Et amtshospital søgte på ansøgers vegne om kontanthjælp. I forbindelse med ansøgningen blev det oplyst, at ansøger havde fået endelig dom til anbringelse på et hospital for sindslidende.
Hospitalet henviste til Socialministeriets brev af 12. juli 2000, hvoraf det fremgik, at personer, der var anbragt på et hospital i henhold til domsafgørelse ville være berettiget til kontanthjælp. Ansøger var dømt efter straffelovens § 69 A, stk. 2.
Af kommunens journalark fremgik, at kommunen ved drøftelse med Socialministeriet havde fået oplyst, at ovennævnte skrivelse ikke dannede grundlag for kontanthjælp til en person, som var dømt efter § 69 A i straffeloven med anbringelse på hospital for sindslidende.
Kommunen gav afslag på ansøgningen om kontanthjælp i henhold til aktivlovens § 13, med henvisning til, at ansøger på grund af sin straf ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Kommunen anmodede samtidig om oplysninger vedrørende ansøgers faste udgifter, som skulle afholdes under opholdet. Der anmodedes endvidere om oplysninger om dommens længde, og hvornår afsoningen var påbegyndt.
Amtshospitalet klagede på ansøgers vegne til det sociale nævn over afgørelsen. Det var hospitalets opfattelse, at ansøger faldt ind under undtagelserne for rådighedsforpligtelsen i aktivlovens § 13, idet han ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet på nuværende tidspunkt på grund af sin sygdom.
Hvis han ikke var psykisk syg, ville han være indsat i fængsel og ville så ikke være berettiget til kontanthjælp.
I forbindelse med oversendelsen af sagen til nævnet oplyste kommunen, at afgørelsen ikke alene var truffet efter aktivlovens § 13, men efter aktivlovens §§ 11, 13 og 81 samt bekendtgørelse nr. 559 af 21. juni 2000.
Efter det oplyste havde ansøger ingen faste udgifter til bolig, opbevaring af bohave, fagforening eller lign. Han fik for tiden udbetalt et lommepengebeløb på 984 kr. pr. måned efter sygehuslovgivningen. På den baggrund fandtes ansøger ikke berettiget til kontanthjælp.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet lagde til grund, at ansøger som udgangspunkt måtte anses for at være berettiget til ydelser efter aktivloven. I det konkrete tilfælde var det imidlertid oplyst, at ansøger ingen faste udgifter havde, at han under opholdet på amtshospitalet ikke skulle betale for kost og logi, og at han fik udbetalt et lommepengebeløb på 984 kr. pr. måned efter sygehuslovgivningen.
Nævnet lagde herefter vægt på, at ansøgers behov i den nuværende situation var dækket gennem andre ydelser, og at han derfor ikke var berettiget til kontanthjælp.
Hvis han fik behov for enkeltydelser, måtte der som tidligere rettes henvendelse til kommunen.
Nævnet havde ikke fundet grundlag for nærmere at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt ansøger skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at modtage kontanthjælp, da dette ikke sås at have betydning for den af nævnet trufne afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der i skrivelsen fra Socialministeriet klart stod, at det kun var de personer, der var varetægtsfængslet eller indsat til afsoning eller i arresthus, der ikke var berettiget til kontanthjælp, og ansøger var indlagt på hospital, hvilket han mente, berettigede ham til kontanthjælp.
Amtshospitalet havde mulighed for, som den sidste udvej, at gå ind og yde et lommepengebeløb efter sygehuslovgivningen, men det var dels indtil sagerne blev afgjort og dels var det selvfølgelig også for at sørge for, at patienterne havde et beløb til personlige fornødenheder. Det var kun i de tilfælde, hvor patienterne ikke havde andet at leve for. Hvis patienter fik kontanthjælp, ville de ikke også få udbetalt et lommepengebeløb.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en ansøger, der har fået en anbringelsesdom på hospital for sindslidende, som udgangspunkt er omfattet af aktivlovens kontanthjælpsregler og om hjælpen i givet fald er sekundær, set i forhold til, at hans behov er dækket gennem andre ydelser.
