Kommunen meddelte afslag på en ansøgning fra en blind kvinde om en farvetester. Begrundelsen for afslaget var, at farvetesteren ikke i væsentlig grad fandtes at kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og dermed i væsentlig grad lette den daglige tilværelse. Kommunen anså således farvetesteren for at kompensere for en meget begrænset del af ansøgerens synshandicap.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet vurderede, at en farvetester ikke i væsentlig grad ville kunne afhjælpe de varige følger af ansøgerens nedsatte funktionsevne og dermed i væsentlig grad lette hendes daglige tilværelse. Der var derfor ikke grundlag for at bevilge ansøgeren en farvetester efter § 97, stk. 1, i lov om social service, jf. også SM 0-68-95.
Det fremgik af sagen, at ansøger, der var 61 år, på grund af blindhed søgte om en colortest 150 farvetester. Som supplerende begrundelse for ansøgningen anførte ansøgeren efterfølgende, at hun lavede en del håndarbejde og derfor havde behov for at vide, hvilken farve tråd og stof hun var i gang med. Ansøgeren var helt blind, idet hun havde 2 glasøjne. Ansøgeren gik til syundervisning og syede det meste af sit tøj selv. I den forbindelse havde hun en masse forskellige farver tråd, som det var meget svært for hende at holde styr på, og hun måtte i mange tilfælde opgive at sy, hvis der ikke var nogen, der kunne se, i nærheden. Desuden ville ansøgeren i mange tilfælde med en farvetester kunne få oplysninger om ret og vrang på stoffet.
Farver betød meget for ansøgeren, da hun kunne se, og efter at hun var blevet blind, opfattede hun stadig ting i farver. Rent tøjmæssigt ville det også være en stor hjælp med en farvetester, så ansøgeren kunne vide, hvordan farverne var. I køkkenet ville en farvetester kunne bruges til at kende forskel på mayonnaise, sennep, ketchup og remoulade, hvor formen på bøtterne er ens, men hvor etiketterne og bøtterne har forskellig farve. Ligeledes ville en farvetester kunne oplyse om indholdet af mælke- og juicekartoner med ens form. Endvidere ville den nye farvetester kunne fortælle, om der var lys i en lampe, eller om et apparat, hvor en lille pære lyste, når apparatet kunne aktiveres, var tændt.
Ansøgeren var endvidere medlem af det sociale forbrugerråd og sekretær i en af Dansk Blindesamfunds lokalkredse, hvorfor hun fik en del skriftligt materiale. Dette materiale scannede hun ind i sin computer med talesyntese, så hun kunne få oplæst materialet via computeren. I den forbindelse måtte hun ofte forsøge at scanne ind flere gange, da hun ikke vidste på hvilken side af arket der var tekst. Dette ville hun kunne checke med en farvetester og dermed få lettet sit arbejde meget.
Colortest 150 farvetester var nærmere beskrevet via et hjælpemiddelblad fra Instituttet for Blinde og Svagsynede samt i en artikel i bladet "Blindesagen". Det fremgik heraf, at farvetesteren var forsynet med 2 knapper. Når man holdt testeren ind mod det materiale, som man ville checke farven på, sagde testeren farven på materialet ved et tryk på den ene knap. Hvis knappen holdtes i bund, kom der en hyletone, som var dyb, hvis materialet var mørkt, og høj, hvis det var lyst. Efter farvemålingen med den første knap kunne man med den anden knap få oplysninger i form af tal. Nogle af tallene fortalte, hvor mørkt og lyst materialet var, hvor 1 betød meget mørkt og 12 betød meget lyst. Ved hjælp af andre talkoder kunne man få farvenuancen at vide, det vil sige, om det f.eks. var en farvenuance mellem gul og orange eller mellem blå og lilla. Denne knap kunne desuden oplyse om farvens mætning, det vil sige hvor bleg eller kraftig den var. Farvetesteren kostede 6.875 kr.
I klagen til Ankestyrelsen, som Dansk Blindesamfund på vegne af ansøgeren havde indgivet, var det bl.a anført, at man i Dansk Blindesamfund var af den opfattelse, at der var tale om en åbenbart urimelig afgørelse. Man kunne således ikke i det foreliggende tilfælde tale om, at farvetesteren ikke i væsentlig grad ville kunne afhjælpe de varige følger af ansøgerens synshandicap. Når man som ansøgeren ikke var født blind, men mistede synet senere i livet, ville farver have en stor betydning, også selv om man ikke kunne se dem. Man ville være vant til at tænke i farver, adskille ved hjælp af farver, og det ville have en stor betydning, hvilken farvesammensætning ens tøj havde. For ansøgerens vedkommende ville muligheden for at kunne adskille farverne også være af stor betydning for hendes interesse for håndarbejde.
Endvidere var det i klagen anført, at det af hjælpemiddelblad fra Instituttet for Blinde og Svagsynede fremgik, at den ansøgte farvetester var et produkt, der på væsentlige punkter var stærkt forbedret i forhold til den tidligere model. Afgørelsen i SM 0-68-95 var foretaget i forhold til den tidligere model af farvetesteren. Den nye udgave af farvetesteren var langt mere præcis i sine farvegengivelser og -beskrivelser, selv om man ved brug af testeren naturligvis skulle forstå, at dennes farvegengivelse ved de sammensatte farver var langt mere præcis end en tilsvarende menneskelig gengivelse.
Dansk Blindesamfund fandt, at nævnets afgørelse i den foreliggende sag var åbenbart urimelig, da der her var tale om en person, der ønskede at anvende farvetesteren til mange daglige gøremål, hvorfor et afslag ikke kunne begrundes ud fra SM 0-68-95. I Dansk Blindesamfund havde man gennem det sidste par år fået forelagt en række sager, hvor blinde havde fået afslag på ansøgning om bevilling af en farvetester efter § 97 i lov om social service under henvisning til SM 0-68-95. Disse afgørelser var efter Dansk Blindesamfunds opfattelse udtryk for en åbenbart urimelig praksis. Imidlertid havde en række kommuner ud fra en konkret vurdering truffet beslutning om at imødekomme en ansøgning om farvetester til stor glæde for de pågældende blinde og stærkt svagsynede.
Endelig var det anført, at på denne baggrund, samt på baggrund af, at der var tale om et væsentligt forbedret produkt, opfordrede Dansk Blindesamfund Ankestyrelsen til med udgangspunkt i den foreliggende sag at tage SM 0-68-95 op til fornyet vurdering.
Sagen blev behandlet i principielt møde som et supplement til SM 0-68-95, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en farvetester i væsentlig grad afhjælper de varige følger af et synshandicap.
