Ankestyrelsens principafgørelse C-62-01

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

02-12-2011

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 1, § 71 og § 75

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 83 og § 88

Note:

Afløst af 221-11

Sagen drejede sig om en på ansøgningstidspunktet 67-årig kvinde, der led af knogleskørhed og havde haft flere sammenfald i ryggen. Ansøgerens ene knæskal var desuden bortopereret, og det ene ben var lidt ustabilt.

Ansøgeren flyttede sammen med sin ægtefælle i marts 2000 til et etplanshus. Inden flytningen modtog ansøgeren hjælp til rengøring hver 14. dag, da det tidligere hjem var upraktisk.

Efter flytningen revurderede kommunen ansøgerens behov for praktisk hjælp i hjemmet.

Det fremgik af kommunens visitationsvurdering, at ansøgeren kun måtte løfte et kg, og at hun færdedes inden døre med rollator. Ansøgeren var selvhjulpen med daglig personlig pleje, men fik hjælp af ægtefællen ved et ugentligt bad. Ægtefællen, der på ansøgningstidspunktet var 53 år, rask og havde fuldtidsarbejde som tømrer, klarede stort set alle funktioner i hjemmet, herunder indkøb, madlavning, tøjvask og havearbejde mv.

Det fremgik videre, at ansøgeren i forbindelse med revurderingen af behovet for praktisk hjælp blev orienteret om hjælpemidler, bl.a. arbejdsstol og lign. , og at hun kunne rette henvendelse til kommunen, hvis hun ønskede besøg vedrørende hjælpemidler. Der blev desuden tilbudt hjælp til bad, men ansøgeren ønskede pt. selv at klare dette med ægtefællens hjælp.

Kommunen gav afslag på hjælp til rengøring under henvisning til, at der ikke kunne ydes hjælp til rengøring, når der var en rask ægtefælle i husstanden. Kommunen skønnede, at der ikke var særlige forhold i hjemmet, der kunne begrunde en fravigelse fra det generelle serviceniveau.

Afslaget på hjælp blev indbragt for kommunens klageråd, der meddelte, at rådet ikke havde mulighed for at ændre kommunens afgørelse, der var truffet i overensstemmelse med de gældende regler.

Sagen blev herefter indbragt for det sociale nævn.

I denne forbindelse aflagde en af kommunens medarbejdere et nyt besøg hos ansøgeren, hvor det bl.a. blev oplyst, at ansøgeren gik med næsten normal ganghastighed med rollator. Ansøgeren kunne ikke klare trappegang, men kunne komme udendørs ved hjælp af rampe. Det fremgik desuden, at ansøgeren hentede mad og drikkevarer i køkkenet, men ikke udførte funktioner i husholdningen.

Det fremgik videre af sagen, at ansøgerens læge havde oplyst, at ansøgeren led af følger efter flere sammenfald i ryggen. Ansøgeren kunne kun stå i kortere tid, hvorefter hun fik smerter. Der var oplagte skånehensyn, og ansøgeren modtog meget smertestillende medicin.

Nævnet traf afgørelse om, at ansøgeren efter en konkret vurdering fandtes at være berettiget til hjælp til rengøring.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle var vanskeligt stillet som følge af, at ansøgeren af helbredsmæssige grunde var forhindret i at udføre opgaver i hjemmet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen havde tilbudt hjælp til personlig pleje til ansøgeren, men at ægtefællen selv varetog denne opgave, og at ansøgeren og ægtefællen fandt, at de ville have større gavn af hjælp til rengøring.

Nævnet hjemviste herefter sagen til kommunen til udmåling af hjemmehjælp til rengøring.

Nævnets afgørelse blev indbragt for Ankestyrelsen af kommunen, der anførte, at sagen havde generel betydning, da afgørelsen ikke alene havde betydning for den konkrete sag, men også for andre sager.

