Ankestyrelsens principafgørelse U-25-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 9, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 1 og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led

Note:

*) SM U-21-99 ophæves

* * * * *

Sagen vedrørte anerkendelse af en lænderyglidelse hos en 56-årig kvinde, der havde arbejdet som sygehjælper i en årrække.

Kvinden havde i perioden 1961-63 og i perioden 1967-68 arbejdet som ufaglært sygehjælper på plejehjem. I 1968 blev hun uddannet som sygehjælper og arbejdede derefter indtil 1971 på sygehus. I perioden 1971-82 arbejdede hun som sygehjælper på et gammeldags plejehjem.

I perioden 1982-85 havde hun barselsorlov og arbejdede som medhjælpende hustru uden rygbelastende arbejde. Fra 1985 arbejdede hun i under et år som nattevagt på et moderne plejehjem, hvor der kun i mindre omfang var tale om rygbelastende plejearbejde.

I 1987 blev hun igen ansat som dagvagt 24 timer ugentligt på et gammeldags plejehjem, hvor der tale om mange daglige personløft og -håndteringer. I 1988 blev der indført kran/lift.

Kvinden fik symptomer på en lænderyglidelse i 1988. Hun blev endelig sygemeldt i 1992 og fik tilkendt mellemste førtidspension i 1994.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der ikke var tale om en lidelse, der var omfattet af loven. Arbejdsskadestyrelsen havde herved lagt vægt på, at lidelsen ikke var omfattet af bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme og på indstillingen fra Erhvervssygdomsudvalget. Udvalget havde indstillet sagen til afvisning, idet udvalget ikke fandt, at der var godtgjort plejearbejde med væsentlig plejetyngde i form af mange daglige personløft og -håndteringer i en nogenlunde sammenhængende periode forud for arbejdsophør i 1991/92. Udvalget havde lagt vægt på, at kvinden under arbejdet som sygehjælper i perioden 1971 til 1982 og fra 1987 til 91/92 havde haft plejearbejde med en væsentlig plejetyngde med mange daglige personløft og -håndteringer. Udvalget havde endvidere lagt vægt på, at plejearbejdet ophørte omkring 1991/92, at rygsymptomerne startede i 1988, samt at kvinden ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i perioden 1982-86. Sammenfattende fandt udvalget det derfor ikke overvejende sandsynligt, at plejearbejdet var årsag til ryglidelsen.

Efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse er lænderyglidelser som følge af pleje af voksne eller større handicappede børn blevet optaget i bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt perioden med rygbelastende arbejde afbrydes, hvis der var tale om en pause på godt 5 år med ikke-rygbelastende arbejde.

Ankestyrelsen fandt, at den anmeldte lidelse ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 1, stk. 1, nr. 2 og § 2, bilag 1, gruppe E, pkt. 11 c) i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme, og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led. Kvinden kunne derfor ikke få erstatning eller andre ydelser efter loven.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kvindens lænderyglidelse ikke kunne anses for opstået efter mindst 10 års rygbelastende arbejde med pleje af voksne eller større handicappede børn.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden havde udført belastende plejearbejde med mange dagligt forekommende personløft og -håndteringer på plejehjem i perioderne 1961-63, 1967-68, 1971-82 og 1987-92. Ankestyrelsen havde her lagt vægt på beskrivelserne af arbejdet i en speciallægeerklæring fra juli 1998 og på, at arbejdsbeskrivelserne senere var blevet bekræftet.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at kvinden før hun gik på barselsorlov i 1982 havde haft plejearbejde, der styrkemæssigt opfyldte belastningskravene i bekendtgørelsens § 2, bilag 1, gruppe E, pkt. 11 c).

Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at der var tidsmæssig sammen hæng mellem det belastende plejearbejde frem til 1982 og kvindens lænderyglidelse, der opstod i tidsrummet 1988-90.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden ikke havde lændegener i forbindelse med det rygbelastende arbejde frem til 1982, hvor hun efter en længere sammenhængende periode med belastende plejearbejde gik på barselsorlov. Efter en periode uden rygbelastende arbejde genoptog kvinden arbejde som sygehjælper på plejehjem i 1987.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at kvindens lænderyglidelse første gang gav symptomer i perioden 1988-90, det vil sige nogen tid efter, at hun havde genoptaget sygehjælperarbejdet. Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på oplysningerne i speciallægeerklæringen fra juli 1998, hvoraf det fremgik, at lænderyglidelsen formentlig startede mellem 1988 og 1990, hvor kvinden havde intermitterende lænderygsmerter med udstråling til højre ben.

På denne baggrund fandt Ankestyrelsen ikke, at udviklingen af kvindens lænderyglidelse svarede til et sygdomsbillede, for hvilket der var godtgjort en sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 2.

Kvindens lænderyglidelse kunne således ikke anerkendes efter bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kvindens lidelse kunne anerkendes efter lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led.

Dette skyldtes, at der ikke var lægelig dokumentation for sammenhæng mellem kvindens lidelse (lænderyglidelse) og de arbejdsmæssige påvirkninger, som hun havde været udsat for.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at kvindens lænderyglidelse kunne anerkendes efter lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Det skyldtes, at kvindens arbejde efter Ankestyrelsens vurdering ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning og belastning af ryggen, at det kunne antages at medføre en særlig risiko for udvikling af en lænderyglidelse. Ankestyrelsen havde endvidere lagt vægt på, at der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem det belastende arbejde og lidelsens opståen.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.