Ankestyrelsens principafgørelse C-39-01

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 69, stk. 2

En stærkt svagsynet kvinde, der modtog invaliditetsydelse, var af kommunen bevilget støtte til færdiggørelse af studentereksamen og uddannelse på Handelshøjskolen.

I gymnasietiden ydede Institut for Blinde og Svagsynede konsulentbistand, der blev betalt af amtets gymnasiekontor.

Instituttet anmodede ved brev af 4. juni 1999 kommunen om betalingstilsagn for ydelse af synskonsulentbistand i forbindelse med det videre uddannelsesforløb.

Instituttet henviste til, at med virkning fra 1. januar 1995 havde amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner overtaget vejledning af unge synshandicappede.

Nogle amtskommuner løste vejledningsopgaven ved egen synskonsulent, mens andre amtskommuner købte bistanden af Instituttet.

Amtet havde ikke egen synskonsulent.

Kommunen fremsendte herefter skrivelsen fra Institut for Blinde og Svagsynede til amtet med anmodning om en udtalelse.

Amtet fandt, at kommunen burde afholde udgiften i henhold til aktivlovens § 63 om kommunal støtte til særlige ydelser for personer med nedsat fysisk funktionsevne i forbindelse med revalidering samt servicelovens § 68, om kommunernes rådgivningsforpligtelse overfor personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Det sociale nævn fandt, at amtet havde rådgivningsforpligtelsen overfor kvinden, jf. servicelovens § 69. Begrundelsen for afgørelsen var, at nævnet fandt kvinden omfattet af gruppen af personer med betydelig nedsat fysisk funktionsevne, jf. lovens § 69. Nævnet lagde vægt på de foreliggende oplysninger om kvindens synshandicap.

I amtskommunens klage var det bl. a. anført, at amtskommunens specialrådgivningsforpligtelse i forbindelse med revalidering efter loven er begrænset til rådgivning i forbindelse med brugen af amtslige revalideringstilbud. Amtskommunen fandt derfor, at den særlige rådgivning i den foreliggende sag var en rent kommunal opgave.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om det er aktivlovens § 63 eller servicelovens § 69, der finder anvendelse i forbindelse med betaling af udgiften til synskonsulentbistand fra Synskonsulenten ved Instituttet for Blinde og Svagsynede i tilfælde, hvor ansøger følger et kommunalt revalideringstilbud.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at rådgivningsforpligtelsen overfor kvinden påhvilede amtskommunen, jf. servicelovens § 69, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse til grund, at kvinden var stærkt svagsynet, at den ansøgte rådgivning var nødvendig og at amtskommunen, ifølge det oplyste, ikke rådede over egen synskonsulent.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det følger af lovens § 69, stk. 2, at amtskommunen stiller nødvendig rådgivning og konsulentstøtte til rådighed for kommunerne i deres arbejde med personer med særlige behov og i specielle tilfælde selv påtager sig rådgivningen.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a., at amtskommunen har en forpligtelse til selv at yde direkte klientrettet rådgivning overfor særlige grupper.

Videre fremgår, at som grundlag for vejledningsindsatsen forudsættes amterne derfor at sikre amtskommunale specialfunktioner af lands- og landsdelsdækkende karakter.

Af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 927 af 8.december 1997 om fordeling mellem amterne, Københavns og Frederiksberg kommuner af udgifterne ved lands- og landsdelsdækkende specialrådgivningsfunktioner m.v. fremgår, at Instituttet for Blinde og Svagsynede er et sådant lands- og landsdelsdækkende specialrådgivningstilbud.

Ankestyrelsen fandt således, at den ansøgte rådgivning var en specialopgave, som det påhvilede amtskommunen at dække.

Rådgivningen var gratis for kvinden.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.