Ankestyrelsens principafgørelse U-13-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 9, nr. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - 100863-00

Det fremgår af sagen, at sikrede faldt og slog baghovedet under færden fra arbejdsstedet, der var beliggende på et lufthavnsområde, til en parkeringsplads, som var stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Parkeringspladsen, som sikrede benyttede, lå uden for arbejdsstedets område. Sikrede faldt mellem arbejdsstedet og parkeringspladsen.

På Arbejdsskadestyrelsens forespørgsel anførte arbejdsgiveren, at det selskab, der driver lufthavnen foretager placering af medarbejdernes parkeringsmuligheder, og at etableringen tager sit udgangspunkt i byggereglementet. Afstanden fra arbejdsstedets virksomhedsområde og parkeringspladsen er ca. 100 meter. Arbejdsgiveren har et antal P-kort til lufthavnsparkeringens P-pladser, som medarbejderne skriftligt kan ansøge om. Ansvaret for vedligeholdelse af vejene mellem arbejdsstedet og parkeringsarealet påhviler lufthavnsselskabet.

Sikredes forbund anførte, at arbejdsgiveren har ansvaret i henhold til arbejdsskade-forsikringsloven for pågældendes tilskadekomst, da denne skete på vej fra arbejdspladsen til et parkeringshus, hvor arbejdsgiveren stiller parkeringsbilletter til rådighed for de ansatte.

Efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var der tale om en ulykke, som var omfattet af loven.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsgiveren havde et antal P-kort til lufthavnsparkeringens P-pladser, og at parkeringspladsen derfor var en del af virksomhedens område, og at sikrede retligt var omfattet af loven. Endvidere lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at sikrede under færden mellem virksomheden og parkeringspladsen var udsat for en pludselig og uventet skadelig påvirkning, da pågældende faldt på en glat vej, hvorved han pådrog sig et nakketraume.

Arbejdsskadestyrelsen uddybede begrundelsen for anerkendelsen af hændelsen. Det fremgår heraf, at der var lagt vægt på, at sikrede faldt på en glat vej, som lå mellem virksomheden og parkeringspladsen.

Det var anført, at placeringen af medarbejdernes parkeringsmuligheder var foretaget af lufthavnsselskabet. Arbejdsgiveren havde et antal P-kort til lufthavnsparkeringens P-pladser, og de ansatte kunne skriftligt ansøge om et sådant P-kort.

Arbejdsskadestyrelsen henviste videre til, at i visse tilfælde er arbejdsstedets område delt af offentlig vej eller gade, f.eks. således at en virksomheds cykelstald ligger adskilt fra produktionslokalerne. I så fald anses arbejdsstedets dele som en enhed, hvorfor ulykker, der indtræffer ved færden mellem arbejdsstedets dele omfattes af loven, idet man betragter gennemskæringen af arbejdsområdet af en vej eller gade som frembydende en særlig til arbejdsområdet knyttet risiko.

På denne baggrund lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at arbejdsgiveren havde et antal P-kort til lufthavnsparkeringens P-pladser, og at parkeringspladsen derfor var en del af virksomhedens område, og at sikrede retligt var omfattet af loven.

Arbejdsgiverens advokat anførte i klagen, at arbejdsgiveren og lufthavnsselskabet lejer/køber et vist antal parkeringspladser, der er adgang til med parkeringskort. Ordningen administreres, således at interesserede medarbejdere søger om parkeringskort, som der er en vis ventetid på, da der ikke er kort til samtlige ansatte. Ansatte uden parkeringskort kan parkere mod egen betaling som de ansatte, der har erhvervet et parkeringskort. Endvidere kan der parkeres i umiddelbar tilknytning til arbejdsgiverens ejendom.

Sikrede var efter endt arbejde på vej fra arbejdsstedet i lufthavnnsselskabet, og han gik på en asfalteret sti langs en vej til parkeringsarealet, der ligger 250-300 meter fra arbejdsstedet. Vejen og den sti, der løber langs hermed, er et offentligt tilgængeligt område, der ikke er ejet af arbejdsgivreren. Området benyttes af en række andre virksomheder, der er beliggende i lufthavnsområdet samt af privatpersoner med ærinde i lufthavnen. Lufthavnsselskabet har renholdelsespligten i forhold til det gældende område.

