Ankestyrelsens principafgørelse A-12-01

Der er kommet nye regler på området

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 78, stk. 1

Ansøger, der var uddannet landbrugstekniker, boede sammen med sin mand og to mindreårige børn på familiens gård, som ansøger drev. Ægtefællen kunne ikke deltage i arbejdet med bedriften på grund af sygdom og modtog mellemste førtidspension. Ansøger stod således med hovedansvaret for såvel familie, huslige opgaver som landbruget.

Ansøger havde hele tiden haft en medhjælper. Hun klarede selv morgenmalkningen, og medhjælperen klarede så vidt muligt aftenmalkningen. Ansøger havde oplyst, at hun selv malkede 130 køer 10 gange ugentligt og medhjælperen de resterende 4 gange. Hun arbejdede endvidere med markarbejde og andet staldarbejde såsom ekstra rengøring, vedligeholdelse på bygninger med videre.

En malkning om morgenen tog ca. 2 timer, og om aftenen tog en malkning ca. 1 1/2 time. Malkningen skulle foregå på kortest mulig tid, da køerne ellers kunne blive urolige. Malkningen foregik i en malkegrav. Der var plads til 14 køer ved malkeanlægget. Ansøger åbnede en låge, hvorefter køerne selv gik ind på plads. Det foregik nede fra malkegraven, dvs. håndtaget på lågen var over skulderhøjde. Der malkedes 7 køer ad gangen. Medens de malkedes, klargjordes de næste 7 køer.

Køerne fodredes samtidigt ved manuelt betjente udfodringssportionerer, som udløstes for hver enkelt ko ved indtastning og 2-4 træk i snor over skulderhøjde. Hver træk udløste ca. 1 kg foder og var fysisk belastende for især nakke og skuldre. Indtastningen foregik med højre hånd, og udløsning af kraftfoderet foregik med venstre hånd.

På grund af tiltagende belastningssmerter i bevægeapparatet søgte ansøger kommunen om hjælp til et automatisk fodringssystem i malkegraven.

Systemet betjentes ved computer, således at den daglige arbejdsrutine blev lettere og mindre fysisk belastende, idet det meste af arbejdet over skulderhøjde blev undgået.

Ansøger havde gennem mange år haft tendens til lavtsiddende lændesmerter. Specielt det sidste halve år havde hun haft problemer med udtalte smerter i nakke, skulderåg samt hele ryggen.

Røntgen havde vist let kileform af thoraco-lumbale overgangshvirvler. Diagnosen var derudover myogene smerter.

Det var lægens opfattelse, at ansøger burde aflastes i sine arbejdsstillinger specielt ved arbejde over skulderhøjde. Dette kunne gøres ved, at dyrene bar en dispanter og gik gennem en aflæsningscentral. Herved undgik ansøger de belastende indkodninger på computeren samt udløsningen af kraftfoderet.

Der forelå i sagen en arbejdspladsvurdering fra en fysioterapeut. Der fremgik heraf, at arbejdet betegnedes som ensidigt, gentaget, og at der var forværrende faktorer, som øgede risikoen for helbredsskader.

Det konkluderedes, at handlemulighederne var begrænsede. Begrænsningerne var dels af økonomisk art og dels i ansøgers store interesse for landbruget og gården, som hun ikke ville opgive. Der kunne investeres i yderligere teknologi til afhjælpning af en del af det belastende arbejde.

I et notat fra ansøgers læge fremgik det, at ved fortsat overbelastning af de nu symptomgivende muskelgrupper, var der stor risiko for udvikling af kronisk smertetilstand og tidlig nedslidning.

Endvidere forelå oplysninger fra en regnskabskreds, hvoraf fremgik, at virksomheden kørte økonomisk godt efter udbygning af produktionen i 1995 med ny kostald og større besætning.

Der forelå i sagen et tilbud på et fodringssystem, hvor bytteprisen var på 112.000 kr. inkl. montering, men excl. moms.

Ansøger fik i august 1998 af Arbejdsformidlingens regionskontor afslag på sin ansøgning om hjælp til personlig assistance for selvstændige.

Begrundelsen var, at handicappet under de givne arbejdsforhold ikke var foreneligt med et erhverv som malkekvægbruger. Der var ved afgørelsen lagt til grund, at behovet for assistance under de givne arbejdsforhold var så omfattende, at assistenten reelt ville skulle varetage malkning, fodring og tilsyn af besætningen. Forudsætningen for at få bevilget personlig assistance var, at ansøger kunne udføre de indholdsmæssige arbejdsopgaver, medens assistenten skulle bistå med de praktiske funktioner, som ansøger på grund af handicappet ikke selv kunne varetage.

