Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at der ikke var grundlag for at genoptage ansøgers sag om invaliditetsydelse på baggrund af Højesterets domspraksis på førtidspensionsområdet.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at Højesterets praksis navnlig vedrørte bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen med henblik på, hvilken grad af pension, der kunne tilkendes en ansøger, som opfyldte betingelserne for at få tilkendt førtidspension.
Efter Ankestyrelsens vurdering kunne denne praksis ikke uden videre anvendes i sager om tilkendelse af invaliditetsydelse, hvor ansøgeren netop ikke opfyldte betingelserne for at få tilkendt førtidspension, fordi hun uanset de helbredsmæssige forhold faktisk udførte erhvervsarbejde i betydeligt omfang.
Tilkendelse af invaliditetsydelse efter lovens § 18 forudsatte, at ansøgeren ville have ret til mindst mellemste førtidspension, såfremt hun ikke havde erhvervsarbejde. Det var også en betingelse, at helbredstilstanden medførte en nedsættelse af erhvervsevnen med omkring 2/3 i forhold til det konkrete arbejde, som hun udførte, og at hun således udførte en særlig indsats i betragtning af invaliditeten.
Ankestyrelsen fandt ikke, at ovennævnte betingelser for at tilkende invaliditetsydelse var opfyldt på tidpunktet for kommunens afgørelse den 3. november 1998.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgers helbredsmæssige problemer i form af træthed og besvær med koncentration og opmærksomhed efter Ankestyrelsens vurdering ikke medførte en sådan betydelig nedsættelse af erhvervsevnen i forhold til ansøgers arbejde som tale- og hørepædagog, hvor ansøger havde mulighed for selv at disponere sin arbejdstid og dermed i et vist omfang kunne tilrettelægge arbejdet under hensyn til sit helbred.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