I denne sag var der ikke tale om færden mellem to områder, der begge kunne betragtes som en del af medarbejderens arbejdssted. Parkeringsarealet var ikke ejet af arbejdsgiveren, og ikke alle medarbejdere havde mulighed for at benytte parkeringsarealet med parkeringskort.

Der er ikke tale om to områder beliggende i umiddelbar forlængelse af hinanden alene delt af en offentlig vej eller gade. Derimod er der tale om en betydelig afstand mellem arbejdsgivrerens ejendom og parkeringsaralet. Medarbejderne er ikke i tvivl om, at de har forladt arbejdsgiverens område, når de går ad vejen op mod parkeringsarealet.

Lufthavnen dækker et meget stort område, og arbejdsgiveren har begrænset indflydelse på, hvilke parkeringsarealer, der stilles til rådighed. Der kan således være parkeringsarealer, der ligger væsentligt længere fra arbejdsgiverens ejendom end i denne sag. Forholdene i lufthavnen kan bedst sammenlignes med situationen i Københavns indre by, hvor arbejdsgivere ofte refunderer medarbejdernes omkostninger afholdt til parkometre.

Det er betænkeligt at udvide arbejdsskadebegrebet til tillige at omfatte tilfælde som det foreliggende, hvor skaden indtræffer uden for arbejdsgiverens ejendom, efter arbejdstids ophør og under omstændigheder, hvor selve arbejdets udførelse utvivlsomt er uden betydning for skadens indtræden. Ordlyden af § 9, nr. 1, taler for, at der i denne sag ikke er tale om en hændelse, der er omfattet af loven.

Sikredes fagforbund anførte herefter, at arbejdsgiveren stiller parkeringskort til rådighed, idet det ikke er muligt for samtlige medarbejdere at parkere på det parkeringsareal, der stilles til rådighed i umiddelbar tilknytning til arbejdsstedet.

I forbindelse med flytning af arbejdsstedet fik samtlige medarbejdere et tilbud om parkeringskort, da det ikke længere var muligt at parkere på den gamle virksomhedsgrund. Ansøgningsmuligheden gælder for alle medarbejdere. Parkeringsarealet på arbejdsstedet er forbeholdt gæster og visse ledende medarbejdere, og sikrede havde ikke mulighed for at bruge dette areal. Det var naturligt at udfylde ansøgningen om parkeringskort. Ordningen med parkeringskort er en aftale mellem virksomhed og medarbejder, og arbejdsgiveren er således vidende om, at medarbejderen skal færdes mellem arbejdssted og parkeringsplads.

Forbundet har henvist til, at loven ikke stiller krav om, at parkeringsarealet skal være ejet af arbejdsgiveren for at der er tale om et ansvar.

Forbundet har endvidere anført, at sikrede gik den korteste vej fra arbejdspladsen til parkeringshuset. Sikrede faldt, idet han trådte ud fra stien og over på vejen, og ikke som anført før han nåede frem til den asfalterede sti.

Ankestyrelsen fandt ikke, at tilskadekomsten skyldtes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregik,og den anmeldte hændelse kunne således ikke anerkendes som en arbejdsskade efter lovens § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at hændelsen skete på en asfalteret sti, der var anlagt langs med den vej, som ligger mellem arbejdsstedet og den parkeringsplads, hvor sikredes bil holdt parkeret. Parkeringsarealet er ejet af lufthavnsselskabet. Vejen er en offentlig tilgængelig vej, der ligeledes benyttes af andre virksomheders ansatte og af privatpersoner med ærinde i lufthavnen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at tilskadekomsten indtraf efter det tidspunkt, hvor sikredes arbejdstid var endeligt ophørt. Sikredes færden efter den almindelige arbejdstids ophør skyldtes, at han var på vej hen til en parkeringsplads, hvor han havde parkeret sin bil. Sikredes færden foregik ad en offentlig vej, hvortil enhver har adgang. Arbejdsgiveren er ikke pålagt nogen ren- eller vedligeholdelsespligt i forhold til denne vej eller til parkeringsarealet. Arbejdsgiveren har således ikke haft nogen indflydelse på vejens tilstand, og har heller haft pligt til at sikre sig, at færden kunne ske sikkert.

