Ankestyrelsens principafgørelse C-58-01

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 97, stk. 1, § 98, stk. 1, § 98, stk. 3, § 98, stk. 4 og § 98, stk. 6

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 113, stk. 1, § 113, stk. 2, § 113, stk. 3, § 113, stk. 4, § 113, stk. 5 og § 112, stk. 1

Note:

*) Supplement til SM O-90-95

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - 350607-00

En 51-årig kvindelig frisør, som havde kronisk håndeksem som følge af kontakt med vand, sæbe og kemikalier, søgte kommunen om bevilling af stof- og gummihandsker. Det var i ansøgningen oplyst, at ansøger på grund af eksemlidelsen var nødt til at anvende handsker, således at hænderne kunne holdes tørre.

Kommunen meddelte afslag på de ansøgte handsker og lagde ved afgørelsen vægt på, at det ansøgte ikke faldt ind under servicelovens § 97.

I sagen forelå der bl.a. en udtalelse fra en behandlende speciallæge, som havde oplyst, at forebyggelse såvel på arbejde som i hjemmet i form af anvendelse af bomulds- og gummihandsker, kunne vurderes på samme måde som forebyggelse af venøse bensår med kompressionsstrømper. Det var endvidere anført, at ansøgers håndeksem formodentlig ville være kronisk tilstede, medmindre effektive foranstaltninger blev overholdt. Det vil sige anvendelse af handsker og creme.

Det fremgik af en udtalelse fra sygehuset, at ansøger anvendte creme og handsker i forbindelse med såvel arbejde som huslige gøremål i hjemmet. Handskerne var i forlængelse heraf en absolut forudsætning for at ansøger kunne fortsætte i sit fag som frisør.

Ansøger klagede efterfølgende over kommunens afslag.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til at få hjælp til udgifter til bomulds- og gummihandsker.

Nævnet lagde vægt på de lægelige oplysninger, hvoraf det fremgik, at ansøger havde kronisk håndeksem, og at det var nødvendigt, at hun anvendte handsker for at hun kunne udøve sit erhverv som frisør.

Nævnet fandt på denne baggrund, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 97, stk. 1. Nævnet fandt imidlertid, at bomulds- og gummihandsker er standardprodukter og derfor måtte anses for at være forbrugsgoder.

Efter servicelovens § 98, stk. 1, 1. pkt. yder kommunen hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 97, stk. 1, er opfyldt. Af hovedreglen i § 98, stk. 3 og stk. 4, fremgår henholdsvis, at der kun kan ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr., og at hjælpen udgør 50% af prisen for et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Nævnet fandt efter en helt konkret vurdering af ansøgers sag, at forbrugsgodet udelukkende fungerede som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, hvorfor hun var berettiget til de fulde anskaffelsesudgifter til det bedst egnede og billigste produkt, jf. servicelovens § 98, stk. 6 og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 19, stk. 3.

Nævnet oplyste efterfølgende i en supplerende udtalelse, at nævnet ved sin afgørelse havde fundet, at tilfældet var omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 19, stk. 3, og at der var tale om en kronisk tilstand hos pågældende, som indebar et kontinuerligt behov for de omhandlende handsker. Nævnet fandt på denne baggrund, at udgiften skulle vurderes som en løbende udgift, der over tid oversteg den i hjælpemiddelbekendtgørelsen § 19, stk. 4, anførte grænse på 500 kr.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at afgørelsen, efter forvaltningens opfattelse, havde principel betydning.

Kommunen vurderede, at bomulds- og gummihandskerne var omfattet af hjælpemiddel-bekendtgørelsens § 19, stk. 5, hvorefter der ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, og som normalt forefindes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Forvaltningen var således uenig i, at hjælpemiddelsbekendtgørelsens § 19, stk. 3 i den konkrete sag blev taget i anvendelse, idet ansøger var i stand til at udnytte handskerne efter sit formål som forbrugsgode, dvs. at produkterne kunne benyttes til andre formål end i forbindelse med pågældendes arbejde.

Forvaltningen gjorde endvidere gældende, at handsker er et helt almindeligt og normalt anvendt arbejdsredskab i forbindelse med frisørfaget og at dette derfor ikke skulle anvendes af ansøger på grund af hendes handicap.

