Sagen drejede sig om en 80-årig mand, som i 1996 fik en blodprop i hjernen. Det medførte, at han var blevet tiltagende fysisk og psykisk svækket. Han kunne ikke længere tale og gik med støtte fra to personer eller ved ståstøttelift. Han kunne sidde i en kørestol. Han kunne gribe om ting som skeer og krus, men kunne ikke længere føre det op til munden. Han kunne således ikke længere spise og drikke selv, og havde tendens til fejlsynkning. Han var incontinent om natten og delvis om dagen. Han havde næsten ingen mimik og gav ikke længere udtryk for sine følelser. Han brugte ikke andre kommunikationsmetoder, som f.eks. at nikke, ryste på hovedet eller give bevidste signaler med håndtryk.
Han fik hjælp til morgentoilette af to hjælpere. Ægtefællen gav ham mad og medicin. Han opholdt sig til hverdag fra 9 til 15 i daghjem. I daghjemmet var personalet usikre på, hvor meget han forstod af det, der skete omkring ham. Når han var hjemme, sad han og kiggede ud af vinduet eller så TV. Kl. 17 kom to hjælpere og hjalp ham på toilettet. Kl. 20 kom der hjælpere og lagde ham i seng. Han gav ofte kraftige lyde fra sig om natten. I weekenderne var han hjemme hele døgnet. Udover de nævnte tidspunkter kom hjemmehjælpen kl. 12 for at lægge ham i seng til middagshvil og kl. 14 for at hjælpe ham op.
Kommunen havde indstillet ham til optagelse i en nærmere beskrevet plejebolig med døgnbemanding, der ville kunne yde den nødvendige støtte og pleje. Kommunen vurderede, at dette ville aflaste hans ægtefælle, der psykisk og fysisk ikke magtede opgaven længere. Ægtefællen og børnene anbefalede ophold i plejebolig.
Ægtefællen sørgede for madlavning, rengøring og handel m.v. For at aflaste ægtefællen havde hjemmeplejen tilbudt at hjælpe manden i spisesituationer, at komme om natten, så ægtefællen kunne sove i et andet værelse, at hjælpe med aflastende rengøring samt tilbudt madservice i weekenderne. Ægtefællen afslog dette, da hun ikke ønskede yderligere bistand af kommunens personale. Ægtefællen indvilgede dog i, at hjemmeplejen kom og vendte ham en gang om natten.
Om ægtefællens situation var oplyst, at hun snart ikke magtede situationen længere, og at hun følte sig låst til hjemmet, når han var hjemme. De mange besøg fra hjemmeplejen ødelagde parrets privatliv. Hun følte det som en psykisk belastning, at have en ægtefælle hun ikke kunne kommunikere med. Hun fandt det vanskeligt at "aflæse" hans sindsstemning. Hun følte sig presset i spisesituationer, idet "hjælpen kommer snart". Det gav en dårlig spisesituation, da han havde brug for tid og ro for at undgå fejlsynkninger. Hustruen havde problemer med forhøjet blodtryk og havde ind i mellem dårlig ryg. Hun sov ikke om natten på grund af hans urolige nattesøvn. Hun var derfor træt om dagen og manglede overskud til at passe ægtefællen.
Situationen blev beskrevet således, at det ikke ville vare længe før hustruen gav op, og at det ud fra en helhedsvurdering og hjemmeplejens bedste skøn ville være uforsvarligt, at manden skulle passes i eget hjem.
Han var ca. en gang hver 2. - 3. måned i aflastning på et af kommunens plejehjem - denne ordning havde fungeret de sidste 3 år. Han sagde fra starten ja til ordningen. For ca. 1 år siden blev han spurgt, om han ville på plejehjem, men han svarede tydeligt nej. Han var atter blevet spurgt, men svarer ikke.
Det fremgik, at han ikke ville kunne passes i hjemmet, hvis hustruen ikke var der, idet han ikke kunne benytte et opkald, hvis han fik noget galt i halsen eller gled ud af kørestolen.
Nævnet godkendte ikke kommunens indstilling om optagelse af manden i særligt botilbud uden samtykke. Nævnet begrundede afgørelsen med, at det ikke var absolut påkrævet at flytte ham, idet han kunne få den nødvendige hjælp i sit eget hjem.
Nævnet fandt, at han ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger, men at han ikke kom i situationer, hvor han udsatte sig for alvorlig personskade, så længe han var under konstant opsyn. Det var derfor ikke uforsvarligt, at han fortsat opholdt sig i sit hjem.
Selvom hans ægtefælle havde problemer med forhøjet blodtryk og ind i mellem problemer med dårlig ryg, fandt nævnet ikke at hensynet til ægtefællen alene kunne begrunde, at han skulle optages i særligt botilbud.
Nævnet tillagde det vægt, at kommunen havde tilbudt yderligere hjælp i hjemmet fra hjemmeplejen. Ægtefællen fandt det imidlertid belastende at modtage mere hjælp i hjemmet, og så sig derfor ikke i stand til at modtage dette tilbud.
Advokaten for manden klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at Nævnet ikke havde været berettiget til at træffe en afgørelse uden advokaten var blevet hørt og medinddraget i sagen. Advokaten anførte endvidere, at det forhold at en person på et tidligere tidspunkt absolut klart og utvetydigt har givet udtryk for, at personen under ingen omstændigheder ønsker at komme på plejehjem ikke kunne anvendes i den foreliggende sag. Advokaten henviste til, at praktisk talt alle mennesker på et tidspunkt i deres liv har givet udtryk for, at de ikke ønsker at komme på plejehjem. Dette kan ikke betyde, at de aldrig nogen sinde senere vil havne på et plejehjem, uden at dette skal betragtes som en tvangsforanstaltning. Det døgntilsyn og døgnpleje som hans klient krævede kunne ikke gives af hans 79-årige ægtefælle.
Ankestyrelsen modtog tillige en klage over nævnets afgørelse fra mandens ægtefælle. Det anførtes, at det fremgår af socialministeriets vejledning om magtanvendelsesreglerne, at der også skal tages hensyn til ægtefællen. Det blev gjort gældende, at nævnet ikke i sin afgørelse havde taget hensyn til helhedssituationen i hjemmet. Ægtefællen anførte afslutningsvis, at Nævnets afgørelse indebar, at hun måtte flytte adresse. Ægtefællen vedlagde et notat fra sin læge om sit helbred. Det konkluderedes heri, at hun levede under et umenneskeligt pres som hun ikke kunne holde til ret meget længere.
Ved behandlingen af sagen i Ankestyrelsen deltog rådgivende speciallæge.
