Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at amtskommunen ikke kunne opkræve betaling for personaleudgifter til madfremstilling fra kvinden, jf. servicelovens § 82, stk. 3 om madserviceordninger, sammenholdt med bestemmelsens stk. 2, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 14. januar 1998 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v., § 2, stk. 2.
Begrundelsen for afgørelsen var, at indkøb, opbevaring og tilberedning af maden skete sammen med kvinden og måtte anses som et naturligt led i den socialpædagogiske optræning og bistand i bofællesskabet, jf. § 73.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden boede i bofællesskab, hvor det var væsentligt, at hun så vidt muligt sammen med sine bofæller blev støttet i at klare almindelige daglige gøremål, således at hun trods sin funktionsnedsættelse kunne fungere optimalt i dagligdagen. Madlavning måtte i denne sammenhæng anses som en meningsfyldt aktivitet, som kvinden iøvrigt havde udvist særlig interesse for.
Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering desuden vægt på, at kvinden efter det i sagen oplyste i forholdsvis høj grad var selvhjulpen i forbindelse med madfremstillingen selv om hun i forskelligt omfang skulle have støtte.
Ankestyrelsen bemærkede med hensyn til det, der var anført i klagen om at der også var tale om at der blev ydet praktisk hjælp til madlavningen, at det følger af § 82, stk. 2 og 3, og ovennævnte bekendtgørelses § 2, stk. 2, at der ikke kan opkræves betaling for udgifter til personale til praktisk hjælp af varig karakter med mindre der er tale om personaleudgifter til madserviceordninger.
Ankestyrelsen fandt ikke, at madfremstillingen i denne sag havde karakter af en madserviceordning, da kvinden og de andre beboere i bofællesskabet selv deltog i fremstillingen af maden. Der var således ikke tale om en ydelse der blev leveret fra andre. Ankestyrelsen fandt således, at det måtte anses for en forudsætning for at betegne madfremstillingen som en madserviceordning, at maden produceres uden deltagelse fra modtageren.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
_____________________________________________________
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 350491-00
Sagen drejede sig om en 49-årig udviklingshæmmet mand, som boede i et bofællesskab, som blev drevet af amtskommunen.
Amtskommunen beluttede at beboerne i bofællesskabet skulle betale 510 kr. månedligt for fremstilling af mad. Amtskommunen traf beslutningen efter servicelovens § 82, stk. 3. Amtskommunen henviste til, at taksten var sat til 510 kr månedlig med mulighed for nedsættelse til halvdelen. Beslutningen om betaling afhang af et konkret indviduelt skøn. Der var mulighed for betalingsfritagelse, hvis opholdet var af midlertidig karakter og indsatsen sigtede mod at gøre beboeren selvhjulpen og madtilberedning indgik som en væsentlig del af handleplanen. Selvhjulpne beboere eller beboere, der i væsentlig omfang hjalp til med madlavningen, var også fritaget.
Det fremgik af amtskommunens generelle vejledning af 7. december 1999 om betaling for madfremstilling i amtskommunens sociale institutioner, at madfremstilling ofte indgik som en del af det pædagogiske arbejde. Det ville fortsat blive tilstræbt, at beboerne blev inddraget i arbejdet i det omfang, det var muligt. Brugerbetalingen skulle ikke ændre denne politik.
Amtskommunen oplyste efterfølgende til det sociale nævn, at beboerne alle var udviklingshæmmede og havde brug for omfattende hjælp i dagligdagen. Bofællesskabet var døgndækket. Beboerne var alle beskæftigede i et aktivitetshus i samme by alle hverdage fra kl. 8-16, fredag til kl. 14. Beboernes mad blev fremstillet i bofællesskabet, hvor der var fællesfaciliteter hertil. Beboerne var alle med til dette i forskelligt omfang, afhængig af deres formåen. Nogle kunne kun dække bord, andre kunne i ret vidt omfang deltage i madlavningen. Alle havde brug for hjælp til formålet. Madlavningen fremstod som en vigtig del af beboernes dagligdag og der blev lagt vægt på, at den enkeltes evner blev udviklet og vedligeholdt. Der var ikke i forbindelse med amtets beslutning om betaling for madfremstilling foretaget en bedømmelse af den enkelte beboers formåen på området.
Det var endvidere oplyst, at beboerne ikke kunne læse en opskrift og ikke kunne arbejde ved et varmt komfur eller ovn alene. De hjalp med af købe ind, skrælle kartofler og rense grønsager, dække bord og stille i opvaskemaskine med forskellig grad af hjælp fra personalet. Det blev lagt stor vægt på den pædagogiske del ved husarbejdet.
Nævnet kunne ikke godkende, at amtskommunen opkrævede betaling for madfremstilling fra manden efter lov om social service, § 82, stk. 3.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ifølge servicelovens § 82, stk. 2, ikke var hjemmel til at afkræve betaling for personaleudgifter til udførelse af praktiske opgaver, som manden varigt ikke selv kunne udføre.