Kommunen henviste bl.a. til, at ansøgeren selv klarede af- og påklædning, men fik hjælp af ægtefællen til at komme i bad. Kommunen havde tilbudt hjælp til bad under forudsætning af, at der indrettedes brusebad i stedet for karbad. Dette havde ansøgeren afslået og i stedet ønsket hjælp til rengøring. Kommunen afslog hjælp til rengøring, da der ikke skønnedes at være særlige forhold i hjemmet, der kunne begrunde en fravigelse af kommunens generelle serviceniveau, hvorefter der ikke kunne ydes hjælp til rengøring i hjem, hvor der var en rask voksen i husstanden - mand eller kvinde. Kommunen fraveg reglen om hjælp til rengøring i hjem i tilfælde, hvor en rask ægtefælle ydede omfattende hjælp til personlig pleje. Kommunen havde ikke skønnet, at dette var tilfældet i den pågældende sag.

Kommunen oplyste videre, at ansøgerens ægtefælle klarede stort set alle funktioner i hjemmet - indkøb, madlavning, tøjvask, havearbejde mv. Hvis ansøgeren boede alene, ville det forventes, at hun med hjælpemidler som arbejdsstol og lign. selv kunne klare lette funktioner i køkkenet. Der var tilbudt hjælpemidler til at gøre ansøgeren mere selvhjulpen i dagligdagen.

Kommunen anførte, at hvis nævnets afgørelse om, at der skulle udmåles hjælp til rengøring, når én af ægtefællerne ikke kunne udføre praktiske opgaver i hjemmet, fastholdtes, ville det få betydning i en lang række andre sager, hvor raske mandlige ægtefæller klagede over, at der ikke kunne ydes hjælp til rengøring, fordi hustruen af helbredsmæssige årsager ikke længere var i stand til at varetage de praktiske opgaver.

Ankestyrelsen behandlede sagen i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken betydning det kan have for vurderingen af en persons behov for hjælp til praktiske opgaver i hjemmet efter servicelovens § 71, jf. § 75, at der er en rask ægtefælle, som er i stand til at udføre opgaverne, herunder en vurdering af spørgsmålet om tilsidesættelse af kommunens skøn, jf. retssikkerhedslovens § 69.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse om, at ansøgeren ikke var berettiget til praktisk hjælp til rengøring efter servicelovens § 71, jf. § 75 sammenholdt med retssikkerhedslovens § 69.

Ankestyrelsens begrundelse var, at kommunen ved afgørelsen om praktisk hjælp i hjemmet var berettiget til at tage hensyn til, i hvilket omfang ansøgerens ægtefælle var i stand til at varetage opgaver i hjemmet, jf. kommunens generelle serviceniveau, hvorefter der ikke ydedes hjælp til rengøring i hjem, hvor der var en rask voksen i husstanden - mand eller kvinde. Kommunen fraveg dette i tilfælde, hvor den raske ægtefælle ydede omfattende hjælp til personlig pleje.

Ankestyrelsen begrundede desuden afgørelsen med, at kommunen ved den konkrete afgørelse om praktisk hjælp til rengøring havde lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle på 53 år var rask og havde mulighed for at varetage rengøringen i hjemmet. Ansøgeren klarede selv den personlige pleje bortset fra et ugentligt bad, hvor hun fik hjælp af ægtefællen. Ansøgeren var desuden vejledt om/tilbudt hjælpemidler til at blive mere selvhjulpen i hverdagen.

Ankestyrelsen lagde bl.a. vægt på formålsbestemmelsen i servicelovens § 1, stk. 3, hvorefter hjælpen efter loven bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.

Ankestyrelsen henviste endvidere til Socialministeriets vejledning af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. Af pkt. 60 fremgår, at kommunen ved vurderingen af det konkrete behov for personlig og praktisk hjælp skal bedømme ansøgerens samlede situation, og at der bl.a. skal tages hensyn til ansøgerens samlede netværk, idet det forudsættes, at eventuelle øvrige medlemmer af husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsens afgørelse indebar, at den praktiske hjælp, som kommunen havde ydet efter nævnets afgørelse, skulle ophøre. Ankestyrelsen fandt, at dette, jf. § 72, stk. 5, i retssikkerhedsloven, kunne ske med virkning fra udgangen af november 2001.