Ankestyrelsens principafgørelse P-3-01

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 385 af 26. maj 2000 - § 20a

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 24

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 601041-00

Ansøger, som var født i 1948, var udgået af skolens 7. klasse, havde ingen egentlig erhvervsuddannelse, og havde de sidste 10 år indtil endelig sygemelding i august 1994 arbejdet fuldtids som hjemmehjælper.

I 1995 tiltrådte nævnet kommunens afgørelse, hvorefter ansøger var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1.

I december 1998 søgte ansøger om forhøjelse af pensionen.

Ansøgers helbredsforhold var bl.a. beskrevet i en generel helbredsattest af juli 1999 fra egen læge og i en reumatologisk speciallægeerklæring af august 1999.

Det fremgik bl.a. af den generelle helbredsattest, at ansøger var opereret for discusprolaps i 1987, og at de voldsomme smerter forsvandt herefter, men der var dog stadig problemer med lænderyggen med smerter ned i højre ben og op i brystryggen. Først i 1990´erne tilkom der diffuse smerter i højre arm. I november 1998 tiltog smerterne med udstråling til venstre arm, og der blev i december 1998 taget røntgen af halshvirvelsøjlen, der viste degenerative forandringer med discusdegenerationer svarende til C5/C6 og desuden svær unchovertebral arthrose på begge sider med forsnævring af foramina. Ansøger, som var ca 169 cm høj og tidligere havde vejet ca 100 kg, vejede nu ca. 102 kg.

I speciallægeerklæringen var det bl.a. oplyst, at ansøger klagede over tiltagende rygsmerter, der var konstant til stede med vekslende intensitet. Nakkesmerterne var ligeledes tiltaget, og der kunne være diffuse paræstesier i hele højre arm og hånd.

Ved den objektive undersøgelse fandtes let diffus bevægeindskrænkning i halshvirvelsøjlen og mere udtalt bevægeindskrænkning i lænden. Der fandtes endvidere udtalte myoser i nakke- skulderåg samt i lænde- og glutealmuskulaturen. Der var ikke tegn på nerverodstryk.

Den 29. september 1999 gav kommunen ansøger afslag på at påbegynde sag om forhøjelse af den tidligere tilkendte førtidspension.

Kommunen lagde herved vægt på, at der i forbindelse med ansøgers ryglidelse var påvist indskrænket bevægelighed, men ikke tegn på nerverodstryk.

Den 13. januar 2000 tiltrådte nævnet kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgers erhvervsevne vurderedes fortsat at være nedsat med halvdelen, men ikke med 2/3.

Nævnet lagde vægt på beskrivelsen af ansøgers helbredsforhold i den generelle helbredsattest fra juli 1999 og i speciallægeerklæringen fra august 1999.

Nævnet fandt ved sammenligning med de tidligere lægelige undersøgelser, at der ikke var sket nogen ændring i ansøgers helbredstilstand og fandt således ikke grundlag for at påbegynde sag om forhøjelse af den tidligere tilkendte førtidspension efter lovens § 20a.

Nævnet fandt ved genvurdering af afgørelsen i sommeren 2000 ikke grundlag for ændring.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af SM P-21-99 til belysning af resterhvervsevnen set i forhold til Højesterets dom af 22. december 1999 om tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, ud fra hvilke det kunne

konstateres, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninge havde været afprøvet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der efter de lægelige oplysninger ikke var en sværere ryglidelse, som skulle være til hinder for skånejob på deltid efter arbejdsprøvning eller lignende.

Ankestyrelsen tiltrådte på denne baggrund nævnets afslag på at påbegynde sag om forhøjelse af den tidligere tilkendte førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1.

Derimod fandt Ankestyrelsen, at nævnet ikke havde kunnet afslå at påbegynde sag om forhøjelse af den tidligere tilkendte førtidspension med den af nævnet givne begrundelse, samt at resterhvervsevnen burde have været belyst ved foranstaltninger efter lovens § 20a, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der på baggrund af praksis på området efter Højesterets dom af 22. december 1999 måtte antages at være sket en vis lempelse af det medicinske invaliditetsbegreb, samt at det i højere grad påhvilede myndighederne at belyse en resterhvervsevne, der udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension, hvis ansøger var fundet berettiget til førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til ny afgørelse efter forudgående henvisning af ansøger til foranstaltninger, som nævnt i lovens § 20a, stk. 2, 1. pkt.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 600794-00

Ansøger, som er født i 1940, var udgået af skolens 7. klasse, var ufaglært og havde de sidste 10 år før endelig sygemelding i 1984 været beskæftiget fuldtids som sygehjælper.

