Ansøgeren søgte kommunen om hjælp til anskaffelse af en forstærkertelefon Beocom 1600 HAC. Han havde haft telefonen til afprøvning med god effekt, og den kunne anbefales fra Høreinstituttet. Ansøgeren oplyste om sine helbredsforhold, at han led af svær hørenedsættelse med stort skelnetab.
Af kommunens journalark fremgik bl.a, at ansøgeren tidligere var bevilget teleslynge.
Ved kommunens henvendelse til Tele Danmarks Handicapservice blev det oplyst, at forstærkertelefon Beocom 1600 HAC var specielt udformet til hørehandicappede, og den kunne ikke købes hos Tele Danmark. Ved henvendelse til forhandleren af forstærkertelefonen blev det bekræftet, at telefonen var speciel, idet der var indbygget telespole.
Kommunen meddelte herefter ansøgeren, at der i anledning af hans ansøgning var bevilget ham en forstærkertelefon Beocom 1600 HAC, men da en telefon betragtedes som et almindeligt forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, kunne der ikke ydes hjælp til en sådan, jf. § 98, stk. 1, i lov om social service. Da ansøgeren på grund af svær tunghørhed havde brug for en telefon med særlig indretning, kunne den særlige indretning betragtes som et hjælpemiddel, altså bevilges i henhold til § 97 i lov om social service. Dette betød, at ansøgeren selv skulle betale 600 kr. af prisen på den ansøgte forstærkertelefon, idet det var prisen for en almindelig standardtelefon. Kommunen betalte restbeløbet ca. 750 kr. incl. moms.
Ansøgerens hustru påklagede kommunens afgørelse til nævnet og anførte bl.a i klagen, at de ikke kunne forstå, at de skulle betale for forstærkertelefonen. Hun oplyste videre, at ansøgeren ikke kunne høre noget i en almindelig telefon.
Ved kommunens telefoniske henvendelse til ansøgeren blev det supplerende oplyst, at ansøgeren var utilfreds med, at der ikke kunne bevilges støtte til hele udgiften til forstærkertelefonen. Såfremt ansøgeren ikke var hørehæmmet, ville han ikke have udgiften til forstærkertelefonen, idet hjemmet i forvejen havde 2 telefoner. Det var således i kraft af ansøgerens hørehæmning, at han var nødt til at anskaffe en så dyr telefon, idet det var den eneste telefon med telespole, som kunne kompensere for hans høretab.
Kommunen genvurderede sagen og fastholdt den tidligere trufne afgørelse.
Nævnet stadfæstede ved sin afgørelse kommunens afgørelse. Nævnet lagde særligt vægt på, at der ikke kan ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. En telefon var efter nævnets opfattelse et sådant forbrugsgode.
Ansøgeren påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen og henviste i klagen til en artikel fra de hørehæmmedes medlemsblad, ifølge hvilken der var truffet en modsvarende afgørelse i et andet nævn. Der var således betydelig forskel i retsopfattelsen regionalt, hvorfor sagen efter ansøgerens opfattelse måtte have principiel karakter.
Af den i klagen omtalte artikel fremgik det, at et socialt nævn havde pålagt en kommune at bevilge en forstærkertelefon Beocom 1600 HAC, idet dette nævn betragtede denne specialbyggede forstærkertelefon som et egentligt hjælpemiddel i henhold til § 97, stk. 1, i lov om social service. Dette andet nævn havde ved afgørelsen lagt vægt på, at telefonen var specialbygget med en særlig indretning specielt til folk med nedsat hørelse, hvorfor en sådan forstærkertelefon med den oplyste særlige indretning måtte betragtes som et selvstændigt hjælpemiddel. Dette andet nævn fandt således, at kommunen ikke var berettiget til at fastsætte en egenandel på 549 kr., idet ansøgninger om særlig indretning af forbrugsgoder i form af sædvanligt indbo som udgangspunkt skal vurderes efter § 97 i lov om social service som et selvstændigt hjælpemiddel.
Nævnet genvurderede sagen og fandt ikke, at der ved genvurderingen var fremkommet oplysninger, der kunne give anledning til at ændre den trufne afgørelse.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen fremkom nævnet på Ankestyrelsens anmodning med supplerende bemærkninger. Heraf fremgik bl.a, at nævnet på baggrund af en vejledende udtalelse fra Socialministeriet til nævnet af 7. maj 1999 i en anden sag fandt, at afgørelsen i denne sag ikke var i strid med SM C-24-00. Nævnet henviste herved til, at telefonen havde en klar forbrugsgodeværdi, samt til, at det netop var anført, at den særlige indretning ikke betragtedes som en del af forbrugsgodet, men som et selvstændigt hjælpemiddel.
Af Socialministeriets vejledende udtalelse af 7. maj 1999, som forelå i sagen, fremgik bl.a, at der ikke efter reglerne om hjælpemidler kan ydes hjælp til anskaffelse af sædvanligt indbo, herunder telefoner, jf. § 19, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998. Ansøgninger om særlig indretning af forbrugsgoder i form af sædvanligt indbo vil derfor som udgangspunkt skulle vurderes efter § 97 i lov om social service, idet den særlige indretning må betragtes som et selvstændigt hjælpemiddel. Den særlige indretning omfattes således af reglerne om egentlige hjælpemidler, mens der som følge af § 19, stk. 5, i ovennævnte bekendtgørelse ikke ydes støtte til det sædvanlige indbo.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en forstærkertelefon med indbygget telespole var et forbrugsgode eller et hjælpemiddel, jf. definitionen i § 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98, og hvorvidt man som hørehæmmet kunne få støtte til en sådan forstærkertelefon.
Derudover blev sagen behandlet med henblik på en afklaring af, hvorvidt nævnets afgørelse var i overensstemmelse med SM C-24-00.