Såfremt Ankestyrelsen var enig i nævnets afgørelse, anmodede kommunen Ankestyrelsen om at tage stilling til, hvordan 500 kr.´s reglen i den konkrete sag skulle administreres, idet handskerne skulle bevilges løbende.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen anmodede Ankestyrelsen Socialministeriet om at afgive en vejledende udtalelse om, hvorvidt der kan bevilges løbende udgifter som forbrugsgoder med hjemmel i servicelovens § 98 og anvendelse af minimumsreglen i § 98, stk. 3 i forbindelse hermed. Eller om eventuelle løbende udgifter i givet fald kan være merudgifter ved forsørgelsen efter servicelovens § 84.

Socialministeriet oplyste hertil, at der som udgangspunkt kun ydes hjælp efter servicelovens § 98, når udgiften i den enkelte ydelsessituation overstiger 500 kr. Der kan dog i den enkelte ydelsessituation være behov for mere end et forbrugsgode. I sådanne situationer lægges den samlede udgift til grund.

Ankestyrelsen havde endvidere ved telefonisk henvendelse til kommunen fået oplyst, at ansøger havde fået udbetalt henholdsvis 691 kr. den 8. december 2000 og 815 kr. den 5. august 2001 til anskaffelse af handsker.

Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan bevilges løbende udgifter til gummi- og bomuldshandsker som forbrugsgoder med hjemmel i servicelovens § 98 og anvendelse af minimimsreglen i § 98, stk. 3 i forbindelse hermed. Eller om en sådan udgift eventuelt kan bevilges i medfør af servicelovens § 84.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til at få hjælp til de ansøgte bomulds- og gummihandsker. Ankestyrelsen fandt, at der kan bevilges hjælp til løbende udgifter til forbrugsgoder efter servicelovens § 98 . Ankestyrelsen fandt endvidere, at der kan ydes hjælp til løbende udgifter til forbrugsgoder såfremt udgifterne til det konkrete behov inden for en overskuelig/rimelig periode er over 500 kr., jf. lovens § 98, stk. 3, og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 19, stk. 4.

Begrundelsen for afgørelsen var, at servicelovens § 98 om forbrugsgoder og den tilhørende hjælpemiddelbekendtgørelse ikke undtager forbrugsgodeprodukter der dækker et behov for et løbende forbrug.

Begrundelsen var videre, at det ikke er reguleret i lovens § 98, stk. 3 eller § 19, stk. 4 i hjælpemiddelbekendtgørelsen, hvorledes bagatelgrænsen på 500 kr. skal opgøres, når der er tale om forbrugsgoder der medfører løbende udgifter til et løbende forbrug.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger havde en varigt nedsat fysisk funktionsevne og at de ansøgte handsker var nødvendige med henblik på i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse, ligesom de ansøgte handsker var nødvendige for at ansøger kunne udøve sit erhverv, jf. servicelovens § 97, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at de ansøgte bomulds- og gummihandsker måtte betragtes som forbrugsgoder, jf. servicelovens § 98 og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at servicelovens § 98 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder mv. ikke ses at tage direkte stilling til spørgsmålet om hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder i form af løbende ydelser.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der, ifølge servicelovens § 97 om hjælpemidler og bestemmelsens forarbejder, må antages at være hjemmel til at yde hjælp efter lovens § 97 i form af et løbende forbrug af hjælpemidler, og at der ikke, ifølge forarbejderne til servicelovens § 98, synes at være tilsigtet en begrænsning i forhold til lovens § 97 for såvidt angår muligheden for også at få hjælp til udgifter til et løbende forbrug af forbrugsgoder.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der i følge servicelovens § 98, stk. 3 kan ydes hjælp til forbrugsgoder såfremt udgiften er over 500 kr. Det fremgår endvidere af § 19, stk. 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder mv., at der kun ydes hjælp til forbrugsgoder såfremt udgiften i den enkelte ydelsessituation overstiger 500 kr. Ankestyrelsen fandt ikke, at det af disse bestemmelser kan udledes, hvorledes udgifterne til et løbende forbrug skal opgøres i forhold til bagatelgrænsen på 500 kr. Ankestyrelsen vurderede derfor med baggrund i lovens intentioner og rimelighedsbetragtninger, at der i forhold til bagatelgrænsen på 500 kr. kan stilles krav om, at de løbende udgifter til det konkrete behov inden for en overskuelig/rimelig periode udgør over 500 kr.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at ansøger, ifølge de foreliggende oplysninger, på grund af eksemlidelsen havde brug for at anvende de ansøgte handsker ved enhver kontakt med vand, sæbe og andre kemikalier.

