Ankestyrelsens principafgørelse U-21-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 9, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 1 og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led

Sagen vedrørte anerkendelse af afklemning af radialisnerven ved begge albuer / dobbeltsidigt radialtunnelsyndrom hos en 51-årig kvinde.

Kvinden havde i 4-5 måneder, fra februar til juni 1998, været beskæftiget med fremstilling af træflethegn. Kvindens produktion var omkring 25-30 hegn pr. dag. Hun havde fremstillet ét hegn ad gangen, hvilket indebar 4 funktioner.

Første funktion bestod i at lægge 2-3 lag trælameller på et bord efter et markeret mønster.

Dernæst klammede hun lamellerne sammen med en klammepistol, der vejede 1-2 kg. Hun holdt pistolen i venstre hånd (hun var venstrehåndet) og betjente den med 2. og 3. finger konstant bøjet om udløsningpolen. Pistolen blev udløst ved tryk på underlaget, og herved var håndleddet fikseret med lillefingersiden pegende nedad. Kvindens produktion svarede til ca. 2700 klammer pr. dag.

Når hegnet på denne måde var dannet, savede kvinden herefter alle kanterne i form med en rundsav. Rundsaven, der ikke var speciel tung, støttede på bordkanten, samtidig med at hun konstant trykkede den ind mod kanten for at få lige og ens afskæringer. Hun betjente rundsaven med højre hånd og støttede samtidig venstre hånd på bordet foran saven.

Til sidst gennemgik kvinden hurtigt kanterne med sandpapir, og det færdige hegn blev lagt over på en palle.

Det fremgik om kvindens helbredsforhold, at hun efter et par måneders arbejde fik begyndende gener i armene. Generne tiltog langsomt i de efterfølgende måneder og blev til sidst arbejdshindrende.

Generne bestod i smerter på udsiden af albuerne og aftagende kraft i hænderne. Der var udstråling fra albuerne ned til håndleddene. Generne var værst i venstre arm. Det var oplyst, at specielt efter pauser fornemmede kvinden udtalt svaghed i venstre arm, når klammepistolen igen skulle løftes og aktiveres.

Ved speciallægeundersøgelser var der fundet tegn på afklemning af radialisnerven ved begge albuer / dobbeltsidigt radialtunnelsyndrom.

Der forelå i sagen en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring, hvori det var konkluderet, at tilstanden klart måtte opfattes som arbejdsrelateret. Der var herved lagt vægt på, at håndleddet på både højre og venstre side ved arbejdsbevægelserne blev holdt fikseret og med lillefingersiden pegende nedad, hvilket efter lægens opfattelse gav et tryk på nervus radialis i albueregionen.

I en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring var det vurderet, at det var sandsynligt, at kvindens fysik ikke havde været tilstrækkelig til belastningerne.

Arbejdsskadestyrelsen forelagde sagen for Erhvervssygdomsudvalget, som indstillede sagen til afvisning. Udvalget vurderede ikke, at det beskrevne arbejde med overvejende sandsynlighed havde medført dobbeltsidigt radialtunnelsyndrom.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der var ikke tale om en lidelse, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at lidelsen og den påvirkning, kvinden havde været udsat for, ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Arbejdsskadestyrelsen lagde endvidere lagt vægt på indstillingen fra Erhvervssygdomsudvalget.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den anmeldte lidelse kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme, og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den lidelse, der var konstateret hos kvinden (afklemning af radialisnerven), ikke var optaget i fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Begrundelsen for afgørelsen var endvidere, at der efter Ankestyrelsens vurdering ikke var lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem kvindens type lidelse (afklemning af radialisnerven) og de arbejdsmæssige påvirkninger, som hun havde været udsat for. Lidelsen kunne derfor ikke anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led.

Begrundelsen for afgørelsen var endelig, at kvindens arbejde i perioden februar - juni 1998, hvor hun var beskæftiget med fremstilling af træflethegn, efter Ankestyrelsens vurdering ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning og belastning af underarmene, at det kunne antages at medføre en særlig risiko for afklemning af radialisnerven ved albuerne.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden producerede 25-30 hegn om dagen, og at hun fremstillede ét hegn ad gangen. Arbejdsprocessen for et hegn indebar oplægning af 2-3 lag trælameller på et bord, klamning af lameller med en pistol, der vejede 1-2 kg, og som hun holdt i venstre hånd og udløste ved tryk på underlaget, savning af kanter med en rundsav, som støttede på bordet, samtidig med at hun konstant trykkede den ind mod kanten med højre hånd, og til sidst pudsning af kanter med sandpapir.

Arbejdet havde således efter Ankestyrelsens vurdering indebåret en vekslende og varierende påvirkning af underarmene.

Hertil kom, at kvinden efter Ankestyrelsens vurdering hverken ved klamning eller savning havde belastet håndleddene på en sådan måde, at albuerne blev belastet relevant i forhold til den pådragne lidelse. Der blev herved lagt vægt på, at arbejdet ikke havde indebåret kraftfulde bevægelser af underarmene. Hun havde ikke foretaget vridebevægelser i håndleddene, og der havde heller ikke været tale om nedadgående bevægelser i håndleddet. Det forhold, at kvinden havde holdt såvel pistol som rundsav med håndleddets lillefingerside pegende nedad, kunne efter Ankestyrelsens vurdering ikke i sig selv forårsage radialtunnelsyndrom.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at efter den nuværende lægefaglige viden kunne hurtigt gentagne og kraftbetonede supinationsbevægelser (udadrotation) af underarmen medføre radialtunnelsyndrom. Og det talte imod anerkendelse.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på indstillingen fra Erhvervssygdomsudvalget.

Ankestyrelsen fandt det derfor ikke godtgjort, at kvindens lidelse udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art, og lidelsen kunne således heller ikke anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at det i den arbejdsmedicinske speciallægeerklæring var vurderet, at kvindens lidelse var arbejdsbetinget. Ankestyrelsen var af ovennævnte grunde ikke enig heri. Det blev bemærket, at Ankestyrelsen ikke er bundet af vurderinger fra speciallæger, og at Ankestyrelsen efter loven foretager en selvstændig bedømmelse i hver enkelt sag.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.