Ansøger blev i 1984 fundet berettiget til førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1, pga. ryggener.

I 1995 tiltrådte nævnet kommunens afslag på forhøjelse af pensionen.

I marts 1999 søgte ansøger igen om forhøjelse.

Ansøgers helbredsforhold var bl.a. beskrevet i en generel helbredsundersøgelse af 1999 fra egen læge.

Det fremgik bl.a. heraf, at ansøger havde fået tiltagende smerter i bevægeapparatet og nu også klagede over hovedpine og svimmelhed.

Ved den objektive undersøgelse fandtes ansøger overvægtig, og der var let bevægeindskrænkning i halshvirvelsøjlen og lænderyggen, men ingen tegn på rodkompression.

Diagnoserne var discusdegenerationer på flere niveauer i halshvirvelsøjlen, slidgigt i samme, discusdegeneration på flere niveauer i lænderyggen, udbredte muskelinfiltrationer og overvægt.

I juni 1999 fandt kommunen, at ansøger fortsat ikke var berettiget til højere pension, idet kommunen skønnede, at ansøgers erhvervsevne ikke var nedsat til omkring 2/3.

Denne afgørelse tiltrådte nævnet den 30. december 1999.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der var sket en gradvis forværring af ansøgers slidgigt siden afslaget på forhøjelse i 1995. Nævnet fandt imidlertid ikke, at der var tale om en forværring af et omfang, der kunne berettige til højere pension, idet erhvervsevnen ikke fandtes nedsat med omkring 2/3.

Nævnet fandt på denne baggrund, at der ikke havde været grundlag for at påbegynde sag om forhøjelse af den tidligere tilkendte førtidspension, jf. lovens § 20a.

Nævnet genvurderede afgørelsen i sommeren 2000, men fandt ikke grundlag for at ændre den.

Sagen blev behandlet i principiel møde med henblik på præcisering af SM P-21-99 til belysning af resterhvervsevnen set i forhold til Højesterets dom af 22. december 1999 om tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, ud fra hvilke det kunne konstateres, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninge havde været afprøvet, jf. lovens § 20a, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at efter de foreliggende lægelige oplysninger havde ansøgers degenerative lidelse i hals-, bryst- og lænderyg ikke en sådan sværhedsgrad, at den skulle kunne være til hinder for, at ansøger skulle kunne påtage sig et hensyntagende deltidsarbejde efter et kortere revalideringsforløb eller lignende.

Ankestyrelsen tiltrådte på denne baggrund nævnets afslag på at påbegynde sag om forhøjelse af den tidligere i 1984 tilkendte førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt dog, at kommunen burde have taget stilling til, hvorvidt der efter lovens § 20a var grundlag for at påbegynde sag om forhøjelse af den tidligere tilkendte førtidspension.

Endvidere fandt Ankestyrelsen, at nævnet ikke havde kunnet afslå at påbegynde sag om forhøjelse af ansøgers førtidspension efter lovens § 20a, stk. 2, med den af nævnet givne begrundelse, samt at ansøgers erhvervsevne burde belyses ved foranstaltninger efter lovens § 20a, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ved Højesterets dom af 22. december 1999 måtte anses for at være sket en vis lempelse af det medicinske invaliditetsbegreb, samt det i højere grad påhvilede myndighederne at belyse en resterhvervsevne, der udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension, hvis ansøger var fundet berettiget til førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til ny afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for at påbegynde sag om forhøjelse af den tidligere tilkendte førtidspension efter forudgående henvisning af ansøger til foranstaltninger, som nævnt i lovens § 20a, stk. 2, 1. pkt.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j. nr. 600825-00

Ansøger, som var født i 1963, var udgået af skolens 10. klasse i 1981 og havde haft ufaglært arbejde frem til 1984, hvorefter han havde været sygemeldt og arbejdsløs. Ansøger var i 1988/89 i jobtilbud og deltog i AMU-kursus, men ophørte pga. rygsmerter og modtog herefter kontanthjælp. I midten af 1990´erne forsøgte kommunen at aktivere ansøger, men han udeblev fra aktiveringstilbuddene, da han ikke mente at kunne klare et arbejde pga. rygsmerter og sit hidsige temperament.

I oktober 1997 tilkendte kommunen ansøger førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 2, med virkning fra 1. februar 1997, da kommunen ikke skønnede, at der var revalideringsmuligheder pga. ansøgers kraftige rygsmerter, stærk ordblindhed og dyssociale personlighedsstruktur.