Ankestyrelsen fandt derfor, at de ansøgte handsker, på baggrund af en konkret vurdering, udelukkende måtte antages at fungere som et hjælpemiddel for ansøger og fandt derfor, at ansøger var berettiget til at få dækket de fulde anskaffelsesudgifter til det bedst egnede og billigste produkt, jf. lovens § 98, stk. 6 og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 19, stk. 3.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Det blev bemærket, at Ankestyrelsen, på baggrund af de foreliggende oplysninger, fandt at forbruget af handsker inden for en overskuelig/rimelig periode oversteg 500 kr., jf. servicelovens § 98, stk. 3 og § 19, stk. 4 i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - 350078-01

En 57-årig tidligere kantstenshugger, som hele året havde hyppige dobbeltsidige anfald af hvide fingre (Mb. Raynaud), søgte kommunen om bevilling af handsker med varme. Det vil sige særlige radiatorhandsker med indbyggede lommer, hvori der skulle anvendes kemikaliepuder.

Kommunen meddelte efterfølgende, at ansøger kunne få bevilget et par handsker á 249 kr. og 1 sæt (6 stk. ) kemikaliepuder á 39,75 kr. efter servicelovens § 97.

Det blev samtidig oplyst, at kommunen anså yderligere køb af kemikaliepuder som en driftsudgift og at der normalt ikke efter servicelovens § 97 ydes hjælp til dækning af driftsudgifter.

Kommunen havde forud for deres afgørelse indhentet oplysninger om de ansøgte handsker fra handskernes producent. Kommunen havde herved fået oplyst, at kemikaliepuderne indeholdt et metalpulver som, når der kom ilt til, ville starte en rustningsproces, der udviklede varme. Hvor meget varme der herefter ville blive udviklet afhang af hvor meget ilt der kom til. Hvis puderne blev lagt i almindelige strikhandsker, hvortil der ville komme meget ilt, ville de udvikle stor varme og kemikaliepuderne ville hurtigt blive opbrugt. Hvis de derimod blev lagt i et par gummihandsker, ville der slet ikke blive udviklet varme.

Det blev tillige oplyst, at de ansøgte handsker var lavet til jagt og fiskeri. Man kunne således også få varmeafgivende såler, lændebælter og kasketter.

Ansøger klagede efterfølgende over kommunens afslag på bevilling af yderligere kemikaliepuder. I klagen var det bl.a. anført, at ansøger efterfølgende var blevet opmærksom på, at han burde have søgt om at få kemikaliepuderne bevilget som et hjælpemiddel i stedet for de ansøgte handsker. De bevilgede handsker var således intet værd uden de tilhørende kemikaliepuder. Ansøger anmodede derfor kommunen om at revurdere den oprindelige ansøgning om hjælp til varmehandsker således at kemikalierne i stedet blev opfattet som hjælpemidlet.

Kommunen revurderede efterfølgende deres tidligere trufne afgørelse. Kommunen anførte i den forbindelse, at de ansøgte kemikaliepuder ikke, efter kommunens vurdering, kunne opfattes som et hjælpemiddel, idet de var fremstillet til brug i specielle handsker til jagt og fiskeri. Kommunen opfattede derfor fortsat de ansøgte puder som en driftsudgift.

Kommunen anførte samtidig, at de var blevet opmærksom på, at handskerne skulle have været bevilget som et forbrugsgode efter servicelovens § 98 og ikke som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97.