Ankestyrelsen bemærkede, at en tilskadekomst, der opstår i forbindelse med befordring til og fra arbejde normalt ikke er omfattet af loven. Det medfører, at færden på offentlig vej eller gade som udgangspunkt sker på egen og ikke på arbejdsgiverens risiko. Kun i de tilfælde, hvor den sikredes færden skyldes hensynet til udførelsen af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, bærer arbejdsgiveren risikoen herfor, således at der kan ske anerkendelse af en eventuelt skade. Dette indebærer, at der ikke kan ske anerkendelse af en hændelse, der opstår uden for arbejdsstedets område, alene fordi arbejdsgiveren og de ansatte har indgået en aftale om udstedelse af parkeringskort til et areal, der er placeret uden for det egentlige arbejdssted.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - 103138-00

Det fremgår af sagen, at sikrede under arbejde med reparation af garn og tilsyn med både gled på en isbelagt vej, hvorved han slog nakken og var bevidstløs et kort øjeblik.

På Arbejdsskadestyrelsens forespørgsel oplyste arbejdsgiveren, der var sikredes søn, at han overtog fiskerifirmaet den 1. januar 1998 efter sin far. Det var en aftale, at sikrede i det omfang hans helbred kunne klare det, ville bidrag med tilsyn af de både, der hørte til firmaet samt hjælpe med at vedligeholde bundgarnet. Det var i forbindelse med varetagelse af disse pligter, at sikrede faldt på en isglat fordybning.

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at der var tale om et ulykkestilfælde, der var omfattet af loven. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at sikrede under sit arbejde for fiskerifirmaet var udsat en pludselig og uventet skadelig påvirkning, da han gled i isglat føre på havneområdet, hvorved han pådrog sig et direkte traume mod nakken/baghovedet.

Forsikringsselskabet, der klagede over Arbejdsskadestyrelsens anerkendelse af sagen, henviste til sikrede redegørelse, hvoraf det fremgik, at der dels var tale om, at hændelsen skete på et offentligt vejareal, som kommunen havde pligt til at renholde, dels at sikrede var på vej til arbejde i forbindelse med tilsyn med både. Forsikringsselskabet fandt ikke, at der var nogle af undtagelsesbestemmelserne, der er nævnt i Friis og Behn´s kommentarer til loven, vedrørende ulykkestilfælde under færden uden for afgrænset arbejdssted, der fandt anvendelse i den konkrete sag.

Under behandlingen af sagen indhentede Ankestyrelsen nærmere oplysninger fra sikrede. Af disse fremgik det, at sikrede gik ind i "det røde bundgarnshus", hvor der var omklædningsrum og trak i sin kedeldragt. Herefter gik sikrede ned mod kajen for at føre tilsyn med bådene, hvilket var det første han gjorde om morgenen. Da han gik ud af huset, var han ikke opmærksom på islaget, der i nattens løb var blevet dækket af et fint lag sne. Han gled, knaldede hovedet mod asfalten og mistede et kort øjeblik bevidstheden.

Ankestyrelsen anerkendte den hændelse sikrede var udsat for, som et ulykkestilfælde, der skyldtes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregik, jf. lovens § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne fra arbejdsgiver og skadelidte, hvoraf det fremgik, at sikrede begyndte sin arbejdsdag med at klæde om til arbejdstøj i "det røde bundgarnshus" og herefter gik ned mod kajen for at føre tilsyn med bådene.

Ankestyrelsen vurderede, at den del af havneområdet som sikrede færdedes på for at at komme fra omklædningsrummet til sine gøremål måtte anses for at være hans arbejdssted. Ved denne vurdering tog Ankestyrelsen praksis om afgrænsning af arbejdsområdet for så vidt angår søfartsvirksomhed i betragtning. I denne type virksomhed er der særlige risici forbundet med færden på havneområdet, og efter praksis anerkendes derfor et udvidet arbejdsområde, der ikke alene omfatter skibet, hvor sømanden har hyre, men også det havneområde, hvor skibet er lagt til kaj.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse.