Ansøgeren, der var født i 1930, indgav ansøgning om pension den 15. marts 1989. Ankestyrelsen stadfæstede den 7. februar 1991 Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse om afslag på førtidspension.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at erhvervsevnen ikke var nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige og sociale forhold af en sådan sværhedsgrad, at en førtidspension kunne komme i betragtning. Erhvervsevnen var vurderet i forhold til deltids arbejde samt husligt arbejde i eget hjem.
Det var oplyst, at ansøger siden 1969 udelukkende havde arbejde som oversætter og fra 1974 som selvstændig oversætter. På grund af helbredsgener havde hun været tvunget til at sætte begrænsninger i arbejdstiden.
Ansøgerens ægtefælle modtog efterløn. Udover ansøgerens egen årlige indkomst som oversætter var der en renteindtægt.
Om helbredsforhold var oplyst, at ansøger havde primær fibromyalgi, gigtgener i nakken, benforkortning af venstre ben, åreknuder samt fødemiddelallergi. Smerterne var opstået i forbindelse med en større bestillingsopgave i 1971 og tiltog, således at hun måtte afslå adskillige opgaver. I 1988/1989 blev stillet diagnosen fibromyalgi på Frederiksberg Hospital.
Om de erhvervsmæssige forhold blev oplyst, at ansøgeren i de senere år arbejdede 3-4 timer dagligt. Hendes fysiske lidelse havde forhindret hende i at tage mere arbejde, hvilket hun ønskede og havde mulighed for. Ægtefællen varetog de huslige funktioner.
I erklæring fra reumatologisk speciallæge var bemærket, at muskelsmerterne medførte begrænsninger for erhvervsevnen, som aktuelt var nedsat med over 2/3. Egen læge udtalte i erklæring fra november 1989, at den skattepligtige indkomst ved selvstændigt arbejde i de sidste år havde ligget på 47.000 til 77.000 kr., og at erhvervsevnen skønnedes nedsat til under 2/3.
Efterfølgende havde kommunen ved afgørelse af 8. oktober 1993 tilkendt ansøgeren almindelig førtidspension i henhold til pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1. Den tilkendte pension var beløbsmæssigt lavere, end den ville have været, hvis ansøgeren havde fået tilkendt pension efter sin første ansøgning. Denne forskel vedvarede indtil det 67. år.
Ansøgeren anlagde sag med principal påstand om, at Ankestyrelsen tilpligtedes at anerkende, at ansøgeren var berettiget til mellemste førtidspension i henhold til lov om social pension § 14, stk. 2, nr. 1, og subsidiært, at hun var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension ved ansøgningen den 15. marts 1989.
Østre Landsret afsagde den 4. april 1997 dom i sagen.
2 dommere udtalte:
Ansøgerens forklaring om lidelsens art og omfang findes væsentlig bestyrket af de lægeerklæringer, der er baseret på undersøgelser af hende, og er på intet punkt afsvækket ved det iøvrigt under sagen oplyste. Forklaringen er tilmed bestyrket ved den fremdragne lægelige litteratur om emnet. Det findes herefter godtgjort, at ansøgerens erhvervsevne den 15. marts 1989 var væsentligt nedsat og i hvert fald nedsat med mindst halvdelen. Den omstændighed, at hendes lidelse på daværende tidspunkt ikke var diagnosticeret som sådan, men efter det oplyste måtte anses som en samlet beskrivelse af smerter i væsentlige muskelgrupper, udtrætning m.v., kan, da nedsættelsen af sagsøgerens erhvervsevne ikke kan tilskrives andre omstændigheder, ikke føre til et andet resultat. Disse voterende anså herefter ansøgeren, der efter de foreliggende oplysninger om hendes erhvervs karakter måtte anses for heltidsbeskæftiget, berettiget til forhøjet almindelig førtidspension i henhold til lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1, og voterede herefter for at tage sagsøgerens subsidiære påstand til følge.
1 dommer udtalte:
Ved afgørelsen af, om ansøgerens ansøgning af 15. marts 1989 om helbredsbetinget førtidspension skulle tages til følge, måtte Ankestyrelsen, da hverken diagnosticeringen eller følgerne af ansøgerens lidelse var lægeligt fuldt oplyst, lægge vægt på det oplyste om ansøgerens erhvervsevne. Det var ikke sikkert oplyst, i hvilket omfang ansøgeren tidligere havde haft erhvervsarbejde. Oplysningerne og de lægelige udtalelser om hendes erhvervsarbejde og erhvervsevne i årene op til 1991 var til dels modstridende, og ansøgeren oplyste selv, at hun kunne udføre skrivearbejde i fra 2 1/2 time til 3 1/2 time daglig, hvortil kom den tid, som forberedelsen krævede. På denne baggrund fandt dommeren ikke, at det var så sikkert godtgjort, at sagsøgerens erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen, at Ankestyrelsens afgørelse af 7. februar 1991 skulle tilsidesættes. Herefter burde Ankestyrelsen frifindes for ansøgerens påstande.
Efter voteringens udfald blev der givet dom i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand. Den Sociale Ankestyrelsen skulle anerkende, at sagsøgte var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension i henhold til lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1, ved indgivelsen af ansøgning om førtidspension den 15. marts 1989.
Ankestyrelsen indbragte sagen for Højesteret med påstand om frifindelse. Ansøgeren påstod stadfæstelse.
Der blev til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet forklaring af speciallæge.
Højesteret har i dommen refereret uddrag af lægeerklæringer samt hele Retslægerådets erklæring af 1. December 1999. Fra referatet gengives følgende uddrag, som efter Ankestyrelsens opfattelse er væsentligt:
"De lægelige sagsakter, der var til rådighed i forbindelse med pensionsansøgningen, omfatter dels oplysning om en udbredt smertetilstand i bevægeapparatet og dels oplysning om en lokaliseret skulderlidelse samt degenerative forandringer i nakkehvirvelsøjlen. Diagnosen fibromyalgi hviler både før og nu på en samlet klinisk vurdering, og der findes ikke undersøgelser (blodprøver, røntgenundersøgelser, vævsprøver m.v.), der kan verificere diagnosen. Det beskrevne smertemønster er ikke specifikt for fibromyalgi, og diagnosen kan derfor kun stilles med tilnærmet sikkerhed. "
"For så vidt angår sværhedsgraden af indstævntes symptomer, fremgår det, at indstævnte på ansøgningstidspunktet kun kunne klare ca. 3 timers arbejde ved sit tekstbehandlingsanlæg, dog kun ca. 1 time ad gangen. Indstævnte kunne kun med besvær udføre støvsugning og andre store bevægelser. Nattesøvnen var kompromitteret på grund af smerterne. "
"Under forudsætning af, at diagnosen var fibromyalgi, har det været overvejende sandsynligt, at tilstanden ville være varig. "
"Som anført ovenfor er afgrænsningen af symptomkomplekset fibromyalgi vanskelig og diagnosen er i vidt omfang en eksklusionsdiagnose. At diagnosen har været vanskelig at stille med sikkerhed også i det aktuelle tilfælde fremgår i øvrigt dels af, at samme læge med 10 måneders mellemrum først fuldstændig frikendte ansøgeren for primær fibromyalgi og siden gav hende denne diagnose, og dels af at der både forud for og efter det tidspunkt, hvor ansøgeren traf afgørelse i sagen, har været meget varierende vurdering af patientens tilstand blandt de konsulterende læger. "
Ansøger havde fremlagt oplysninger om indkomst fra 1986 til 1998, som nærmere er refereret i dommen. Det fremgår heraf, at ansøger havde skattepligtig indtægt mellem 47.000 og 77.000 kr. årligt.