Det sociale nævn tiltrådte efterfølgende kommunens afslag på bevilling af yderligere varmepuder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at kommunen på grund af ansøgers karlidelse havde bevilget ansøger hjælp til anskaffelse af en særlig slags handsker, som normalt blev anvendt til jagt og fiskeri. Der var tale om handsker af et særligt materiale og med indvendige rum til isættelse af varmeafgivende kemikaliepuder. Nævnet konstaterede, at kommunen havde betragtet handskerne som et hjælpemiddel. Nævnet fandt imidlertid, at handsker som de pågældende, som blev forhandlet i sportsforretninger til almen anvendelse ved friluftsliv, skulle betragtes som et forbrugsgode fremfor et hjælpemiddel.

Ovennævnte sondring var imidlertid uden betydning for spørgsmålet om eventuel hjælp til kemikaliepuder til indlæggelse i handskerne med henblik på varmeafgivelse. Nævnet fandt, at de pågældende kemikaliepuder skulle betragtes som et driftsmiddel og derfor en driftsudgift til handskerne. Der kan efter lovgivningen og socialministeriets vejledning generelt ikke ydes støtte til driftsmidler.

Med hensyn til ansøgers bemærkninger om at ændre ansøgningen om varmeafgivende kemikaliepuder til brug i handsker (driftsmiddel) til en ansøgning om kemikaliepuder som det egentlige hjælpemiddel, så fandt nævnet som kommunen ikke, at ansøger herved kunne opnå ret til bevilling. Nævnet fandt ikke, at kemikaliepuderne som sådan kunne opfattes som et selvstændigt hjælpemiddel, da puderne var beregnet til brug i specielle beklædningsgenstande mv.

Nævnet bemærkede afslutningsvist, at der udover hjælpemiddelbestemmelserne er andre bestemmelser i den sociale lovgivning, som i visse situationer og under bestemte forudsætninger giver mulighed for bevilling af hjælp til udgifter, som vedrører behandling eller afhjælpning af helbredsmæssige gener. Ansøger blev derfor opfordret til at henvende sig til kommunen med henblik på nærmere oplysning herom.

I ansøgers klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ved at bevilge ansøger både handsker og kemikalier medens han var i arbejdsprøvning havde erkendt, at han havde brug for at holde fingrene varme for at kunne fungere i hverdagen.

Det var i forlængelse heraf anført, at ansøger kun kunne få varmen ved, at der blev bevilget de fornødne kemikalier. At kemikalierne normalt, som påstået af kommunen, var specialfremstillet til jagt og fiskeri, havde efter ansøgers opfattelse ikke noget som helst med sagen at gøre. De ansøgte kemikalier var således det eneste kendte middel, der kunne bruges til at holde fingrene varme og derved holdt ansøger smertefri.

De bevilgede handsker uden kemikalier var derimod ikke bedre end de handsker ansøger selv havde og derfor virkningsløse medmindre der samtidig blev bevilget kemikaliepuder. I det omfang ansøger således ikke kunne få bevilget kemikaliepuderne kunne de allerede bevilgede handsker returneres til kommunen.

Ansøger havde i forlængelse af sidstnævnte oplyst, at kemikaliepuderne i øvrigt sagtens kunne bruges sammen med ansøgers egne handsker, såfremt handskerne blev forsynet med lille pose, som kemikalierne kunne puttes i.

Ansøger havde som bilag til klagen, vedlagt et journalark fra sygehuset, en speciallægeerklæring og en udtalelse fra sin egen læge. Det fremgik bl.a. af sidstnævnte udtalelse at lægen anbefalede, at ansøger blev bevilget hjælp i form af kemikaliepuder til afhjælpning af sine hvide fingre. Det blev samtidig oplyst, at ansøger havde permanent brug for varmelegemerne, som kostede ca. 6-7 kr. pr. dag.

Under behandlingen af sagen indhentede Ankestyrelsen telefoniske oplysninger fra en forretning som solgte jagt- og fiskeriudstyr, herunder de ansøgte kemikaliepuder.

Ankestyrelsen fik herved oplyst, at de ansøgte handsker med indbygget lomme til kemikaliepuder meget ofte blev solgt til personer, som ikke samtidig ønskede at anvende kemikaliepuder. Handskerne var således - isoleret set - af meget høj kvalitet med hensyn til såvel materiale som evnen til at holde fingrene varme (uden varmepuder). Ankestyrelsen fik endvidere oplyst, at kemikaliepuderne formodentlig oftest blev købt med henblik på anvendelse i de dertil indrettede handsker. Det kunne dog ikke udelukkes, at nogle købere anvendte puderne uden handsker eller sammen med andre (egne) handsker.

Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af, hvorvidt udgifter til kemikaliepuder til opvarmning af handsker skulle anses for at være en driftsudgift, hvortil der ikke kan ydes støtte efter servicelovens § 98, jf. § 5, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

____________________________________________________

Ankestyrelsen fandt, at ansøger havde ret til at få hjælp til sit løbende forbrug af kemikaliepuder til handsker - til afhjælpning af ansøgers hvide fingre - som forbrugsgoder efter servicelovens § 98. Ankestyrelsen fandt endvidere, at der kan ydes hjælp til løbende udgifter til forbrugsgoder, såfremt udgifterne til det konkrete behov inden for en overskuelig/rimelig periode er over 500 kr., jf. lovens § 98, stk. 3 og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 19, stk. 4.

Begrundelsen for afgørelsen var, at de ansøgte kemikaliepuder måtte betragtes som et selvstændigt forbrugsgode og at servicelovens § 98 og den tilhørende hjælpemiddelbekendtgørelse ikke undtager forbrugsgodeprodukter, der dækker et behov for løbende forbrug.

Begrundelsen var videre, at det ikke er reguleret i lovens § 98, stk. 3 eller § 19, stk. 4 i hjælpemiddelbekendtgørelsen, hvorledes bagatelgrænsen på 500 kr. skal opgøres, når der er tale om forbrugsgoder, der medfører løbende udgifter til et løbende forbrug.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger havde en varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af lidelsen Mb. Raynaud (hvide fingre) og at de ansøgte kemikaliepuder var nødvendige med henblik på i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse, jf. servicelovens § 97, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at ansøger havde fået bevilget et par Seeland handsker med 6 stk. kemikaliepuder som forbrugsgoder efter servicelovens § 98.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at de ansøgte kemikaliepuder og de allerede bevilgede handsker af mærket Seeland, ifølge de foreliggende oplysninger, kunne anvendes både sammen og hver for sig. Det var således oplyst, at de allerede bevilgede handsker ofte blev anvendt uden varmepuder, idet handskerne havde en god evne til at holde fingrene varme uden anvendelse af kemikaliepuder og at kemikaliepuderne kunne anvendes alene uden samtidig anvendelse af de allerede bevilgede handsker eller sammen med andre handsker.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at servicelovens § 98 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder mv. ikke ses at tage direkte stilling til spørgsmålet om hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder i form af løbende ydelser.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der, i følge servicelovens § 97 om hjælpemidler og bestemmelsens forarbejder, må antages at være hjemmel til at yde hjælp efter lovens § 97 i form af et løbende forbrug af hjælpemidler og at der ikke, i følge forarbejderne til servicelovens § 98, synes at være tilsigtet en begrænsning i forhold til lovens § 97 for såvidt angår muligheden for også at få hjælp til udgifter til et løbende forbrug af forbrugsgoder.

Ankestyrelsen lagde herudover vægt på, at der i følge servicelovens § 98, stk. 3 kan ydes hjælp til forbrugsgoder såfremt udgiften er over 500 kr. Det fremgår endvidere af § 19, stk. 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder mv., at der kun ydes hjælp til forbrugsgoder såfremt udgiften i den enkelte ydelsessituation overstiger 500 kr. Ankestyrelsen fandt ikke, at det af disse bestemmelser kan udledes, hvorledes udgifterne til et løbende forbrug skal opgøres i forhold til bagatelgrænsen på 500 kr. Ankestyrelsen vurderede derfor med baggrund i lovens intentioner og rimelighedsbetragtninger, at der i forhold til bagatelgrænsen på 500 kr. kan stilles krav om, at de løbende udgifter til det konkrete behov inden for en overskuelig/rimelig periode udgør over 500 kr.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at de ansøgte kemikaliepuder til det konkrete behov, på baggrund af en konkret vurdering, udelukkende måtte antages at fungere som et hjælpemiddel for ansøger og fandt derfor, at ansøger var berettiget til at få dækket de fulde anskaffelsesudgifter til det bedst egnede og billigste produkt, jf. lovens § 98, stk. 6 og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 19, stk. 3.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og tilbagesendte sagen til kommunen med henblik på, at kommunen tog stilling til omfanget af ansøgers behov for kemikaliepuder.