Ansøgers helbredsforhold var bl.a. beskrevet i en reumatologisk speciallægeerklæring fra januar 1995, hvori det bl.a. var oplyst, at ansøger havde haft rygsmerter siden omkring 1985, og at smerterne på undersøgelsestidspunktet var konstant til stede, lokaliseret dybt i muskulaturen, lavt i brysthvirvelsøjlen og højt i lænden. Behandling havde været uden effekt.

Ved den objektive undersøgelse fandtes normal bevægelighed i hals-, bryst- og lænderyggen, og der var ikke tegn på nerverodstryk.

Endvidere forelå en erklæring fra maj 1997 fra klinisk psykolog, hvori det var oplyst, at der ved undersøgelsen fandtes specifikke svære sproglige dysfunktioner, dysleksi og indprentningsbesvær. Der fandtes ikke tegn på organisk betinget hjernelidelse eller demens.

Konklusionen i erklæringen var, at ansøger havde en dyssocial personlighedsstruktur, og pga. sine oplevede smerter, svære sproglige dysfunktioner og dyssociale personlighedsstruktur måtte betragtes som absolut uden arbejdsevne.

I efteråret 1999 anmodede ansøger kommunen om at påbegynde sag om forhøjelse af hans førtidspension.

Kommunen indhentede i den anledning en neurologisk speciallægeerklæring, hvoraf det fremgik, at ansøger i maj 1998 havde pådraget sig en whip lash læsion, der havde medført nakkesmerter, hovedpine og svimmelhed samt psykiske symptomer med nedsat koncentration og hukommelsesbesvær. Ved den objektive undersøgelse fandtes nærmest normal bevægelighed i halshvirvelsøjlen og normale neurologiske forhold.

I november 1999 gav kommunen afslag på at påbegynde sag om forhøjelse af ansøgers tidligere tilkendte førtidspension.

Den 31. maj 2000 tiltrådte nævnet kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at betingelserne for påbegyndelse af behandling af sag om forhøjelse af ansøgers tidligere tilkendte førtidspension ikke kunne anses for opfyldt, jf. lovens § 20a, sammenholdt med lovens § 14, stk. 2, nr. 1, og § 15.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke skønnedes at være sket en sådan forværring af ansøgers helbredstilstand siden tilkendelsen af førtidspensionen i 1997, at ansøgers erhvervsevne kunne anses for nedsat med omkring 2/3.

Nævnet fandt, at i betragtning af ansøgers alder og under hensyn til, at der ikke var påvist sværere psykisk lidelse eller objektive alvorlige følger efter whiplash læsion, burde der være muligheder for, at ansøger med eventuelle støtteforanstaltninger fra kommunen kunne opnå hensyntagende beskæftigelse i nogle timer om ugen og dermed udnytte resterhvervsevnen.

Sagen blev behandlet i principiel møde med henblik på belysning af praksis for påbegyndelse af sag om forhøjelse af førtidspension til ansøgere, som tidligere er tilkendt førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 2.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet ikke havde kunnet afslå at påbegynde sag om forhøjelse af ansøgers tidligere tilkendte førtidspension efter lovens § 20a med den af nævnet givne begrundelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke forud for pensionstilkendelsen i 1997 havde været iværksat revalideringsforløb, der viste i hvilket omfang ansøgers erhvervsevne af rent helbredsmæssige årsager var nedsat.

Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøger efter de helbredsmæssige oplysninger havde svære sproglige dysfunktioner, en dyssocial personlighedsstruktur og følger efter whip lash traume.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen med anmodning om at træffe en ny afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for at påbegynde sag om forhøjelse af ansøgers tidligere tilkendte førtidspension efter forudgående henvisning af ansøger til foranstaltninger efter lovens § 20a, stk. 2, 1. pkt.

Ankestyrelsen fandt således, at foranstaltninger efter lovens § 20a, stk. 2, 1. pkt. til belysning af resterhvervsevnen ikke kunne undlades under hensyn til arten af den tidligere førtidspensionstilkendelse eller med henvisning til graden af forværringen af ansøgers helbredsforhold siden afgørelsen i 1997 eller nævnets vurdering på det foreliggende grundlag af, i hvilket omfang ansøger måtte være i stand til at påtage sig et deltidsarbejde.

Yderligere lagde Ankestyrelsen vægt på, at efter praksis på området efter Højesterets dom af 22. december 1999, om tilkendelse af mellemste førtidspension, påhvilede det i højere grad myndighederne at belyse en resterhvervsevne, der udelukker tilkendelse af mellemste førtidspension, hvis ansøger findes berettiget til forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1.