I september 1998 anførte ansøger overfor AF, at hun godt kunne varetage en malkning, men ikke hive i en snor og taste på computeren over hovedet. Hun kunne endvidere føre tilsyn med besætningen.

AF tog herefter sagen op igen.

I oktober 1998 meddelte kommunen afslag på ansøgningen om hjælp til fodersystemet.

Begrundelsen var, at kommunen skønnede, at ansøger havde mulighed for at omlægge sine arbejdsfunktioner, således at hun undgik malkefunktionen. Kommunen vurderede endvidere, at det var tvivlsomt, om automatiseringen af malkegraven ville kompensere for ansøgers helbredsmæssige problemer, da arbejdet som selvstændig landmand generelt var fysisk belastende. Kommunen vurderede derfor ikke, at arbejdet som selvstændig landmand var foreneligt med ansøgers helbredsmæssige problemer. Da ansøger tidligere var revalideret til uddannelsen som landbrugstekniker, vurderede kommunen, at hun umiddelbart ville kunne påtage sig et andet erhverv, som ikke var så fysisk belastende.

Afgørelsen blev indbragt for det sociale nævn.

Nævnet fandt, at kommunen ikke kunne afslå ansøgers ansøgning med den af kommunen givne begrundelse.

Nævnet lagde til grund, at hjælp efter aktivlovens § 78 ydedes, når hjælpen var af afgørende betydning for, at ansøgeren kunne fastholde sin beskæftigelse, herunder at ansøgeren kunne bestride en konkret arbejdsproces.

Nævnet mente derfor, at kommunen ikke havde været berettiget til at afslå ansøgningen under henvisning til, at ansøger kunne omlægge sine arbejdsfunktioner, eller at hun kunne søge anden beskæftigelse.

Der var lagt vægt på, at det ikke af afgørelsen fremgik, på hvilken baggrund kommunen havde vurderet, at det var tvivlsomt, om det ansøgte ville kompensere for ansøgers helbredsmæssige problemer, og at hun af helbredsmæssige grunde ikke ville kunne bestride arbejdet som selvstændig landmand.

Kommunen skulle derfor vurdere ansøgningen på ny og træffe ny afgørelse i sagen.

Til brug for den nye vurdering indhentede kommunen en ergonomisk vurdering. Af denne fremgik det, at andre landmænd havde lignende gener i nakke-skulderregionen med baggrund i snoretrækket som udløste foder til køerne.

I ansøgers tilfælde var der uden held overvejet forskellige muligheder for placering af snoretrækket, så en mere hensigtsmæssig arbejdsstilling var mulig. Det var ikke muligt helt at fjerne snoretrækket i malkestalden og fodre køerne i løsdriftstalden. Køerne fik en væsentligt andel af foderet netop i malkestalden, idet produktionen i løsdriftsstalden var baseret på 75 ædepladser fordelt på 130 køer.

130 ædepladser kunne nuværende løsdriftsstald ikke rumme. En anden fordel ved at tildele køerne kraftfoder i malkestalden var, at de var lettere at drive ind i malkestalden.

Omkostningsniveauet for en mekanisk løsning på snoretrækket kunne beløbe sig op i nærheden af en fuldautomatisk løsning og var uden garanti for driftstop. Placeringen af en el-motor ved hver plads kunne indskrænke bevægefriheden for såvel koen som for ansøger med dårlige arbejdsstillinger til følge.

Efter grundig research af problemstillingen var tilbage at anbefale et ID transpontersystem, som ville kunne afhjælpe ansøgers ensidigt belastende arbejde ved udløsning af snoretrækket til kraftfoder.

Ved afgørelse af 6. september 1999 meddelte kommunen på ny afslag på ansøgningen.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at det automatiske fordringssystem i malkegrav var en del af en normal automatisering af en malkestald. Det vurderedes derfor, at ansøger ville have denne udgift til automatiseringen, selvom hun ikke ville have de helbredsmæssige problemer, som hun havde. Endvidere vurderede kommunen ikke, at automatiseringen var en arbejdspladsændring i mindre omfang. Der henvistes til aktivlovens § 78, stk. 1, som efter kommunens opfattelse netop tog sigte på mindre arbejdspladsændringer.

