Ankestyrelsens principafgørelse P-18-01

Kong Christian Den Femtes Danske Lov - Lov af 15. april 1683 -

Lov om forældelse af visse fordringer - lov nr. 274 af 22. december 1908 - § 1 og § 2

Ansøgeren henvendte sig i begyndelsen af 2000 til kommunen og anmodede om genoptagelse af sin pensionssag fra 1989, hvor hun var tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1. Ankestyrelsen havde den 20. september 1990 tiltrådt revaliderings - og pensionsnævnets afslag på mellemste førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 1.

Ansøgeren søgte om forhøjelse af pensionen den 11. marts 1994, hvilket blev afslået af revaliderings- og pensionsnævnet den 27. april 1995.

Kommunen afslog at genoptage pensionssagen fra 1989, idet der ikke fandtes lægelig dokumentation for en erhvervsevnenedsættelse med mere end halvdelen.

Kvinden klagede til nævnet, som besluttede, at der ikke kunne ske genoptagelse af sagen fra 1989, fordi sager der angår perioder, der ligger mere end 5 år før begæringen om genoptagelse ikke kan genoptages, idet pensionskrav fra sådanne perioder er forældede efter 1908-loven. Nævnet vurderede samtidig, at der ikke var grundlag for at genoptage pensionssagen fra april 1995, idet erhvervsevnen på daværende tidspunkt ikke var nedsat med mere end halvdelen af helbredsmæssige årsager. Sagen blev hjemvist til ny vurdering i kommunen med henblik på vurdering af den nuværende erhvervsevne.

Kommunen tilkendte herefter mellemste førtidspension fra den 1. juli 2000.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en underinstans kan træffe afgørelse om genoptagelse af en sag, som er afgjort af klageinstansen, og om genoptagelsesbegæringen kan afvises med henvisning til 5 års forældelsesfristen i 1908-loven.

Ankestyrelsen vurderede sagen på baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999.

Ansøgeren havde i begyndelsen af 2000 ved henvendelse til kommunen anmodet om genoptagelse af pensionssagen fra 1989.

Da Ankestyrelsen havde truffet afgørelse i denne sag den 20. september 1990, var det Ankestyrelsen, der skulle behandle genoptagelsessagen.

Ankestyrelsen fandt ikke at kunne afvise at tage stilling til ansøgerens eventuelle ret til førtidspension fra ansøgningen herom i 1989.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at spørgsmålet om selve pensionsretten er omfattet af dansk rets hovedregel om 20-årig forældelse i Danske Lov 5-14-4.

Reglerne om den 5-årige forældelse i forældelsesloven af 1908 finder alene anvendelse på de enkelte pensionsudbetalinger.

Ankestyrelsen fastholdt sin afgørelse af 20. september 1990 om afslag på mellemste førtidspension, idet betingelserne for at opnå mellemste førtidspension ikke var opfyldt.

Derimod ændrede Ankestyrelsen det sociale nævns afgørelse, således at ansøgeren havde ret til mellemste førtidspension fra den 1. april 1994, som var den 1. i måneden efter, at der var søgt om forhøjelse af pension, jf. dagældende pensionslovs § 33.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på de helbredsmæssige oplysninger, alder, manglende forsøg på revalidering og langvarigt fravær fra arbejdsmarkedet, sammenholdt med den ændrede praksis på førtidspensionsområdet efter Højesterets dom af 22. december 1999. Der var ikke mulighed for at belyse en resterhvervsevne, der udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension fra den 1. april 1994.

Ankestyrelsen bemærkede, at 5-årsfristen i forældelsesloven af 1908 ikke fandt anvendelse på krav om efterbetaling i den aktuelle situation, idet henvendelsen om genoptagelse fandt sted i begyndelsen af 2000 mindre end 5 år efter revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 27. april 1995.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.