan.

Ankestyrelsen havde ved sin afgørelse lagt vægt på beskrivelsen af de arbejdsmæssige forhold, herunder at manden fra 1971 til 1985 havde været udsat for manganstøv 2-4 gange om måneden. Ankestyrelsen havde endvidere lagt vægt på de lægelige oplysninger, herunder at der var fundet symptomer i form af hovedpine og hoste, øget træthed og nedsat hukommelse. De nævnte symptomer var fremkommet inden for de seneste ca. 3 år, dog var hovedpinen også tilstede i forbindelse med arbejdet fra 1971 til 1985. Ankestyrelsen vurderede således, at mandens sygdomsbillede ikke var foreneligt med manganforgiftning. Ankestyrelsen havde tillige lagt vægt på oplysningen om, at manden havde haft et større alkoholforbrug i perioden 1971 til 1984.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at en overlæge havde vurderet, at mandens lidelse var arbejdsbetinget. Ankestyrelsen var af ovennævnte grunde ikke enig heri. Det blev bemærket, at Ankestyrelsen ikke var bundet af vurderinger fra speciallæger, og at Ankestyrelsen efter loven foretog en selvstændig bedømmelse i hver enkelt sag.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.