Det blev bemærket, at Ankestyrelsen, på baggrund af de foreliggende oplysninger, fandt at forbruget af kemikaliepuder til den ansøgte anvendelse inden for overskuelig/rimelig tid oversteg 500 kr., jf. servicelovens § 98, stk. 3 og § 19, stk. 4 i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - 350003-01

En 67-årig mand, som anvendte benprotese, søgte kommunen om at få bevilget Duodermplastre til afhjælpning af sine problemer med at benprotesen gnavede i lysken.

Det fremgik af sagen, at ansøger havde fået ambuteret sit ene ben i 1960, hvorefter han havde haft adskillige benproteser. I de seneste år havde han imidlertid fået problemer med at protesen gnavede i lysken på inder- og bagside af låret med sårdannelse tilfølge. Man havde forsøgt at skifte protese og protesemateriale flere gange uden at det havde afhjulpet ansøgers gener. Ansøgers hudlæge havde herefter ingen andre behandlingsforslag end anvendelse af Duoderm.

Det fremgik af sagen, at ansøger tidligere havde fået udleveret Duodermplastre og hjælp til skiftning heraf af hjemmesygeplejen. Hjemmesygeplejen havde imidlertid forud for ansøgningen oplyst, at de ikke længere ville udlevere plastrene, idet ansøger ikke længere havde brug for sygeplejefaglig assistance i forbindelse med udskiftning af plastrene.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om Duodermplastre. Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at Duoderm ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel men som et behandlingsmiddel, og at der ikke er hjemmel i servicelovens § 97 til at bevilge behandlingsudgifter.

Ansøger klagede efterfølgende over kommunens afslag.

Det sociale nævn pålagde herefter kommunen at oversende sagen til amtskommunen til behandling og afgørelse.

Nævnet fandt det således, på baggrund af de lægelige oplysninger samt de fremsendte fotos, godtgjort, at ansøger havde en eksematiserende hudlidelse svarende til indersiden og bagsiden af låret. Denne skavank kunne skyldes flere ting. Den kunne skyldes mangelfuld tilpasning af protesen, men kunne også skyldes en allergisk reaktion overfor protesematerialet. Hensigten med Duoderm var formentlig dels at beskytte mod protesens gnaven, og dels at skabe et fugtigt miljø i det eksematiserede område således at det ikke så let blev udsat for revner, fissurer og gnavsår.

På den baggrund fandt nævnet, at det ikke kunne afvises, at Duodermplastret kunne anses som et hjælpemiddel og efter nævnets opfattelse som en integreret del af protesen. Duoderm var således ifølge det oplyste en betingelse for protesens brugbarhed.

Efter servicelovens § 97, stk. 2, nr. 2 yder amtskommunen støtte til arm- og benproteser.

Kommunen havde således ikke haft kompetence til at behandle ansøgningen om Duodermplaster, hvorfor den af kommunen trufne afgørelse var ugyldig.

Nævnet bemærkede afslutningsvist, at nævnet ikke ved afgørelsen havde taget stilling til, hvorvidt ansøger opfyldte betingelserne for at få hjælp til Duoderm-plaster.

Amtskommunen gav efterfølgende afslag på ansøgningen og henviste til at hudproblemerne var opstået de seneste år, og fandt af den grund at plastret ikke efter lovgivningen var en integreret del af protesen.

Ansøger klagede over amtskommunens afslag.

Det sociale nævn ændrede amtskommunens afgørelse og pålagde amtskommunen, at bevilge ansøger støtte til Duodermplaster efter servicelovens § 97, stk. 2.

Nævnet fandt således fortsat, som anført i nævnets tidligere afgørelse, at hensigten med Duodermplastret var at beskytte mod protesens gnaven og samtidig skabe et fugtigt miljø i det eksematiserede område, således at det ikke så let blev udsat for revner, fissurer og gnavsår.

