Ankestyrelsens principafgørelse C-52-01

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 97, stk. 1, nr. 1, § 97, stk. 1, nr. 2, § 98, stk. 1, § 98, stk. 3, § 98, stk. 4, § 98, stk. 5 og § 98, stk. 6

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 og § 113, stk. 1

En blindekonsulent søgte på vegne af en 78-årig stærkt svagsynet kvinde kommunen om et dansktalende ur af mærket Voice Design som et hjælpemiddel. Ansøgningen var begrundet i kvindens stærke svagsynethed. Ansøgeren havde tidligere fået bevilget et tilsvarende ur, som nu ønskedes udskiftet, da remmen til uret var gået fra, og reparation ifølge oplysninger fra fabrikken var umulig.

Kommunen bevilgede herefter det ansøgte ur i henhold til § 98 i lov om social service. Begrundelsen herfor var, at et talende ur betragtedes som et almindeligt forbrugsgode, hvortil der kunne ydes støtte, jf. § 98.

Kommunen henviste til, at i henhold til § 98 i lov om social service, jf. § 19 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998, kan der ydes støtte til forbrugsgoder, når prisen er over 500 kr. Indkøbsprisen på det ansøgte ur var 1360 kr. Støtten kunne ydes som 50% af prisen på et standardprodukt, hvilket af kommunen vurderedes til 500 kr., samt den nødvendige merudgift, der kunne være i forbindelse med anskaffelse af et dyrere produkt end et standardprodukt, som det var tilfældet ved det talende ur Voice Design. Kommunens andel udgjorde herefter højst 50% af prisen på et standardprodukt = 250 kr, samt eventuel særlig indretning/kapacitet = 860 kr., ialt = 1110 kr.

Ansøgeren klagede herefter over kommunens afgørelse til nævnet, og der blev fremsendt supplerende oplysninger. Heraf fremgik det bl.a, at det ansøgte ur ikke burde betragtes som et forbrugsgode, men som et hjælpemiddel, der kunne bevilges efter § 97 i lov om social service. Der var således tale om et ur, der specielt var fremstillet til brug af blinde og stærkt svagsynede, der ikke har mulighed for at aflæse tiden ved brug af de ure, der normalt anvendes. Uret kunne kun købes i forretninger, hjælpemiddelcentre og lignende steder, der forhandler hjælpemidler for blinde og svagsynede.

Under behandlingen af sagen i nævnet kontaktede nævnet en nærmere angivet forretning, der forhandlede ure af samme type som det ansøgte ur. Her fik nævnet oplyst, at de dansktalende ure udelukkende er fremstillet til brug for blinde og svagsynede. Uret er f.eks. ikke forsynet med visere, og der var ikke tale om et almindeligt ur, der efterfølgende forsynes med særlig indretning. Nævnet kontaktede endvidere det firma, der fremstillede urene. Her fik nævnet oplyst, at urene fortrinsvis blev leveret til kommunernes hjælpemiddeldepoter, men også til den angivne forretning samt til "Hjælpemidler for handicappede i Nordjylland".

Ved sin afgørelse fandt nævnet, at ansøgeren var berettiget til køb af et dansktalende ur af mærket Voice Design i henhold til § 97 i lov om social service. Begrundelsen herfor var, at et dansktalende ur i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af ansøgerens nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at et dansktalende ur udelukkende blev fremstillet som et hjælpemiddel med blinde og svagsynede som målgruppe. Et dansktalende ur fungerede således udelukkende som et hjælpemiddel til afhjælpning af den nedsatte funktionsevne.

Kommunen påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. I klagen var det bl.a anført, at kommunen i en række sager havde bevilget specielt "talende ur" til blinde og svagsynede i henhold til § 98 i lov om social service, altså som et forbrugsgode med en egenbetaling. Dette var gjort med baggrund i, at alle har behov for et ur, men som blind/svagsynet har man behov for et ur med en speciel funktion, nemlig at oplyse om tiden og eventuelt også om ugedag og dato uden brug af synet.

Endvidere var det anført, at kommunen var af den opfattelse, at uanset at et talende ur var specielt fremstillet som et hjælpemiddel med blinde/svagsynede som målgruppe, indebar det også en lettelse i dagligdagen på samme måde som for personer uden nedsat funktionsevne. Egenbetalingen på 50% havde således baggrund i, at der ville være tale om overkompensation, hvis modtageren fik de fulde anskaffelsesudgifter dækket.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af afgrænsningen mellem et hjælpemiddel og et forbrugsgode, jf. §§ 97 og 98 i lov om social service.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp til anskaffelse af det ansøgte ur som et hjælpemiddel, jf. § 97, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om social service og § 1, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen § 1, stk. 2, i ovennævnte bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98 til grund. Det fremgår heraf, at hjælpemidler omfatter produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Forbrugsgoder omfatter produkter, som er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at et dansktalende ur af mærket Voice Design var et hjælpemiddel, der var fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk funktionsnedsættelse, og ikke et forbrugsgode med en særlig indretning. Begrundelsen var videre, at det ansøgte ur i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af ansøgerens synshandicap og i væsentlig grad lette hendes daglige tilværelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det dansktalende ur efter det oplyste, udelukkende er fremstillet til brug for blinde og svagsynede. Uret er f.eks. ikke udstyret med visere, og der er ikke tale om et ur med en særlig indretning.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at de dansktalende ure af mærket Voice Design efter det oplyste fortrinsvis blev leveret til kommunernes hjælpemiddelcentraler.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at ansøgeren efter sagens oplysninger var stærkt svagsynet, hvorfor hun ikke kunne benytte et almindeligt ur, men havde brug for et dansktalende ur til at afhjælpe de varige følger af synshandicappet og lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.