Ankestyrelsens principafgørelse A-25-01

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

02-09-2011

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 29, stk. 2

Note:

Afløses af 145-11

Et amtshospital søgte på ansøgers vegne kommunen om løbende kontanthjælp.

Ansøger, der var sygemeldt fra sit arbejde dels af arbejdsmæssige og dels af private grunde begik i juli 1999 et overfald, hvorefter han blev arresteret og anbragt i arrest.

Efter knapt en uges ophold i arresten blev han overført til amtshospitalets lukkede afdeling, hvor han den 5. august blev anbragt i surrogatfængsel i henhold til retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 4 frem til den 24. august.

Den 24. august skulle der afholdes retsmøde i sagen, hvor det skulle besluttes, om ansøger skulle have forlænget sin fængsling eller om der var andre beslutninger, såsom at han eventuelt skulle mentalobserveres eller om man allerede dér var klar til afsige dom i sagen.

Ansøger blev i forbindelse med arrestationen bortvist fra sin arbejdsplads, hvilket indebar at han ikke længere kunne oppebære sygedagpenge fra kommunen.

Ansøger var medlem af en A-kasse, men heller ikke her ville han kunne få arbejdsløshedsdagpenge, idet hans situation hindrede ham i at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Tilbage var derfor muligheden for at søge om kontanthjælp.

Ansøger havde en ejerbolig, hvorfor han havde faste udgifter til termin, forsikringer, el, varme og telefon.

Kommunen fandt, at der kunne ydes kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik til rimeligt begrundede faste udgifter, herunder telefonabonnement, forsikring, fagforening svarende til 549 kr. pr. måned og hjælp til boligudgifter ialt 3.341 kr. månedligt efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.

Dette gjaldt fra 18. august 1999, hvor ansøgningen fremkom, til domsafsigelsen fandt sted, hvorefter sagen igen ville blive vurderet.

Der kunne ikke ydes hjælp til kost, lommepenge og daglige fornødenheder.

Amtshospitalet oplyste i henhold til rettens kendelse om mentalobservation under indlæggelse, at ansøger den 25. august blev indlagt på det ikke-specialsikrede retspsykiatriske afsnit på amtshospitalet. I brevet blev det anført, at efter hospitalets informationer, ville patienter, som var indlagt på hospitaler, hvor der skulle udfærdiges en mentalerklæring, være berettiget til kontanthjælp under indlæggelse, og det var også kontanthjælp til lommepenge.

Det sociale nævn fandt, at ansøger under sin surrogatfængsling ikke var berettiget til løbende kontanthjælp til dækning af udgifter til kost og lommepenge.

Nævnet lagde herved vægt på, at den af kommunen ydede hjælp, herunder afslag på ovenstående, var i overensstemmelse med gældende regler, jfr. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 559 af 21. juni 2000 om kontanthjælp til personer, der var varetægtsfængslet eller indsat til afsoning af straf i fængsel eller arresthus. Det fremgik af § 1 i bekendtgørelsen, at der alene kunne udbetales hjælp som angivet i bekendtgørelsen.

Vedrørende hjælp til løbende udgifter fremgik det af §§ 2 og 3, at der kunne ydes hjælp til boligudgift. Vedrørende forsørgelsesudgifter m.v. fremgik det af § 5, at der kunne ydes hjælp til dækning af forsørgelsesudgift til børn.

Nævnet så på den baggrund ikke hjemmel for at pålægge kommunen at yde kontanthjælp ud over det allerede skete.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at man var uforstående overfor, at nogen kommuner mente, at mentalobservander og varetægtssurrogatanbragte indlagt på hospital for sindslidende var det samme som mentalobservander i fængsel eller arresthus.

Endvidere anførtes det, at der var mange kommuner, der gav afslag på kontanthjælp til varetægtssurrogatanbragte eller mentalobservander på amtshospitalet, da de mente, at det var det samme som fængsel, hvor man ikke var berettiget til kontanthjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om personer, der under varetægtsfængsling blev surrogatanbragt på et amtshospital, var berettiget til kontanthjælp efter de almindelige regler.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger på ansøgningstidspunktet, hvor han var varetægtssurrogatanbragt på et amtshospital, var omfattet af aktivlovens almindelige regler om kontanthjælp, og derfor berettiget til kontanthjælp, såfremt betingelserne herfor iøvrigt var opfyldt.

Af aktivlovens § 29, nr. 2 fremgår, at Socialministeriet uanset reglerne i §§ 25, 26, 30-34 og 81-84 kan fastsætte regler om hjælp til personer, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning i fængsel eller arresthus.

Af § 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 517 af 3. juli 1998 (nu nr. 559 af 21. Juni 2000), som var gældende på ansøgningstidspunktet fremgår det, at personer, der er indsat i institutioner under Kriminalforsorgen alene kan få kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik §§ 25 og 34 med de beløb, som fremgår af stk. 2-5.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at aktivloven som udgangspunkt gælder for alle, der opholder sig her i landet medmindre, der er fastsat særlige regler vedrørende pågældende persongruppe eller forholdet iøvrigt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ikke på ansøgningstidspunktet var anbragt på en institution under Kriminalforsorgen, men af helbredsmæssige grunde var overført til amtshospitalet. Han var således ikke omfattet af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 517 af 3. juli 1998.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen med henblik på en vurdering af, hvorvidt ansøger opfyldte betingelserne iøvrigt for at modtage kontanthjælp efter de almindelige regler.

Ankestyrelsen bemærkede dog, at styrelsen fandt, at ansøger på grund af helbredsmæssige forhold var omfattet af undtagelserne for at stå til rådighed i aktivlovens § 13, stk. 3.