Ankestyrelsens principafgørelse C-11-01

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 28, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 58 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap - pkt. 57, pkt. 58

En familie søgte kommunen om dækning af driftsudgifter herunder forsikrings- og benzinudgifter i forbindelse med deres 11-årige barns handicapbus. Det var oplyst, at barnet var svært spastisk og epileptiker og brugte elkørestol og flere tunge hjælpemidler.

Kommunen bevilgede driftsudgifter som en merudgift med den del af udgifterne til reparationer, som kunne henføres til formålsbestemt kørsel (møder på skolen, afhentning i aflastningsfamilie m.v).

Den formålsbestemte kørsel blev beregnet til 3.450 km. pr. år. Kommunen besluttede samtidig at bevilge merudgiften til forsikringspræmien fra almindelig personbil - det vil sige den forsikringspræmie familiens tidligere bil nu ville have - til forsikringspræmien på handicapbussen. Disse merudgifter blev bevilget med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for anskaffelsen af handicapbussen. Med hensyn til benzinudgifter henviste kommunen til, at familien allerede fik dækket transportudgifter med 3.450 km. årligt á 1,39 kr. pr. km. Transporten til barnets ridning ville ligeledes kunne dækkes. Transportudgiften til ikke formålsbestemt kørsel, f.eks. til indkøb, besøg hos familie og venner, ferie m.v. skønnedes ikke at være en merudgift.

Til brug for nævnets behandling af sagen havde familien fremsendt en nærmere redegørelse for barnets kørselsbehov. Det årlige kørselsbehov for barnet ved kørsel i fritiden til familie, venner, ferier og indkøb var opgjort til 12.412 km.

Nævnet fastholdt kommunens afgørelse om at yde hjælp med tilbagevirkende kraft fra anskaffelsen af handicapbussen i 1995 til driftsudgifter til den del af udgifterne til reparationer som alene kunne henføres til formålsbestemt kørsel, p.t 3.450 km. Nævnet lagde vægt på, at driftsudgifter til formålsbestemt kørsel var en merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Nævnet lagde tillige vægt på, at driftsudgifter i forbindelse med indkøb, besøg hos familien og venner m.v. ikke var en merudgift, idet familien ville have haft disse udgifter, selv om barnet ikke var handicappet.

Nævnet tiltrådte endvidere kommunens afgørelse om ikke at yde hjælp til benzinudgifter ud over formålsbestemt kørsel med samme begrundelse som vedrørende driftsudgifter til reparationer.

Endelig fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn over ikke at yde hjælp til forskellen mellem benzinforbruget på en almindelig bil og benzinforbruget på handicapbussen, idet nævnet ikke fandt, at kommunens skøn var åbenbart urimeligt eller ulovligt.

Nævnet lagde herved vægt på, at udgifterne til formålsbestemt kørsel blev dækket med statens laveste takst.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der ved sagens behandling ikke var foretaget en konkret vurdering af merudgifter til benzin til kørsel i familiens handicapbus, og at der ikke konkret var taget stilling til merudgiften til kørsel i handicapbus i forhold til kørsel i almindelig bil. Der blev henvist til, at familien ikke søgte om at få dækket udgiften til kørsel til familie, venner m.v. i sig selv, idet familien ville have haft denne udgift alligevel. Der var derimod søgt om dækning af merudgiften - altså forskellen på udgiften ved kørsel i en almindelig bil og i handicapbussen.

I klagen blev endvidere henvist til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, hvoraf det bl.a. fremgår, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af en barn med nedsat funktionsevne i familiens egen bil. Det fremgår, at det bl.a. vil gælde den situation, hvor familien har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det fremgår også, at der i disse situationer kan ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgifterne må anses som en merudgift ved forsørgelsen.

I klagen var tillige henvist til en tidligere klage, hvorefter familiens handicapbus kørte ca. 6 km. på en liter benzin. En almindelig personbil ville køre ca. 14 til 15 km. pr. liter benzin.

Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af om merudgifter til benzin i forbindelse

med kørsel i handicapbus kan anses for en merudgift efter servicelovens § 28, herunder spørgsmål om merudgifter til drift af bil i forbindelse med ikke-formålsbestemt kørsel.

Ankestyrelsen fandt at udgifter, der er forbundet med at have bil, f.eks. forsikring, benzin, reparation, vask m.v., skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere.

Ankestyrelsen fandt videre, at hvis en familie som følge af barnets nedsatte funktionsevne har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter anses som merudgift ved barnets forsørgelse. Sådanne udgifter kan også være udgifter i forbindelse med ikke formålsbestemt kørsel, som kørsel til familie og venner, feriekørsel og indkøb.

Ankestyrelsens lagde til grund, at efter servicelovens § 28 ydes dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varig nedsat funktionsevne, når merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgår af Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap pkt. 57 og 58, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter - end merudgifter til befordring af barnet/den unge til dagtilbud, uddannelse, behandling og fritid - i forbindelse med befordring af et barn med nedsat funktionsevne. Det gælder f.eks. den situation, hvor familien som følge af barnets handicap har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets nedsatte funktionsevne. I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgiften må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Ankestyrelsen vurderede herefter, at der er hjemmel i servicelovens § 28 til at dække ekstra driftsudgifter, herunder benzinudgifter, ved barnets kørsel i nødvendigt omfang i den bevilgede handicapbus i forhold til kørsel i personbil.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at familien tidligere havde en personbil, men solgte denne på grund af udgifterne ved anskaffelse af handicapbussen i 1995.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at barnets handicapbus dækkede hele familiens kørselsbehov, men fandt ikke at dette udelukker, at kørsel for barnet til besøg hos venner og familie, indkøb og ferieture i nødvendigt omfang indgår ved beregningen af merudgiften til dækning af barnets samlede behov for befordring.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagen blev samtidig hjemvist til kommunen til ny behandling og afgørelse vedrørende de ansøgte ekstra driftsudgifter, herunder benzinudgifter ved kørsel for barnet i handicapbussen.

Ved vurderingen af merudgifter burde indgå et rimeligt behov for kørsel til de nævnte formål, herunder hensyn til de geografiske afstande. Endelig måtte der indgå oplysninger om benzinforbrug og andre driftsudgifter (reparationsudgifter) for familiens tidligere bil i forhold til handicapbussen.