Afgørelsen blev herefter indbragt for nævnet.

Ansøger indsendte herefter en udtalelse fra sin fysioterapeut. Det fremgik heraf, at ansøger siden april 1998 næsten havde fået kontinuerlig fysioterapeutisk behandling for muskulære spændinger i hovedsagelig ryg- og nakkemuskulatur.

Der forelå herefter et afslag fra AF på ansøgning om støtte fra handicappuljen med den begrundelse, at AF ikke havde mulighed for at støtte større projekter.

Der forelå endvidere et nyt tilbud på automatisk fodringstildeling i malkestald, hvor bytteprisen var anført til 131.750 kr.. Prisen var inkluderet montering, men excl. moms og el-vvs- og støbearbejde.

I september 2000 fastholdt kommunen sit afslag. Det fremgik bl.a. af afgørelsen, at kommunen samlet vurderede, at det på sigt ville være svært for ansøger at fastholde sin beskæftigelse som landmand, uanset om hun bevilgedes det automatiske fodringssystem. Grunden til at hun var i stand til at fastholde erhvervet som landmand på trods af sin helbredsmæssige tilstand var, at hun var den person, som hun var, som levede og åndede for sit landbrug. Kommunen havde tidligere overvejet at tilbyde hende revalideringsmæssige foranstaltninger. Kommunen havde vurderet, at hun var uddannet landbrugstekniker, og at hun ville kunne påtage sig et sådant arbejde. Kommunen var dog positiv overfor igen at overveje, om der kunne iværksættes andre revalideringsmæssige foranstaltninger for hende, hvis hun var interesseret i dette.

Ansøger ønskede herefter sagen vurderet i nævnet.

Nævnet fandt, at kommunen skulle yde ansøger hjælp til anskaffelse af det omhandlede fodringssystem i malkegrav.

Under henvisning til den tvivl, der var om rækkevidden af aktivlovens § 78, og den manglende praksis på området, havde nævnet dog samtidig besluttet, at en eventuel klage fra kommunen skulle have opsættende virkning.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at det måtte anses for godtgjort, at den ansøgte hjælp var af afgørende betydning for, at ansøger kunne fastholde sin beskæftigelse som landmand med malkekvæg, og at det ansøgte ville kunne kompensere for hendes begrænsninger i arbejdsevnen.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger led af belastningssmerter hovedsageligt i nakke og skuldre, og at fodringssystemet ville aflaste hende væsentligt, således at hun undgik det mest belastende arbejde over skulderhøjde.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ifølge den i sagen foreliggende statusattest fra ansøgers læge og rapporten fra agroergonomen ikke var noget til hinder for, at ansøger fortsat kunne være beskæftiget som landmand, såfremt hun undgik de ensidigt belastende arbejdsbevægelser.

Nævnet mente derfor, at der - som sagen var oplyst - ikke var holdepunkter for at antage, at ansøger ikke fremover ville kunne klare beskæftigelsen som landmand.

Endelig havde nævnet lagt vægt på, at der ikke kunne ydes ansøger hjælp efter anden lovgivning, og at den nødvendige kompensation for hendes handicap ifølge rapporten fra agroergonomen ikke kunne ydes på anden og billigere måde.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at den ikke fandt, at der var retningslinier for rækkevidden af aktivlovens § 78, stk. 1.

Ankestyrelsen antog sagen til supplement af SM A-24-00 og behandlede sagen i principielt møde med henblik på afklaring af rækkevidden af aktivlovens § 78 særligt vedrørende større og dyrere arbejdsredskaber.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til hjælp til det ansøgte automatiske fodringssystem efter aktivlovens § 78.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det automatiske fodringssystem ikke kunne anses for et arbejdsredskab eller arbejdspladsindretning i lovens forstand, hvortil der kunne ydes hjælp.

Der var herved lagt vægt på, at fodringssystemet efter Ankestyrelsens vurdering var en integreret del af staldens indretning, og at en omlægning med henblik på at undgå ensidige, gentagne arbejdsbevægelser i højere grad måtte anses for en generel forbedring af arbejdsforholdene i stalden med henblik på imødegåelse af for tidlig nedslidning end som kompensation for et personligt handicap.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgers nakke-/skuldersmerter var opstået i forbindelse med omlægning af malkestalden, og at andre landmænd ifølge agroergonomen havde lignende problemer i forbindelse med anvendelse af fodringssystemet.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.