Nævnet var opmærksom på bestemmelsen i § 82, stk. 3, hvorefter der kunne kræves betaling for personaleudgifter til madserviceordninger. Efter nævnets opfattelse fandt denne bestemmelse kun anvendelse ved fastsættelse af prisen for madserviceordninger, således at der i denne pris, foruden udgift til råvarer, kunne indgå udgift til fremstilling af maden. Efter de foreliggende oplysninger var der i mandens situation ikke tale om tilbud om at få leveret en ydelse til en fast pris, men alene om hjælp til fremstilling af mad af råvarer, som han selv betalte.
Nævnet lagde vægt på, at manden i lighed med de andre beboere indbetalte et beløb hver måned af sin pension til dækning af daglige indkøb m.v. og at det personale, der havde ansvaret for madfremstillingen, var det pædagogiske personale, der var ansat til varetagelse af beboernes samlede behov for hjælp i dagligdagen.
Nævnet var opmærksom på, at manden ikke selv kunne forestå madlavningen og havde brug for hjælp til alle eller en del af de opgaver, som hele madfremstillingen bestod af. Efter nævnets opfattelse kunne der ikke opkræves betaling for denne pædagogiske og praktiske bistand.
I amtskommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det måtte være underordnet, hvilken uddannelse det personale havde, der stod for madlavningen. At medarbejderne typisk havde en pædagogisk uddannelse kunne ikke medføre, at det blev uberettiget at opkræve betaling for personaleudgiften ved madfremstilling. Det var ubestridt, at beboerne ikke selv kunne - eller kun i ringe grad med socialpædagogisk bistand - kunne forestå madlavningen.
Det blev tilstræbt fra amtskommunens side, at beboerne deltog i funktionerne i det omfang de kunne, idet det var med til at give dem gode sanseoplevelser og virkelighedsnære aktiviteter. Efter amtskommunens opfattelse hjalp ingen af dem til med madlavningen i væsentligt omfang, selv om omfanget ikke var uddybet i forhold til den enkelte. De pårørende delte forvaltningens opfattelse af, at denne løsning var at foretrække fremfor levering udefra eller madfremstilling uden deltagelse af beboerne. Socialforvaltningen havde øje for, at beboernes incitament til deltagelse i madlavningen kunne falde, hvis der skulle ske betaling. Derfor var det også fastlagt i forvaltningens regelsæt, at selvhjulpne beboere og beboere, der deltog i væsentligt omfang i madlavningen, blev fritaget for betaling. Dette skulle ses som et sidestykke til udtrykket "beboere, der ikke selv kan - eller kun i ringe grad med socialpædagogisk bistand" i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap, pkt. 174, idet amtet havde forstået dette udtryk, som en afgrænsning af kredsen, man kan opkræve betaling hos.
Hvis deltagelse i madlavning var til hinder for krav om betaling ville dette medføre en noget skarpere opdeling mellem de bedst fungerende handicappede, der i væsentlig omfang kunne deltage i madproduktionen, og de andre handicappede, der vedblivende skulle betale for madfremstillingen.
Amtskommunen anførte endvidere, at betalingen af kostfremstillingsbeløbet var standardiseret i de enkelte amter, typisk til en brøkdel af den reelle udgift, således at tilrettelæggelsen af madfremstillingen ikke havde betydning for beboernes udgifter - dog betalte beboere, som i det væsentligste var selvhjulpne ikke til madfremstillingen. I følge pkt. 134 i vejledning om sociale tilbud til ældre var madserviceordninger "ordninger, hvor maden produceres uden for modtagerens hjem". Hvis dette skulle tages for pålydende i forhold til amtslige brugere, ville der kun være et fåtal omfattet af de amtslige madserviceordninger, idet amtslige boformer, oprettet efter servicelovens § 92 og § 93 ifølge § 67, nr. 4, er beboerens hjem. Mad, der var tilberedt i boformen, skulle i givet fald ikke være omfattet. Kun hvis det blev leveret fra et hospital, kro eller lign. skulle det være omfattet. Det fremgik intetsteds af lovgivningen, at beboerne ikke måtte deltage i madlavningen, hvis der skulle opkræves betaling. I pkt. 174 i vejledningen vedr. voksne handicappede fremgik, at beboere, der ikke selv var i stand til - eller kun i ringe grad med socialpædagogisk bistand - at stå for tilberedning af maden kunne tilbydes kost. Der lå ikke et forbud mod at de udnyttede "den ringe grad". Udtrykket "kost tilbydes" indebar ikke, at beboerne ikke kunne være med til at dække bord, snitte grønsager etc. Hvor langt beboernes aktivitetsniveau kunne gå, måtte afhænge af konkrete vurderinger.
Sagen blev behandlet i pricipielt møde med henblik på afklaring af, om der kan kræves betaling for personaleudgifter til madfremstilling, jf. servicelovens § 82, stk. 3, sammenholdt med bestemmelsens stk. 2, når beboeren ikke selv kan forestå madlavningen og har brug for hjælp til alle eller en del af de opgaver, som hele madfremstillingen består af, herunder spørgsmålet om afgrænsning af hjælp af pædagogisk/vejledende karakter i forhold til hjælp af praktisk karakter.