Nævnet fandt herefter, at Duodermplastret måtte anses som en integreret del af protesen, idet brugen af plastret var en forudsætning for protesens brugbarhed.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger efter det oplyste ikke havde fået tilbudt alternative løsninger på sit problem med protesen. Efter det oplyste havde det ikke været muligt, at få afklaret, om valget af protesemateriale var skyld i generne, ligesom der tilsyneladende ikke var mulighed for en bedre tilpasning af protesen.

Amtskommunen klagede herefter over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at amtskommunen gerne ville have sagen prøvet ved Ankestyrelsen for at få en mere principel afgørelse af spørgsmålet.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen havde ansøger telefonisk bl.a. oplyst, at han købte plastre 2 gange årligt svarende til en samlet udgift på 570 kr.

Ankestyrelsen havde endvidere, ved telefonisk henvendelse til ansøgers forhandler af Duodermplastret, fået oplyst, at plastret kunne erhverves på alle apoteker.

Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af, hvorvidt det ansøgte Duoderm-plaster måtte anses for at være et behandlingsmiddel eller et hjælpemiddel, hvortil der kunne ydes støtte efter servicelovens § 97. Sagen blev således antaget som supplement til SM 0-90-95, hvorefter der ikke kunne ydes støtte til hudpræparatet Compeed/Duoderm, idet præparatet måtte betragtes som et behandlingsmiddel og ikke som et hjælpemiddel.

__________________________________________________

Ankestyrelsen fandt, at ansøger havde ret til få bevilliget det ansøgte Duoderm plaster til anvendelse i forbindelse med sin benprotese som et forbrugsgode, jf. servicelovens § 98, jf. § 1, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen fandt, at det ansøgte Duoderm plaster i den konkrete situation ikke kunne betragtes som et behandlingsmiddel men måtte betragtes som et forbrugsgode i henhold til servicelovens § 98. Ankestyrelsen fandt ikke, at Duoderm plastret var en integreret del af ansøgers benprotese.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger havde anvendt benprotese siden 1960 og at han i flere år havde haft problemer med at protesen gnavede på inder- og bagside af låret med sårdannelse tilfølge. Det var oplyst, at ansøger havde skiftet protese og protesemateriale flere gange uden at dette havde afhjulpet generne. I 1997 kontaktede ansøger en hudlæge, som ikke havde nogen behandlingsforslag udover fortsat anvendelse af Duoderm. Det fremgik i forlængelse heraf af en udtalelse fra en sygeplejeklinik, at ansøger selv klarede skiftningen af Duodermen og at han således ikke havde behov for sygeplejefaglig assistance.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger havde en varigt nedsat fysisk funktionsevne, jf. servicelovens § 97, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det ansøgte Duoderm plaster, efter en konkret vurdering, var nødvendig med henblik på i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne, og derved i væsentlig grad lette hans daglige tilværelse, jf. servicelovens § 97, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger, ifølge de foreliggende oplysninger, havde permanent brug for at anvende Duoderm plastret sammen med benprotesen, idet protesen gnavede på inder- og bagside af låret. Duoderm plastret skulle således afhjælpe følger opstået i forbindelse med anvendelsen af en allerede bevilget benprotese.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ikke havde været muligt, at afhjælpe ansøgers gener på anden måde, herunder ved eventuelle tilretninger af protesen.

Det indgik videre i vurderingen, at ansøger selv var instrueret i brugen af plastret og at han således ikke havde brug for sygeplejefaglig assistance i forbindelse med anvendelse af plastret.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at ansøger, i følge de foreliggende oplysninger, havde anvendt benprotese i flere år uden samtidig anvendelse af Duoderm plaster. Ankestyrelsen vurderede herefter ikke, at det ansøgte plaster kunne anses for at være en integreret del af den tidligere bevilgede benprotese.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og tilbagesendte sagen til kommunen med henblik på at kommunen som 1. instans tog stilling til omfanget af det ansøgte behov for Duoderm plaster fremover.

Det blev bemærket, at Ankestyrelsen, på baggrund af de foreliggende oplysninger, fandt at forbruget af plastret til den ansøgte anvendelse inden for en overskuelig/rimelig periode oversteg 500 kr., jf. servicelovens § 98, stk. 3 og § 19, stk. 4 i hjælpemiddelbekendtgørelsen.